Leder

LEDER: Rønns rengøring

Måske har det gjort indtryk på ministeren, at jurister over for Information har fastslået, at ministeriet givetvis vil blive dømt i en eventuel retssag
17. januar 2011

Denne avis skal være først med at anerkende Birthe Rønn Hornbechs (V) bemærkelsesværdige undsigelse af sig selv i sagen om Integrationsministeriets årelange ulovlige sagsbehandling af statsløse palæstinensere. Tirsdag i sidste uge fastslog Rønn Hornbech, at ministeriet har 'gjort bordet rent' i skandalen, hvor minimum 22 statsløse palæstinensere født i Danmark er nægtet statsborgerskab stik imod internationale konventioner, vi selv har tiltrådt. Sagen var dermed afsluttet for ministerens side. Slut, punktum. Tre dage efter iværksatte hun imidlertid en hasteundersøgelse af sagen under parolen 'Integrationsministeren rydder op'! Samtidig anerkendte ministeren, hvad hun tirsdag afviste: Nemlig at hun har et ansvar over for de borgere, som ikke fik søgt om statsborgerskab, mens de var 18-21 år. Hidtil har hun kun villet omgøre ulovlige afslag. Hvorfor denne kovending?

Nu er integrationsministeren jo ikke en kvinde, der lader sig styre af mediekritik og spindoktorers lumpne strategier for at lukke munden på en kritisk presse. Hun tager gerne selv kampen op med alle tænkelige metoder, herunder forsøg på fotoregistrering af de mest irriterende journalister med mobilkamera - desværre med linsen rettet mod sig selv. Men viljen til at slå igen mod pressen skal man ikke tage fejl af.

Måske har det gjort indtryk på ministeren, at jurister over for Information har fastslået, at ministeriet givetvis vil blive dømt i en eventuel retssag, hvis hun ikke imødekommer de statsløse, der som følge af ministeriets manglende orientering ikke har kendt deres rettigheder og derfor ikke har ansøgt. Ministerens forsøg på at lukke sagen nærer en antagelsen om, at vi endnu ikke har set skandalens fulde omfang. Desuden ser vi en minister, der forsøger at tørre ansvaret for ulovlighederne af på embedsmænd og tidligere ministre.

Vi ser frem til resultatet af Rønn Hornbechs hovedrengøring, som ventes afsluttet sidst i januar. Foreløbig har ministerens klatvask åbnet flere spørgsmål, end den har givet svar.

Læs desuden 'Sagen om statsløse børn indbragt for FN' side 4-5

Serie

De unge statsløse

Frem til begyndelsen af 2010 afslog Integrationsministeriet i mindst 22 tilfælde at give dansk statsborgerskab til unge statsløse, der er født i Danmark. Afslagene var ulovlige, fordi Danmark i 1977 tiltrådte en FN-konvention, der netop garanterer statsborgerskab til disse unge statsløse. Det står klart, at ministeren og ministeriets embedsmænd kendte til konventionen, men alligevel fortsatte fejlbehandlingen af ansøgningerne.

Seneste artikler

  • Ministerium gav FN tom forsikring om statsløse

    6. juni 2011
    I august 2003 forsikrede Integrationsministeriet FN om, at fastlæggelse af statsborgerskab var en del af den 'almindelige asylprocedure' i Danmark. Men sagen om de statsløse kurdere, som Information for nylig har afdækket, viser, at det ikke var korrekt
  • Rønn ændrede først kurs, da ulovlig praksis blev opdaget

    9. maj 2011
    Forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech lod ulovlig praksis fortsætte og hemmeligholdt sagen om de statsløse i halvandet år. Da en advokat fik nys om, hvad der foregik, gik der otte arbejdsdage, før ministeren skiftede kurs
  • Ministerium skjuler oplysninger i statsløsesag

    13. april 2011
    Integrationsministeriet har overstreget konklusionen i et dokument, inden det blev udleveret som aktindsigt i statsløse-sagen. Overstregningen er sket af hensyn til Sverige, anfører ministeriet, men det er åbenlyst i strid med loven, vurderer eksperter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hej Christian Jensen.

Du skriver dejligt skarpt og elegant, synes jeg.
Og emnet her: Myndigheders magtmisbrug mod mennesker, er da i højeste grad vedkommende.

Man siger, at vi er ret fri for korruption i Danmark. Det gælder åbenbart ikke området: Magtkorruption.

V.h. Arne.