GODDAG, og velkommen i det nye år! Hvilke håb har vi til dette år og i det hele taget for fremtiden? Tidens kommentatorer har allerede kigget i krystalkuglerne efter fromme håb, som det nu er skik ved årsskifter. En leder i Politiken tager forskud på valgresultatet og glæder sig over, at vi her står over for et nyt tidehverv med gennemgribende forandringer. De sidste 10 års kontraktpolitik – »tænk på et tal, men tænk ikke en tanke« – vil blive afløst af livsvigtig debat og idéudvikling.
I Kristeligt Dagblad håber Erik Bjergager, chefredaktøren, at vi vil lære at leve med de mange nye medier, der fremmer en hastig, rastløs og fragmenteret tænkning, og i stedet holder måde med telefonerne og computerne, så der igen bliver plads til fordybelse og til at give andre mennesker opmærksomhed. Det sidste formanede Dronningen os også om i sin nytårstale.
Jyllands-Posten vurderer i en leder, at troen på fremtiden er på retur i den vestlige verden. Troen på, at børnene får det bedre end forældrene, har hidtil været drivkraften for både åndsarbejde og videnskab. Den tro er nede på cirka 30 procent i de vestlige lande, mens 87 procent af kineserne tror på, at de er på rette vej. I Kina bygger man universiteter, mens Vesten diskuterer pensionsordninger. Kina vil overtage førertrøjen fra USA, mener avisen.
Ved milleniet var forhåbningerne enorme efter Murens overraskende fald i 1989. Lige så overraskende fulgte 11. september og terrorismen, som igen ændrede verden. At intet er sikkert, er nok det mest sikre, hvilket enhver respektabel bookmaker vil skrive under på. Spørg også Uffe Ellemann-Jensen, der engang troede, han skulle være statsminister. Så skal vi ikke lade fremtiden om at være fremtid, får man lyst til at sige. Men selvfølgelig skal vi ikke blot det. Vi skal forsøge at påvirke med de midler, vi har, vel vidende, at overraskelsernes tid ikke er forbi.
