Leder

LEDER: Arabiske forventninger

31. januar 2011

MENS vi venter på Hosni Mubaraks stedse mere forudsigelige afgang som Egyptens leder er der grund til at spørge: Hvordan kom det så vidt for den arabiske verdens hidtil mest stabile og magtfulde nation?

Der er selvfølgelig mange svar, men et af dem er, at Egyptens autokratiske regime har gjort, hvad der passede det, uforstyrret af spage amerikanske og europæiske stemmer, der anbefalede - men aldrig krævede - politiske reformer. Mubaraks besluttende elite imødekom kritikken ved at tillade facade-demokrati med flerpartisystem på en sådan måde, at kun dens magtbase, det 'national-demokratiske' NDP, vandt valgene. Fra 2005 kunne vælgerne stemme på mere end én præsident-kandidat, igen på en måde, der sikrede Mubarak genvalg. Hvis nogen vovede pelsen, gik det dem ilde - Ayman Nour med under otte pct. af stemmerne blev fængslet på fabrikerede anklager. Vitsen om Hafez al-Assad, Syriens præsident, der efter genvalg med 98 procents tilslutning krævede navne og adresser på de sidste to procent, fremkalder også bitre egyptiske smil. For som en dansk Kairo-ambassadør beskrev den politiske tilstand over sin gin-tonic på residens-altanen for snart mange år siden: »I dette land er demokratiet i gode hænder - præsidentens«.

DE GEOPOLITISKE årsager til diplomatens ironi, der ikke kun kan møntes på Mubarak, men hele det 'moderate' arabiske kleresi af familie-dynastier med eget sæde i FN - hvad enten de kaldes konger, emirer eller præsidenter - er indlysende: Energi og sikkerhed for Israel.

For energiens vedkommende er USA og Europa enige om, at stabilitet altid er bedre end folkelig medbestemmelse - olien til de vestlige lamper skal, som George Bush sagde, sikre den vestlige livsform. Hvad angår Israel, hvor den egyptiske opstand følges 'nøje', er USA-præsidenter enige med sig selv om, at deres genvalg sikres ved at orientere sig efter Jerusalems mindste blinken.

De to elementer - olie og sikkerhed - forklarer Barack Obamas uld i munden, da han under indtryk af de voldsomme demonstrationer i Kairo roste Mubarak som en »vigtig partner«, men tilføjede, at han også havde anbefalet den egyptiske leder at gennemføre reformer. Og de forklarer, at EU's tre sværvægtere, Angela Merkel, David Cameron og Nicolas Sarkozy, omhyggeligt udelod ordet 'demokrati' i gårsdagens opsang til Mubarak om at gennemføre 'frie og fair valg'.

DENNE tilbageholdenhed aflæses hos arabiske oppositionelle som støtte til vestligt finansierede og bevæbnede 'vicesherif'-regimer, der er under pres - udover Egypten i Algeriet, Jordan, Yemen, ja selv i Saudi-Arabien, hvor protester er rapporteret i havnebyen Jeddah. Disse oppositionskræfter forventer, at de vestlige regeringer råber 'D-ordet' så despoterne kan høre det.

Men vel at mærke også overlade det til de lokale befolkninger at forme og forvalte 'D-ordet'. Vestens 'demokrati-støtte' har hidtil afspejlet vores egen værdidebat - det er vores modeller, vi sælger - men på skrømt. Tag Per Stig Møllers arabiske initiativ, der indtil nu har kostet 800 mio. kr. til allehånde aktiviteter fra mediestøtte til dialog- møder, fodboldskoler og absurd gadeteater fra Københavns nordvestkvarter, som de fleste arabere ikke forstår et kuk af. Men vigtigere: De danske demokrati-bløp er karakteristiske eksempler på den hidtidige vestlige påvirknings-strategi, der har til formål at dæmme op for den ækle islamisme, men også afdækker, at EU ikke har en sammenhængende mellemøstpolitik på lidt længere sigt.

De arabiske befolkninger har ikke brug for kulturstøtte - kultur har de faktisk selv, oven i købet nogle tusinde år ældre end vores. Hvad de har brug for er ligeværdige og forpligtende partnerskaber med Vesten, især politisk og økonomisk. Arabiske demokrater har behov for støtte til opgøret med de størknede regimer, der arvede kolonivældet i 50'erne og 60'erne, og hvis stivhed og fravær af fleksibilitet gør dem sårbare over for enhver konjunktur-svingning, og da især - som det ses i disse dage - effekten af den globale økonomi-krise i 2008, der ramte arabiske økonomier med prisstigninger på energi og fødevarer og galopperende inflation. I Egyptens har hasteprivatiseringer af statslige virksomheder skabt en snæver millionær-elite og en bred arbejdsløshed, hvis ofre nu er på gaden.

DENNE TILSTAND har især gavnet islamisterne. Det er ikke tilfældigt, at Irans pudsige præsident helhjertet støtter de arabiske demonstranter. Det er heller ikke tilfældigt, at det forbudte Muslimske Broderskab holder lav profil i Egypten, hvor de er den bedst organiserede opposition. I stedet støtter 'brødrene' den tidligere FN-diplomat Mohamed Baradei som overgangs-præsident. Oppositionen er enig, i hvert fald for nærværende.

Også derfor er det uomgængeligt, at Vesten anerkender politisk islam som den faktor, den er. Ellers vil Vesten tabe den arabiske verden. Islamisterne vil deltage i ethvert nyt arabisk regime, der lige nu er i færd med at afløse de gamle. Øvelsen bliver at samarbejde med dem som demokrater - indtil de beviser, at de ikke er det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arash Shariar

Jeg undrer mig hvorfor disse tanker og indlysende elementer i sagen om mellemøsten fra gang til gang bliver glemt.

- Arash

Kourosh Ariaie

Jeg tror at det er fordi:
USA og Europa er enige om, at stabilitet altid er bedre end folkelig medbestemmelse - olien til de vestlige lamper skal, som George Bush sagde, sikre den vestlige livsform.

livsform=Kapitalisme=Imperialisme

Søren Mikkelsen

"uomgængeligt, at Vesten anerkender politisk islam som den faktor, den er"

Aldeles korrekt.

Men magthavere er jo per definition ikke demokrater; de vil ikke anerkende demokrati indtil de bliver tvunget til det, d.v.s. mister magten. Se bare paa lillebitte hyggelige Dk, saa sent som i dag igen igen udraabt til verdens "mest demokratiske" land, endda af tyske akademikere. Til trods for at den besynderlige forfatning, revideret i mange omgange, stadig omhyggeligt undgaar d-ordet.

John Houbo Pedersen

På den hedengangne franc stod der: Liberte, egalite, fraternite. (Frihed,lighed og broderskab)
Ingen her helt frie i et samfund, ingen er helt lige og der er nogen jeg vil betakke mig for at forbrødres med!
ORD!