Leder

Verdens største problem

irsdag blev Salman Taseer, guvernøren i provinsen Punjab, dræbt ved et attentat i hovedstaden Islamabad. Det bragte minder om mordet på hans tidligere partileder, Benazir Bhutto, for tre år siden
6. januar 2011

I Pakistan kommer en krise sjældent alene. Og noget tyder på, at det hærgede land lige nu er midt i, hvad der ikke bare er en ubehagelig stime, men en formelig storm af forbundne kriser, der kan lede til det totale kollaps. Det bør ikke bare bekymre pakistanerne og deres naboer, men hele verden, hvad også de seneste anholdelser i forbindelse med terrorplottet mod JP/Politiken understregede. Det triste faktum er, at Pakistan formentlig lige nu er verdens største sikkehedpolitiske problem. Og løsningerne er ikke nemme at få øje på.

Tirsdag blev Salman Taseer, guvernøren i provinsen Punjab, dræbt ved et attentat i hovedstaden Islamabad. Det bragte minder om mordet på hans tidligere partileder, Benazir Bhutto, for tre år siden. Og det understregede, at pakistansk politik hører til blandt verdens farligste brancher. Men det kastede også lys på en ny kamp, der giver stadig større rystelser i Pakistan. Efter alt at dømme måtte Salman Taseer nemlig lade livet som konsekvens af sin støtte til revidering af den pakistanske blasfamilovgiving - en lovgiving, der i stigende grad bruges til at forfølge det religiøse mindretal i Pakistan.

Ikke mindst gjorde Salman Taseer sig bemærket, da han for to uger siden lod sig fotografere sammen med den 45-årige kristne kvinde Aaisia Noreen, der af en lokal domstol var blevet dømt til døden for - ved sin blotte tro - at bespotte profeten. Bag historien lå et skænderi i landsbyen om vand, der havde udviklet sig til en familiefejde. Ifølge Salman Taseer var det et eksempel på, hvordan en lov, der oprindeligt var udformet af den britiske kolonimagt for at skabe ro mellem de religiøse grupper på subkontinentet, i dag havde udviklet sig til et undertrykkende redskab. 'En sort lov', kaldte Taseer den.

Og mordet på Salman Taseer sætter også lys på en skræmmende udvikling i det offentlige liv i landet. Radikale religiøse ledere stod i går i kø for at hylde drabsmanden og advare folk mod at deltage i begravelsen. Deltagelse kunne udløse en blasfemianklage, lød det blandt andet fra bevægelsen Jamaat-e-Ahl-e-Sunnat.

Men der var foruroligende tavshed fra de moderate medier og markante personer og begravelsen blev, til trods for Salman Taseer store popularitet, langt fra noget tilløbsstykke. Der er ved at tegne sig et billede af, at den ellers livlige pakistanske offenlige debat er ved at forstumme i frygt.

Krisen har mange facetter. Den handler om sikkerhed, religion, politik og om demokrati. I sidste uge trak et støtteparti til præsident Asif Ali Zardaris Pakistans People Party (PPP) sig fra regeringen, der nu er i mindretal. Stort set samtidig meldte IMF ud, at landets økonomi nu er i en så sølle forfatning, og dens ledelse så tilsyneladende lammet, at den ikke kan iværksætte de nødvendige reformer, så Valutafonden nu tilbageholder sidste udbetaling på et lovet 11.3 milliarder dollar stort lån til det.

Og den økonomiske krise er begyndt for alvor at påvirke den sociale stabilitet, efter at blandt andet gallopperende benzinpriser har skabt optøjer. Alt det sker, skal man huske, mens store dele af landet fortsat kæmper for at komme på fode efter de massive oversvømmelser i efteråret.

Når talen falder på Pakistan, bliver det stort set altid fremhævet, at landet har atomvåben og antydet, at en yderligere destabilisering kan betyde, at våbnene eller kontrollen med atomknappen kan ende i de forkerte hænder (Læs: islamistiske). Atombomber er aldrig sikre, men der er faktisk ingen grund til at være bange for, at netop de pakistanske er mere usikre end alle mulige andre.

Desværre er årsagen til, at bomberne er i relativt sikre hænder, at der altid står et militær parat til at tage over, når den parlamentariske situation bliver for turbulent - eller afviger for meget fra den overvejede sekulære magtelites interesser.

At USA p.t. på grund af krigen i Afghanistan har tungtvejende interesser i at have en venlig stemt regering i Islamabad, gør udsigterne til en islamistisk magtovertagelse endnu mere urealistiske.

Realistisk set er den største trussel, at det pakistanske pendul endnu engang svinger bort fra demokrati i retning af militærstyre. Det vil betyde, at den lange kamp mod den tidligere militærdiktator Musharraf var nyttesløs, og det civilsamfundsalternativ der - særligt repræsenteret af advokater og dommere - voksede frem og gav håb om en bæredygtig politisk udvikling i landet, for alvor er sendt tilbage til start.

Det kan naturligvis bane vej for en stærk (militær) mand i spidsen for Pakistan, der måske kan slå hårdere ned på Talebans grænseoverskridende aktiviteter og al-Qaedas terrortræning. Men er vi villige til som verdenssamfund at kaste det pakistanske demokrati på bålet? Det bliver et af de helt store spørgsmål i 2011.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer