Leder

Taberdrenge

Regeringen vil give mere af den forkerte medicin til de elever, der allerede er ved at blive skubbet ud af uddannelsessystemet. Det er ikke kun synd for drengene, men også et tab for samfundet, der kommer til at mangle uddannet arbejdskraft i fremtiden
20. december 2010

I USA er der nu flere kvinder end mænd, der har et job. Mænd dominerer kun to af de 15 jobkategorier, der forventes af vokse mest i det næste årti. Og siden 2000 har USA mistet seks millioner industrijob, hvilket efterlader hver femte mand arbejdsløs. I 1950 gjaldt det hver 20. mand. Disse bekymrende fakta stod at læse for nylig i en artikel i magasinet The Atlantic med overskriften »The End of Men«.

Mænd har altid været det dominerende køn, men vi er nu vidne til et historisk skift drevet frem af globale økonomiske og kulturelle forandringer. Som Information har beskrevet i serien 'Hva' så drenge?', er 67 procent af de børn, der må gå o. klasse om, drenge, selv om drengene oftere får udskudt deres skolestart. Drengene modtager mere specialundervisning, og efter grundskolen får blot 75 procent af drengene en ungdomsuddannelse, mens 90 procent af pigerne tager en ungdomsuddannelse. Og også på de videregående uddannelser dominerer kvinderne nu.

Marginaliseringen af drengene i skolen er langt fra en ny problematik. Det nye er, at de job, drengene før kunne få uden synderlige boglige kundskaber, forsvinder med lynets hast. De sidste 10-15 år har man i pædagogiske kredse diskuteret, hvad man stiller op med de drenge, der ikke befinder sig godt i skolen og sakker bag ud pga. den måde, skolen er indrettet på. Men det har ikke ført til, at der rent faktisk er gjort noget. I Information i lørdags advarede flere skoleforskere om, at regeringens plan om at give karakterer i alle fag fra 6. klasse vil få skadelige konsekvenser for de fagligt svage elever. Regeringen vil altså give mere af den forkerte medicin til de elever, der allerede er ved at blive skubbet ud af uddannelsessystemet. Det er ikke kun synd for drengene, men også et tab for samfundet, der kommer til at mangle uddannet arbejdskraft i fremtiden.

Ligestillingsminister Lykke Friis (V) har lovet en undersøgelse med titlen »Hvor bliver drengene af?« Hun kan starte med at kigge på sin kollega, undervisningsminister Tina Nedergaards, politik.
meth

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu