Leder

Italienerne er Berlusconis gidsler

16. december 2010

Mod alle odds klarede Silvio Berlusconi tirsdag frisag i det italienske parlament og undgik med nød og næppe at blive væltet af et mistillidsvotum. Hvis mistillidsdagsordenen mod Italiens ministerpræsident havde været til afstemning, da den blev fremsat for over en måned siden, ville Berlusconi sandsynligvis være blevet væltet.

Men af hensyn til landets gældsplagede økonomi og de deraf følgende spekulationsrisici opfordrede republikkens præsident, Giorgio Napolitano, formændene for henholdsvis Senatet og Deputeretkammeret til at udskyde opgøret til efter finanslovens vedtagelse.

I den mellemliggende periode lykkedes det altså Berlusconi at overtale en håndfuld parlamentsmedlemmer til at støtte regeringen. Snarere end politiske var argumenterne tilsyneladende af økonomisk eller karrieremæssig karakter. Anklagemyndigheden i Rom har således indledt en efterforskning af handel med stemmer i parlamentet.

Men det meget spinkle flertal i Deputeretkammeret betyder reelt, at regeringen er handlingslammet og ikke vil være i stand til at gennemføre de strukturelle reformer, som den stagnerede italienske økonomi har hårdt brug for.

Forløbet i parlamentet er et symptom på den politiske og moralske krise, som Berlusconis dominans har medført i det italienske samfund: »Det moralske forfald i Italien skyldes ikke mindst, at offentlige personer, som burde være et godt eksempel, ikke lever op til deres forpligtelser,« udtalte Berlusconis tidligere partikammerat Gianfranco Fini, da han valgte at bryde med regeringen og danne et nyt parti, Futuro e Libertà (Fremtid og Frihed), som nu er en del af oppositionen.

I realiteten kommer Finis erkendelse 16 år for sent. Han har ligesom mange andre brugt Berlusconis mediemagt til at skabe sig en karriere i italiensk politik. Da mediemagnaten i 1994 gik ind i politik, skortede det ellers ikke på advarsler om konsekvenserne for det politiske liv i landet. Dengang fremsatte en af Italiens mest estimerede journalister, Indro Montanelli, følgende profeti:

»For at skabe et regime er der ikke længere brug for at marchere mod Rom, sætte ild på Rigsdagen eller storme Vinterpaladset. De såkaldte massekommunikationsmidler er nok, og blandt disse er fjernsynet det mest magtfulde og uimodståelige. Resultatet er indlysende: En svededug af konformisme og løgne vil tildække landet og reducere det til en dårlig tv-serie.«

Manglen på opposition er Berlusconis egentlige styrke. Intern splittelse i oppositionspartierne på venstrefløjen har gjort det nemt for ham at fremstå som beslutsom og handlekraftig. Samtidig har kortsigtede, personlige og taktiske interesser hos alliancepartnere som Gianfranco Fini fået Berlusconi til at ligne en troværdig politiker. Derfor er mange italienere dybt fremmedgjorte over for det politiske liv og har svært ved at få øje på et gangbart alternativ til Berlusconis medieregime.

Men nu er boblen ved at briste. Det er efterhånden blevet en udbredt opfattelse, at selvopretholdelsen er Berlusconis væsentligste politiske projekt. På det strafferetslige plan har han fået vedtaget et stort antal love, som har afkriminaliseret forbrydelser, som han eller hans venner allerede er blevet eller i fremtiden kunne blive dømt for.

De voldsomme optøjer i Roms gader efter mistillidsafstemningen er et tegn på den afgrundsdybe afstand mellem store dele af den italienske befolkning og deres repræsentanter i parlamentet. Det politiske liv følger sin egen logik, som tilsyneladende er uberørt af det seneste årtis økonomiske stagnation, der har medført øget arbejdsløshed og en konstant voksende statsgæld trods store nedskæringer i de offentlige budgetter.

Gældsbyrden og risikoen for, at Italien bliver genstand for finansmarkedernes spekulation, er blandt de mange ubekendte faktorer, som for alvor gør situationen dramatisk og uforudsigelig.

Berlusconi har formået at reducere det offentlige liv til en arena for reklamefolk og kræmmere, hvor alt kan købes for penge.

De italienske politikere vil helst klare sig uden de forhenværende borgere, som i vid udstrækning er blevet frataget sociale og kulturelle redskaber til at gøre deres autonomi gældende og derfor er hjælpeløse over for mediemagt, reklamer, korruption og klientelisme.

Alligevel ligner triumfen i parlamentet mest af alt en pyrrhussejr, selv om den på kort sigt vil virke som et politisk potensmiddel på Berlusconi. For regeringens vedkommende er der blot tale om livsforlængende behandling, men dermed forlænges Italiens politiske lidelser.

Det mest sandsynlige udfald af regeringskrisen er et skæbnevalg i løbet af foråret. Det er ikke kun ministerpræsidentens, men også det italienske samfunds skæbne, der står på spil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu