Leder

Klima-kineserier

HVIS NOGEN SKULLE være i tvivl: Viljen til handling for at redde klodens klima er påvirket af økonomiske interesser. De virksomheder, der ser en forretningsmæssig fremtid i at blive grønne, går dén vej - virksomheder, der ser den klimavenlige økonomi som en trussel, kæmper imod...
22. december 2010

HVIS NOGEN SKULLE være i tvivl: Viljen til handling for at redde klodens klima er påvirket af økonomiske interesser. De virksomheder, der ser en forretningsmæssig fremtid i at blive grønne, går dén vej - virksomheder, der ser den klimavenlige økonomi som en trussel, kæmper imod. Og landes regeringer kan i nogle sammenhænge agere progressivt mod drivhusgas- udledningerne og andre gange spænde ben for nødvendige indgreb, hvis de rammer landets egen økonomi.

Kontroversen om den superaggressive klimagas kaldet HFC-23 illustrerer det. Ét molekyle af dette stof har lige så kraftig opvarmningseffekt i atmosfæren som 14.000 CO2-molekyler. Som beskrevet i gårsdagens avis opstår HFC-23 som et ubrugeligt spildprodukt på kølemiddelfabrikker i bl.a. Kina og Indien. Som FN's regler for håndtering af HFC-23 er indrettet, kan kinesiske og indiske virksomheder score milliardprofitter på at fastholde produktionen, der fører til det farlige spildprodukt. Derfor oplever man netop nu, at Kina og Indien, der begge - også her i avisen - er skildret som bannerførere i den grønne revolution - kæmper med næb og kløer for at hindre de indgreb mod HFC-23-cirkusset, som forlanges fra mange sider. Kinas grønne engagement rækker langt, men i denne sag ikke langt nok til at sætte klima over statslige selskabers økonomi.

OMDREJNINGSPUNKTET er det reguleringssystem under Kyoto-protokollen, der kaldes Clean Development Mechanism, CDM. Systemet siger, at i-lande og i-landsvirksomheder i stedet for hjemlige CO2-indgreb kan købe sig til CO2-kreditter i u-lande. Sådan kreditter udløses ved etablering af klimavenlige u-landsprojekter, der bidrager til at dæmpe den globale opvarmning. Det kan være vindmøller, solfangere og biogasanlæg, men det kan efter FN-reglerne også være destruktion af drivhusgassen HFC-23. Hvis den aggressive gas tilintetgøres frem for at blive sluppet ud i atmosfæren, er det jo til fordel for klimaet, og derfor kan de involverede kølemiddelfabrikker via destruktionen skabe CO2-kreditter til efterfølgende salg til i-lande.

Der eksisterer kun 19 fabrikker af denne type - heraf 11 i Kina og fem i Indien - men fordi HFC-23 er så utrolig kraftig en drivhusgas, har de formået at generere halvdelen af alle de CO2-kreditter, der til dato er solgt internationalt via CDM-systemet. Blandt køberne er den danske stat, DONG Energy, Aalborg Portland, Nordjysk Elhandel og Mærsk Olie og Gas.

Problemet er, at det er så afsindig profitabelt at sælge HFC-23-destruktion som CO2-kreditter. Med gældende priser får de involverede virksomheder ved kreditsalget omkring 70 gange så meget, som det reelt koster dem at destruere stoffet. Samtidig kan virksomhederne tjene op til fem gange så meget på at destruere HFC-23 inden for CDM-systemet, som de kan tjene på selve det tilgrundliggende kølemiddel.

Der eksisterer altså via Kyoto-aftalen et perverst pris-incitament til at opretholde eller ligefrem udvide kølemiddelproduktionen for at få fingre i spildproduktet. En produktion, som verden er bedst tjent foruden, alene af den grund at kølemidlet - kaldet HCFC-22 - i sig selv er både en drivhusgas og en nedbryder af det globale ozonlag. I Vesten er man af samme grund i gang med at afvikle HCFC-22-produktionen. I Kina og Indien stiger produktionen, tilskyndet af CDM- systemet.

EU's klimakommissær Connie Hedegaard ønsker fra 2013 at forbyde EU-lande og -virksomheder at købe CO2-kreditter baseret på HFC-23. USA, Canada og en række små ø-stater vil bruge den såkaldte Montreal-protokol om beskyttelse af ozonlaget til at få produktionen af kølemidlet HCFC-22 forbudt og al HFC-udledning stoppet. Miljøorganisationen CDM Watch vil have FN's CDM-bestyrelse til at beskære det tilladte antal CO2-kreditter fra HFC-23 med over 90 pct.

CDM-bestyrelsen har netop haft møde om sagen, og selv om man hidtil har ment, at gældende regler forhindrer overproduktion af kølemidlet, har man i lyset af kritikken besluttet at underkaste reglerne for HFC-23-kreditter et eftersyn. Det har dog ikke hindret, at CDM-bestyrelsen på samme møde gav den kinesiske virksomhed Zhejiang Juhua Co. lov til at sælge nye HFC-23-kreditter svarende til to mio. ton CO2.

Både Kina og Indien blokerer for indgreb, Kina bl.a. med truslen om at lukke de aggressive HFC-23-gasser ud i atmosfæren, hvis destruktionen ikke længere belønnes med de høje kredit-priser.

HVAD HELE SAGEN illustrerer, er de brogede motiver, der styrer nationers og virksomheders ageren i klima- sagen. Men også CDM-systemets tvetydige karakter. Salget af CO2-kreditter kan finansiere u-landes opførelse af vedvarende energianlæg, men det lokker også vestlige virksomheder og lande til at forsømme den hjemlige klima-indsats, fordi man kan købe sig til resultaterne i u-lande. Og det frister til forsøg på at malke systemet for penge ved at gøre mere eller mindre odiøse projekter kreditværdige. Som HFC-23 og som de verserende forslag i de internationale klimaforhandlinger om at gøre både atomkraftværker og CO2- filtre på kulkraftværker til del af FN's Clean Development Mechanism.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu