Leder

PLO-blamagen

Mangeårige iagttagere af denne triste forestilling kaldet 'fredsprocessen', som i realiteten er en rullende koloniseringsproces, undrede sig i går over det postyr, de lækkede papirer afstedkom
Debat
25. januar 2011

'Hvad dette papir indeholder, giver (Israel) det største Jerusalem i jødisk historie plus et symbolsk antal flygtningens tilbagevenden og en demilitariseret stat - hvad mere kan jeg give?'

- Saeb Erekat, PLO's chefforhandler.

Det palæstinensiske ansigt i 'fredsprocessen' har i mange år været Saeb Erekat, en af ganske få 'lokale', der kom med i Yassir Arafats inderkreds af PLO-spidser, da denne efter Oslo-aftalerne i 1993 kom tilbage til de palæstinensiske områder efter 26 års eksil i Jordan, Libanon og Tunesien.

'Tuneserne', som de kaldtes, etablerede et autoritært hjemmestyre og berigede sig selv med snabler i USA's og EU's bistandshjælpekasser. Kun få 'lokale', hvis intifada i 1987-93 banede vejen for selvstyret, fik lod og del i det nye styre. De var for demokratisk sindede, noget de havde lært af israelerne, de havde prestige i det palæstinensiske bagland, de fleste havde kendskab til israelske fængsler og havde lidt under 'moderat fysisk pres' - og de var uimponerede af såvel Arafat som hans modpart. Men Erekat var en undtagelse - som medlem af en familie fra Jerusalem-forstaden Abu Dis, der havde tjent de britiske koloniherrer som politibetjente, var hans omstillingsevne til nye magthavere medfødt.

At Erekat, som det indirekte fremgår af de nye lækkede dokumenter fra den israelsk-palæstinensisk-amerikanske 'fredsproces', har strakt sin omstillingsevne til også at omfatte tilbud til israelerne om at overtage store dele af det arabiske Østjerusalem, har chokeret den palæstinensiske offentlighed. Den føler sig bl.a. krænket af, at han under en forhandling anvendte det hebraiske ord for den hellige stad, 'Yerushalaim'.

Nuvel, journalister, der iagttog Erekat hyggesnakke og skulderklappe med sine israelske modparter på Mallorca i 2001, hvor Shimon Peres og Arafat mødtes til en patetisk 'topmøde-frokost' under stort medieståhej, så det forhandlingsklima, der nu afdækkes i de lækkede papirer, og som ud over behagesygen eksponerer to forhold:

At det er lodret løgnagtigt, når den israelske ledelse vedbliver med at påstå, at der ikke er nogen 'partner for fred'. De palæstinensiske forhandlere er nærmest faldet over deres egne ben i iveren efter at give Israel indrømmelser, der kunne føre til en palæstinensisk pseudo-stat, demilitariseret og under israelsk opsyn.

Og at palæstinenserne hele tiden har været oppe imod to modparter, nemlig ud over Israel også USA.

Det sidste blev dokumenteret allerede i 2004 med George W. Bush's brev til daværende premierminister, Ariel Sharon, hvori Bush i en sætning ændrede USA's hidtidige tilslutning til sikkerhedsrådsresolutionerne 242 og 338 med ordene: 'det er urealistisk at forvente, at resultatet af forhandlinger om endelig status vil være fuld og komplet tilbagevenden til våbenstilstandslinjen fra 1949' - altså 1967-linjen, som de to resolutioner påkalder som grænse.

Brevet er altså en amerikansk accept af Israels ønske om annektering af de ulovlige bosættelser i Østjerusalem og på den besatte Vestbred. Både før og siden har Israel i alle henseender og med mangfoldige midler - militære, administrative og med modterror (de såkaldt 'udenretlige henrettelser') - praktiseret en gradvis etnisk udrensning af al Quds (Jerusalem) og gennemført sammenklumpning af palæstinenserne i syv-otte bycentre, ikke ulig modellen fra Sydafrika under apartheid-styret.

Det, de lækkede papirerviser, er, at den palæstinensiske ledelse på Vestbredden - der fremdeles er under kommando af 'tuneserne' Mahmoud Abbas, medstifter af Fatah og PLO, og Ahmed Queri, også en PLO-veteran, der har tjent penge på at sælge cement til den israelske mur, der snitter store dele af Vestbredden af til israelsk side - er modellervoks i hænderne på overmagten.

Selv da Erekat og Ahmed Queri tilbød Israel samtlige bosættelser i Jerusalems 'indre linje' bortset fra Har Homa ude mod Betlehem, sagde Israel nej - uden at sige tak. Israel vil have det hele - også gigant-bosættelserne Ariel og tilliggende vandressourcer og Ma'ale Adumim, et veritabelt Albertslund ned mod Jordan-dalen. Og israelerne opmuntres af vestlig apati (herregud, det er jo kun arabere) og et PA-styre, der er desperat efter bare at få en løsning - uanset hvilken.

Mangeårige iagttagere af denne triste forestilling kaldet 'fredsprocessen', som i realiteten er en rullende koloniseringsproces, undrede sig i går over det postyr, de lækkede papirer afstedkom.

Indholdet er kendt stof - alle ved, at en Jerusalem-løsning uden hensyn til de ca. 100.000 jødiske bosættere er en umulighed. At det kommer bag på palæstinenserne, at PLO har solgt ud af deres interesser, har også en forklaring: Yassir Arafat og det styre, han efterlod, er mere arabisk end demokratisk. De, der har profiteret mest af dette faktum, er ikke Erekat-typerne, men israelerne. Og de vil have mere. Helst det hele.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her