Leder

Libanons krise

13. januar 2011

Politik i Libanon er ikke kun et libanesisk anliggende. Staten er svag, hvilket illustreres ved, at opklaringen af mordet på sunnilederen Rafik Hariri er overladt til FN, hvis særlige Hariri-tribunal ventes at tiltale det shi'itiske parti, Hizbollah, for meddelagtighed.

Problemet er, at Hizbollah, der med en so-fistikeret milits nyder støtte i halvdelen af befolkningen, er Libanons stærkeste politiske kraft. Der kan ikke regeres udenom Hizbollah - men Hizbollah kan ikke regere alene uden risiko for, at Israel for sjette gang angribe Libanon.

Hizbollah beskylder - med nogen ret - FN-tribunalet for at være et vestligt redskab, og det pynter ikke på dets renommé, at det først sigtede Syrien for mordet, dernæst - da Syrien var kommet ind i varmen som følge af USA's problemer i Irak - nu sigter Hizbollah. Partiets leder, Hassan Nasrallah, har heller ikke pyntet - han truer med at angribe sin egen stat militært, dersom den fortsat samarbejder med FN - hvad den fortsat gør.

Et kompromis var angiveligt skruet sammen af Syrien og Saudi-Arabien med Saad Hariris godkendelse, der kunne sikre en blød landing i konflikten, ved at Hariri tog afstand fra tribunalets 'politisering', men ikke nødvendigvis fra dets konklusion.

Så hvorfor faldt det på gulvet? Angiveligt - for vi ved det ikke - fordi USA sagde nej. Amerikanerne insisterer på at hænge Hizbollah op på mordet - også selv om et flertal af libaneserne i alle de 17 sekter helst ser et kompromis. For dem er stabilitet bedre end det under alle omstændigheder politisk plettede tribunal.

Men USA har brug for tribunal-kortet. Ikke af hensyn til retfærdigheden, men fordi det kan genforhandles i USA's strid med Iran om kontrollen over det iranske atom-program. Iran er som bekendt Hizbollahs tætte allierede.

Som sagt: Libanesisk politik er ikke kun et anliggende for libanesere. Og tilsyneladende end ikke for arabere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu