KUN PERSONER med et galvaniseret følelsesregister kan være upåvirket af beretningen om den 23-årige Susanne, som Information bragte i går. Susanne er født i Danmark, nærmere bestemt Aabenraa, som datter af to statsløse palæstinensere.
Hun har gjort alt det, den danske regering og Dansk Folkeparti forlanger af udlændinge. Susanne har passet sin skole, hun har taget butiksarbejde, og hun har studenterhue med blåt bånd. For to år siden besluttede Susanne at søge ind til politiet. Hallo, det kan nærmest ikke blive bedre. Den danske politistyrke kører stort anlagte kampagner for at rekruttere både kvinder og personer med anden etnisk baggrund end dansk.
Så værsgo: Her stod hun, Susanne fra Aabenraa, med en fnugfri straffeattest og en oprigtig drøm om at blive politibetjent:
»Jeg har i rigtig mange år gerne villet gøre en forskel. Jeg har altid sagt, at jeg ville søge ind til politiet,« sagde Susanne til Information.
I et land med et anstændigt forhold til andre befolkningsgrupper ville en lykkelig integrationshistorie være stoppet her. Men Susanne kunne ikke blive politibetjent. Hvorfor? Hun var ikke dansk statsborger. Faktisk var hun ikke statsborger noget sted.
SUSANNE ER ét menneskeligt ansigt på den uanstændighed, der har været fast praksis i Integrationsministeriets kontor for statsborgerskaber i flere år frem til 2010. Ministeriet har stik imod gældende konventioner nægtet et endnu ukendt antal statsløse deres ret til dansk statsborgerskab som født i Danmark. Ud over Susanne har Information kendskab til yderligere 21 statsløse palæstinensere, der blev udsat for det ministerielle overgreb på deres rettigheder.
At Integrationsministeriet fremturer i vildledning ved i ministeriets internetvejledning helt at forbigå statsløses muligheder for at søge statsborgerskab, er intet mindre end skammeligt. Her nævnes eksempelvis, at svenskere og nordmænd er undtaget.
Det mest ubehagelige er, at regeringen og Dansk Folkeparti – eller er rækkefølgen omvendt? – i de seneste ni år har plejet en fauna af så vildtvoksende intolerance over for udlændinge, at embedsmænd i ministeriet og styrelser har fået carte blanche til at krænke konventioner, rettigheder og
FN-beskyttet medmenneskelighed. Der er ikke grund til at antage, at kolde hjerter banker i brystet på embedsmænd i Integrationsministeriet. De forvalter de regler, deres politiske arbejdsgivere har udstukket. Men det kan undre, hvorfor en eller flere af disse embedsmænd ikke på et tidspunkt har rejst sig i protest mod de jævnlige overgreb på sagesløse mennesker, de har medvirket til. Det ville have gjort den agtværdige embedsmandsstand ære.
DET ER VELKENDT, at regeringen – og særligt Dansk Folkeparti – kun respekterer internationale aftaler og konventioner, hvis de passer ind i deres politiske kram. Det har vi bl.a. set
i forbindelse med EU-rettens bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed, som Udlændingeservice tidligere har hemmeligholdt for at forhindre danske statsborgere i at få deres udenlandske ægtefæller med ind i Danmark. Denne foragt for internationale aftaler har længe været et demokratisk problem i dette land.
Men ét er de politiske og principielle skadevirkninger, regeringens udlændingepolitik de seneste ni år har forvoldt. Noget andet – og endnu vigtigere – er de menneskelige omkostninger. Hver eneste af de statsløse personer, der er blevet berøvet deres legitime ret til at blive danske, er en menneskeskæbne.
»Jeg følte, at Danmark ikke ville have mig … Jeg var flov over ikke at være dansker eller statsborger noget sted … Det er, som om alle andre var bedre end mig, mere egnede.«
Sådan formulerer Susanne den fornedrelse, Integrationsministeriet påførte hende. Det er endnu for tidligt at fastslå antallet af skæbnefortællinger. Det vil Information bestræbe sig på at afdække i de kommende dage og uger, ligesom vi vil forfølge det politiske ansvar, selv om både minister og ministerium foreløbig ikke har ønsket at udtale sig.
HISTORIEN OM statsløse Susanne bliver helt barok, når den selv samme regering arbejder på at tiltrække attraktiv udenlandsk arbejdskraft, fordi det danske arbejdsmarked vil fattes ledige hænder om nogle år. Men Susannes hænder var altså ikke værdige til at tage en dansk politistav i hånden, selv om Politiet altså efterlyser både kvinder og betjente med anden etnisk herkomst end sønderjysk. Derfor må Integrationsministeriets behandling af hende kaldes rendyrket diskriminering.
Nu har Susanne langt om længe fået sit danske statsborgerskab, og hun agter fortsat at søge ind på Politiskolen. Imens kan Susanne og de andre statsløse skæbner passende tjene som epilog for en regering, der igennem årene er blevet stadig mere skamløs i metoderne over for udlændinge.
