Vi kan starte medos selv. I 2008 lancerede Dagbladet Information en vision om at blive et grønnere mediehus. Med alle de artikler, avisen skriver om klimaets tilstand og grønne revolutioner, skulle der bringes overensstemmelse mellem ord og handling - en bestræbelse som avisens grundlægger, Børge Outze, har fået nedskrevet i avisens vedtægter, og som stadig står centralt i bladets selvforståelse.
Og som vi har praktiseret i den forløbne uge, hvor vi har gået landets kommuner efter i kortene i forhold til, hvorvidt de lever op til den klimapolitik, som især op til COP15-topmødet i København sidste år fik luft under vingerne.
Derfor er det også på sin plads indledningsvist at påpege, at energien er gået noget af Informations eget grønne eksperiment. Avisen høstede de lavthængende frugter som for eksempel at indføre elsparepærer, men siden er avisen ikke kommet så langt med nytækningen i forhold til, hvordan man reducerer elforbruget, selv om der arbejdes på sagen. Dog ikke efter en samlet plan, oplyses det.
Forandringer og mere bæredygtighed skal også komme fra borgerne selv, fra virksomheder og organisationer. Når avisen alligevel har holdt kommunerne ansvarlige for deres handlinger på klimaområdet, er det fordi, politikerne skal gå foran og skal kunne tåle at blive målt på deres gode viljer.
De er forbillederog kan skabe forandring, og vælgere kan afsætte dem, hvis der ikke er overensstemmelse mellem, hvad de siger, og hvad de rent faktisk gør.
Når klimadagsordenen på mange måder er nødlidende i dag, er det også et spørgsmål om at stille optimismen til ansvar på trods af finanskrise, arbejdsløshedskø og nedskæringer på de kommunale budgetter.
Netop med klimaet skabtes der op til det store klimatopmøde i København i december sidste år en kæmpemæssig bølge af opmærksomhed, begejstring og politisk optimisme.
I juni 2008 havde 12 kommuner eksempelvis skrevet under på en såkaldt klimakommuneaftale, lanceret af Danmarks Naturfredningsforening. Aftalen forpligter kommunen til at nedbringe CO2-udledningen fra egne virksomheder med mindst to procent om året på blandt andet driften af kommunale bygninger og transport. I juni 2009, seks måneder før COP15-klimatopmødet, havde 41 kommuner fået det grønne klimastempel. I dag kan 68 kommuner bryste sig af titlen.
Men som en gennemgang foretaget af Information af talmateriale, der er offentligt tilgængelig på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside, lever kun få kommuner op til aftalen.
Det er bestemt glædeligt, at kommunerne faktisk forsøger at vise lederskab på klimaområdet. Men på trods af de gode viljer må det også have konsekvenser, som det eksempelvis har i Norge, hvis kommunerne ikke lever op til de krav, de selv har skrevet under på. Hos de nordiske naboer foretager man faktisk nationale undersøgelser af kommunernes klimaindsatser, og rangordner derefter de dygtige i klassen.
Et andet problem, som Information har dokumenteret, er, at en trendy dagsorden som klimaet var blevet sidste år, da Copenhagen blev til Hopenhagen, på mange måder kom til at handle mere om branding end reel effekt.
Københavns Kommune præsenterede en banebrydende klimaplan, og kaldte den 'verdens mest ambitiøse'. Og håbet blev ganske rigtig omsat til handling.
Men i dag er kommunen ikke kommet meget tættere på at nå deres egne mål på flere områder viste en gennemgang, som Information har lavet af blandt andet kommunens indsats i forhold til at få flere solceller, firmapendlercykler, bycykler, brint- og elbiler, delebiler, mere miljørådgivning med mere.
Uanset kommunerne ikke selv har mulighed for at løse store dele af klimaudfordringerne lokalt, lød kommentaren til Københavns klimaindsats fra Jørgen Henningsen, medlem af Klimakommissionen og tidligere direktør i Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø :
»Nogle af tiltagene har mere visibilitet, end de har CO2-reducerende effekt. Det er ikke nok at afsætte nogle millioner til nogle initiativer, der ser fornuftige ud.«
Det er ikke altid nemtat stille kritiske spørgsmål til dem, der forsøger at gøre det gode. For hvad er alternativet? Og hvad hvis de mister modet på en dagsorden, der vitterlig er op ad bakke i denne tid, hvor heller ikke forventningerne til de globale forhandlere på det igangværende klimatopmøde COP16 i Mexico er store?
Hvis man har sagt, at man vil gå foran, er det imidlertid dobbelt skadeligt, hvis handling ikke står mål med ambitionerne. Hvis store planer sættes i værk, uden at politikerne gør sig klart, hvad der skal til for at nå målene, forvitre optimismen og bliver til handlingslammelse. Og vælgerne mister troen på de gode viljer.
Forhåbentlig kan opmærksomheden bruges til at fastholde og forbedre indsatsen. Det kræver seriøsitet, detaljerede evalueringer, konsekvens og ressourcer.
