LEDER: Tid til opposition

Lars Løkke Rasmussen benyttede årets første dag til omsider at træde ud af sin forgængers skygge. Med sit karakteristiske prokuratorblik annoncerede han som ventet et opgør med efterlønnen. Lars Løkke Rasmussen skal roses for at tage fat i dette traume i dansk politik.

Poul Nyrup Rasmussen tabte som bekendt valget i 2001 på sit løftebrudmed hensyn til en efterlønsgaranti, og Anders Fogh Rasmussen grundlagde hele sin forkætrede kontraktpolitik på netop forgængerens løftebrud. Det efterlod dansk politik med et tiår, hvor den borgerlige regering har teet sig så midtsøgende, at oppositionen har haft vanskeligt ved at opstille et egentligt regeringsalternativ. Nu er det igen til at se forskel på de to veje i dansk politik. Tak for det, Lars Løkke Rasmussen.

Hvor Fogh førte politik for midtervælgerne, vil Løkke nu igen føre politik for kernevælgerne. Mange af dem har med rette følt sig svigtet på de borgerlige grundværdier med et Venstre, der har udviklet sig til et nyt socialdemokrati. Det svigt har befordret Liberal Alliances succes. Ikke alene står Liberal Alliance til at blive større end de Konservative ved næste valg. Liberal Alliance er også blevet det hippe højreorienterede parti med retten til at definere en moderne liberal samfundsmodel med minimalstat og skattelettelser for enhver lykkesmed. Det er denne situation, Lars Løkke Rasmussen reagerer direkte på med sit ­efterlønsopgør.

I første omgang vil Løkke Rasmussen i løbet af januar indkalde forligskredsen fra 2006-velfærdsforliget til forhandlinger om det, han kalder en tilbagetrækningsreform. Helt konkret foreslår regeringen, at efterlønnen afskaffes for alle under 45 år og for de ældre årgange via en gradvis udfasning. Regeringen følger altså i store træk arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger, som dog ønskede en afmontering over 10 år, hvor regeringen lægger op til en periode på 15 år. Men fagøkonomerne er enige om, at retningen er rigtig, men skridtene for små.

I sin nytårstale forsøgte statsministeren at sælge sit opgør med efterlønnen som et særligt »solidarisk« projekt, fordi vi »alle sammen må løfte« for at få fremtidens velfærd til at hænge sammen i et samfund, hvor kun halvdelen af befolkningen har et arbejde. Nu mister ordet ’solidaritet’ hurtigt sin kraft i munden på en mand, der udmærket ved, at en afskaffelse af efterlønnen rammer dem, der i forvejen er mest udsat i samfundet: Den typiske efterlønsmodtager er ufaglært og har et nedslidende fysisk arbejde. Her foreslår Socialdemokraterne ganske fornuftigt, at efterlønsrettigheder kan veksles til uddannelsesrettig­heder. Her praktiserer oppositionen den solidaritet, statsministeren taler om.

Socialdemokraterne og SF har blankt afvist enhver tanke om at afvikle efterlønnen og beskylder regeringen for løftebrud af nyrupske dimensioner. Dansk Folkeparti er mere tvetydig med meldingen om, at de gerne vil »smidiggøre«, men ikke forringe efterlønsordningen. Hvordan det kan praktiseres, står hen i det uvisse. Under alle omstændigheder er et bredt forlig umuliggjort. Meget tyder på, at statsministeren vil udskrive folketingsvalg, når forhandlingerne går i hårdknude i løbet af foråret. Dermed vil han forsøge at iscenesætte sig selv som den økonomisk ansvarlige statsmand, der træffer de nødvendige beslutninger, mens oppositionen lader stå til.

Opgøret med efterlønnen er giftigt for oppositionen. Margrethe Vestager kaldte således den 1. januar »en rigtig god dag for Radikale Venstre«. Thorning-Schmidt og Søvndal vil i stedet have Danmark til at arbejde sig ud af krisen og ind i sikker fremtid for den danske velfærdsmodel. Men her risikerer S-SF at gå fejl af befolkningen, der har modnet beslutningen om at sløjfe efterlønnen hurtigere end politikerne. Dermed fremstår Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal som en temmelig reaktionær opposition, der alene vil forsvare og bevare det gamle velfærdssamfund.

Alt tyder imidlertid fortsat på, at vi har åbnet døren til et nyt år, der vil lukke et borgerligt tiår i dansk politik. Møder Lars Løkke Rasmussen nederlaget, vil opgøret med efterlønnen alligevel være nyttigt for ham. For det første kan han forsøge at give vælgerne skylden, fordi de ikke er parat til at gennemføre de nødvendige velfærdsreformer, skønt et valgnederlag er udtryk for vælgernes generelle mistillid til en siddende regering. For det andet vil Lars Løkke Rasmussen med rette kunne sige, at han tabte magten, men genvandt de borgerlige kerneværdier, som hans forgænger i sin magtbrynde suspenderede.

Det er selvfølgelig slemt at tabe regeringsmagten. Men det vil være endnu mere smertefuldt for Lars Løkke Rasmussen, hvis han taber valget på Anders Fogh Rasmussens politik. Nu har han skabt sit eget politiske projekt. På den måde kan opgøret med efterlønnen også læses som regeringens første forberedelse på en fremtid i opposition. Det er på høje tid.