Leder

LEDER: Mere bevægende end bevægelse

Debat
13. december 2010

Det er bevægende at se mange tusind forhandlere fra alle verdens lande - minus Bolivia - rejse sig efter døgn uden søvn og klappe i flere minutter, mens lettelsens smil bryder igennem, og tårerne står i øjnene. Det er FN, når det er smukkest. Og sådan var scenen lørdag morgen, da forhandlingerne sluttede på klimamødet COP16 i Cancún, Mexico. Man havde formået at slå bro over det, der blot et halvt døgn tidligere lignede en afgrundsdyb kløft, så dyb at den definitivt kunne have ødelagt den multilaterale forhandlingsform.

Meget af æren skal tilskrives det mexicanske COP-formandskab, der havde taget ved lære af COP15 i København og valgt konsekvent åbenhed med adgang for alle lande til alle møder. Dertil en formand i form af udenrigsminister Patricia Espinosa, der faktisk kendte FN-spillereglerne, aldrig tabte hovedet og vedvarende opbyggede tillid og tryghed i processen. Samt - ikke mindst - en mindre synlig, men fantastisk dreven mexicansk forhandlingskoordinator og brobygger i form af klimaambassadør Luis Alfonso de Alba, der formåede at aflæse præcis, hvor langt de centrale aktører var villige til at gå, og hvor kompromiserne lå. De bevægende scener afspejlede også, at dette var et FN-kollektiv, der kæmpede for sin legitimitet. Forhandlerne, hvoraf nogle i snart to årtier har haft COP'erne og de mellemliggende møder som en udmattende, men også sært fængslende livsform, vidste, at de var til den afgørende eksamen. Kunne de ikke i Cancún redde ansigt og helst lidt til i forhold til verdensoffentligheden, måtte de regne med politisk undsigelse af hele set-up'et og dermed paralyse af klima-forhandlingerne, mage til den lammelse der har karakteriseret frihandelsdrøftelserne i WTO siden 2003.

Og slutscenerne i Cancúns Moon Palace var ikke alene bevægende. De var et stykke af vejen også indholdsmæssigt positive. Fordi de afspejler, at FN vitterlig er stedet, hvor man kan vedtage sådan noget som en Grøn Klimafond, der med lige deltagelse af u- og i-lande i bestyrelsen skal forvalte en stor del af den nye klimabistand på 100 mia. dollar årligt fra 2020, som i-landene har lovet at tilvejebringe. Foreløbig er der ikke én dollar i kassen, og det skal nok vise sig mere end svært at nå til 100 mia., men selve beslutningen om en sådan fond forudsætter et fungerende FN - ligesom beslutningerne i Cancún om en ny mekanisme til grøn teknologioverførsel fra i- til u-lande og en - noget ufuldstændig - beslutning om et program til beskyttelse af verdens skove mod den skovfældning, der er ansvarlig for 20 pct. af de globale CO2-udledninger.

FN har med COP16 bekræftet, at det er dét globale forum, hvor u-landene kan blive hørt, og hvor beslutninger om finansiel og teknologisk bistand kan vedtages. Så vidt så godt.

Men.Når man ser igennem den ud-glattende diplomatiske retorik i aftalen fra Cancún, så har mødet ikke formået at flytte de fundamentale, hårdnakkede konflikter mellem de centrale aktører én millimeter. Jovist, man har i teksten fået indskrevet to graders-klimamålet fra Copenhagen Accord - der som bekendt aldrig fik FN-status - og nævnt, at det indebærer 25-40 pct. reduktion af i-landenes udledninger i 2020. Men dette har ikke karakter af en ny bindende forpligtelse, og ikke ét land har i Cancún skærpet deres gældende nationale CO2-mål, som sammenlagt indebærer, at man stadig kun er halvvejs til at respektere to graders-målet. Dvs. i virkeligheden på vej til en fire grader varmere verden. Og man har tilsyneladende stadig Japan og Rusland som hårdnakkede modstandere af at forlænge Kyoto-aftalens forpligtelser for i-landene, så længe USA og Kina ikke vil forpligte sig tilsvarende. Striden mellem USA og Kina om international kontrol med de nationale klimaindsatser er ikke løst i Cancun-teksten.

Kina kommer ikke til at give sig her uden modydelsen fra USA i form af skærpede amerikanske klimamål. Og her synes ingen i stand til at se, at præsident Barack Obama kan bevæge sig på denne side af præsidentvalget i 2012.

Derfor: Glem forestillingenom, at COP17 i Durban, Sydafrika, om et år vil give verden en juridisk forpligtende, global klima-aftale med mål, der respekterer to graders-grænsen. Det kommer ikke til at ske.

Af samme grund må nye veje søges. I dag erkendt af mange og ganske klart formuleret i Cancún af SF's energipolitiske ordfører, Anne Grete Holmsgaard:

»Der er behov for en dobbelt strategi, hvor de mest klimabevidste lande går sammen og intensiverer arbejdet med at investere i energibesparelser, vedvarende energi og skovrejsning sideløbende med, at FN forhandlingerne fortsætter. EU må påtage sig denne opgave ved at hæve sit eget CO2-mål og ved at indgå alliancer med de mest fremsynede lande. Denne type alliancer er i sidste ende det, der kan presse USA og andre uvillige lande til at komme med på klimatoget.«

Læg hertil det måske allervigtigste: Et fortsat og forstærket konkret engagement hos de virksomheder, kommuner og aktører i det globale og lokale civilsamfund, der har indset, at den konkrete omstilling til en grøn økonomi ikke blot er forudsætning for overlevelse, men ligefrem livgivende. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her