Leder

Saudi-Arabiens frihjul

Debat
14. december 2010

Det vakte opsigt da seriøse aviser som The New York Times, The Guardian og - i al beskedenhed - Information citerede, hvad Wikileaks-dokumenter havde at fortælle om det tætte, ja, intime saudi-amerikanske forhold. Kong Abdallah, en from muslim og udadtil en fredens mand, skal således have sagt på et møde i april 2008 med den amerikanske general David Petraeus, at det var på tide, USA »kappede slangens hoved af«, hvormed Abdallah angiveligt mente Iran.

Yderligere blev den saudiske ambassadør i Washington, Adel al-Jubeir, citeret for en bemærkning om kong Abdallahs »gentagne og indtrængende opfordringer til et USA-angreb på Iran« med det formål at stoppe landets atomprogram.

Abdallah har måske udtrykt sig sådan, men bare ikke til Petraeus, på det tidspunkt øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Mellemøsten og nu forsvarschef i USA. Ambassadørens 'referat' af den kongelige blodtørst er ikke fra Petraeus-mødet, men fra en snak to dage senere med næstkommanderende for USA's Riyadh-mission, Michael Gfoeller - og det er straks noget andet.

Faktisk fremgår det af nærlæsning af indberetningerne, at Abdallah slet ikke nævnte Irans atomprogram på mødet med Petraeus, men talte om nødvendigheden af at gøre noget effektivt for at bremse iranernes stigende indflydelse i Irak. Hvilket også giver mere mening - Petraeus var manden, der i 2007 bestak sunni-stammerne til at skifte side fra al-Qaeda til USA-koalitionen. Således førte han bevis for den sandhed, formuleret af Nuri Said, 13 gange premierminister i Irak frem til monarkiets fald i 1958, som lyder: »Man kan aldrig købe en araber, men man kan altid leje en.«

Det frapperende ved indberetningerne fra Riyadh - såvel som fra Abu Dhabi, Kuwait, Qatar og Bahrain, er den direkthed, hvormed disse stenrige arabiske ledere snakker til amerikanerne. Der stilles krav og opstilles strategier, som end ikke briterne i Blairs tid - trods dennes påståede »specielle relation« til amerikanske administrationer - havde mod til. Det, Blair kunne, var at tale George W. Bush fra at bombe al-Jazeeras hovedkvarter i Qatar som led i invasionen af Irak. Man tror, det er løgn, men Blair har faktisk indirekte bekræftet den historie. Men ellers var han en puddelhund, hvor den saudiske konge er en Grand Danois.

Det er nu ikke så mærkeligt - Winston Churchill var den første til at erkende, at USA med 2. verdenskrig havde overtaget rollen som den globale stormagt. Og brugte den f.eks. da briterne og franskmændene fik israelerne med på at invadere Egypten, der i 1956 nationaliserede Suez-kanalen - symbolet på den britisk-franske storhed. USA beordrede invasionen afblæst og præsident Eisenhower vandt prestige i Mellemøsten, der stadig kan spores i de forgæves palæstinensiske håb om, at USA vil banke Israel på plads.

Relationerne mellem USA og Saudi-Arabien (og de arabiske oliestater generelt) er langt mere ligeværdige. Det var Standard Oil, der i 1933 'satte briterne', for nu at bruge et cykeludtryk, i opløbet om kontrollen over den saudiske olie, verdens største reserver. Selv ikke den britiske diplomat og arabist, Harry 'Jack' Philby (far til storspionen Kim Philby) kunne ændre dette - han gjorde ellers, hvad han kunne ved at konvertere til wahabismen, saudiernes pigtrådsversion af islam. Og lige siden har forholdet været både intenst og ambivalent. USA er stormagten, men også afhængig af klienten. Det saudiske kongehus gav det arabisk-amerikanske olieselskab Aramco koncession på at pumpe penge op af ørkensandet til gengæld for amerikansk accept af et middelalderligt diktatur. Trusler mod amerikanerne om at stoppe for oliestrømmen i protest mod USA's politik i Palæstina kom allerede i 30'erne, men intet skete før 1973 - og siden har alle glemt alt om det. Saudierne efterkom spage henstillinger om øget 'demokratisering' ved at genoplive kongens 'rådgivende råd' 30 år efter, at den forrige konge havde lovet det - nemlig i 1992. Rådet har naturligvis intet at skulle have sagt. Den amerikanske militærbase i Dharan blev lejet for tre år i 40'erne - den er der endnu.

For Saudi-Arabien er afhængig af amerikansk beskyttelse. Kongedømmet kan ikke forsvare sig selv, akkurat som det ikke har kunnet bygge en funktionsdygtig demokratisk stat for alle deres oliedollars. Den amerikanske våbenindustri er afhængig af saudiske ordrer - lige nu er en 60 mia. dollareksport ved at være limet, hvilket vil betyde, at det saudiske isenkram kunne gøre Indien til militær stormagt. Og med hensyn til Wikileaks-dokumenterne, så viser de faktisk, at saudierne ikke er på linje med Israel i ønsket om militær aggression mod Iran. De ved, at iranerne vil bombe dem - såvel som de øvrige arabiske USA-allierede - i en første gengældelse ved et militært angreb. Saudiernes metode er - hvilket også har vist sig i de lækkede dokumenter - at bevæbne sunnigrupper, der kan underløbe det begyndende shiadominerede irakiske demokrati. Med amerikansk velsignelse, må man formode. Men derved bliver det.

Serie

Cablegate

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her