Leder

LEDER: Richard Holbrookes Vietnam-syndrom

Debat
15. december 2010

Det må have været den ultimative ironi for Richard Holbrooke at starte sit arbejde i USA's udenrigsministerium i 1962 som leder af det civile genopbygningsarbejde i en provinsby i Vietnams Mekong-floddelta og afslutte sin lange diplomatiske karriere som præsident Barack Obamas særlige udsending til Afghanistan og Pakistan med ansvar for al civil bistand til de to lande.

En ironi, fordi Holbrooke endte sin karriere i den samme situation, han var begyndt i - som diplomat midt i én af USA's håbløse krige, der trods udsigt til nederlag til en national oprørsbevægelse fortsætter uantastet, indtil den amerikanske befolkning har fået nok, og tilbagetrækningen begynder. Endda en smertefuld ironi, fordi denne utroligt energiske og fantastisk talentfulde diplomat inderst inde må havde vidst, at USA's lange krig mod Taleban og al-Qaeda i Afghanistan og Pakistan ville være lige så umulig at vinde som USA's krig mod kommunistiske Nordvietnam og den Nationale Front for Befrielse af Sydvietnam fra 1961 til 1975.

Vi har Washingtons krønikeskriver Bob Woodwards ord for, at Holbrooke ikke troede på succes i Afghanistan. Det står Woodwards bog
Obama's War. »Den plan dur ikke,« sagde diplomaten om præsidentens beslutning i december 2009 om at øge USA's militære tilstedeværelse i Afghanistan med 40.000 soldater. I det år, der gik, indtil Holbrooke sidste weekend lå på operationsbordet i Washington, må hans tvivl være vokset yderligere. Inden bedøvelsen skal han til en pakistanskfødt kirurg have sagt:

»Det er nødvendigt at stoppe krigen i Afghanistan!«

I efteråret 2009 førte Obama-regeringen en åbenhjertig og ofte hidsig debat om, hvilken strategi USA burde forfølge i Afghanistan og Pakistan i de næste fem år. Holbrooke og hans militære modpart, general David Petraeus, havde skrevet et fælles oplæg. Ifølge Woodward troede selv generalen ikke på sejr. »Privat sagde Petraeus, at kampen mod Taleban og al-Qaeda ville vare resten af hans liv og formentlig også hele hans børns levetid.«

Den holdning nægtede Holbrooke at acceptere i 2009. Konflikten kunne løses, hvis USA var villig til at yde den nødvendige civile bistand, genopbygge Afghanistan og overtale de to regeringer til gå i fælles kamp mod Taleban.

Med Holbrookes død mandag mister USA frem for alt en ferm diplomatisk problemknuser. Holbrooke var hverken en udenrigspolitisk idealist eller realist. Han var først og fremmest en diplomatisk håndværker med en veludviklet fornemmelse for magten, en leksikalsk historisk viden og et dræberinstinkt, som kunne gennemskue modspilleres svagheder. Og så var han draget af eventyr i eksotiske lande - i Vietnam, på Balkan eller i 'Af-Pak', som han kaldte Afghanistan og Pakistan.

Holbrooke blev aldrig en vigtig beslutningstager i Vietnamkrigen, som fra Washington blev ført af præsident Kennedys enerådige rådgivere kaldt '
the best and brightest' fra Harvard af journalisten David Halberstam. Dertil var han for ung. Han nåede dog at deltage som juniordiplomat i Paris-konferencen i 1968; herefter blev Demokraterne af vælgerne sendt ud i kulden for at have optrappet en krig med store amerikanske tabstal til følge uden at gøre nogen fremskridt på slagmarken mod den kommunistiske fjende.

Efter den ydmygende tilbagetrækning fra Saigon i 1975 skulle det vare 17 år, inden en amerikansk præsident sendte styrker til et oversøisk land igen. Og det gik galt i Somalia 1992, hvor besætningen i en amerikansk kamphelikopter blev myrdet af oprørere i Mogadishu. Da Holbrooke i 1993 som den første amerikanske diplomat foreslog at true Slobodan Milosevic' Serbien med bombeangreb for at stoppe angreb på muslimske bosniere i Sarajevo, kom han til kort. Præsident Clinton sagde nej. Holbrooke kaldte det Vietmalia-syndromet. Først efter massakren i Srebrenica og et morterangreb på civile i Sarajevo i 1995 blev amerikanske bombefly sat ind. To måneder senere havde Holbrooke forhandlet fredsaftalen mellem Serbien, Kroatien og Bosnien på plads i Dayton, Ohio.

Efter to år som særlig udsending til Af-Pak var det gået op for den amerikanske diplomat, at krigen mod Taleban ikke ville ende som i Vietnam og på Balkan. Der ville ikke komme en fredskonference som i Paris og Dayton med en klar og ordentlig afslutning på krigen i Afghanistan. Holbrooke havde truet og intimideret diktatoren Milosevic til at makke ret. Det kunne han ikke gøre med præsidenterne Hamid Karzai og Asif Zardari. Faktisk var diplomaten inden sin død nærmest ikke på talefod med Karzai.

Holbrooke havde sat himmel og jord i bevægelse for at få tingene til at glide på den civile side, men fremskridtene manglede. En militær løsning var umulig, og ensidig tilbagetrækning af USA's styrker var heller ikke en appetitlig løsning. Al-Qaeda og dele af Taleban i Pakistan udgjorde en for stor sikkerhedstrussel mod USA, mente Holbrooke.

Nødden var ganske enkelt for svær at knække, selv for en diplomat af hans karat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her