Leder

40 års henstand

11. februar 2011

EN KATASTROFE indtraf i den første uge af oktober 1986: 500 kvadratkilomter af Kattegat døde. Politikere tøvede med at forklare hvorfor. Men videnskabsmænd og grønne organisationer satte navn på årsagen: iltsvind - forvoldt af overgødning af havet. Overgødningen bestod af kvælstof, fosfor og organiske stoffer. Det kom fra kommunale spildevandsudledninger, industriens affaldsudløb og udsivninger af gødning fra landbruget.

En chokeret offentlighed krævede politisk handling. Kommuner og industri lovede bod og bedring. Folketinget vedtog i april 1987 en vandmiljøplan. Men landbrugslobbyen og Venstre havde forinden fået planen amputeret, så den mistede sine virkemidler mod landbrugets forurening.

PINAGTIGE 23 år er gået siden. Landbrugslobbyen og Venstre har vedholdende saboteret, at landbruget skal gøre sin del af indsatsen mod havdøden. Den ene vandmiljøplan er fulgt efter den anden. Hver gang har landbruget klaret frisag. Frister er udvandet, udskudt og udsat. Igen, igen.

Efterhånden er EU's miljøkrav trådt frem som langt mere håndgribelige krav til dansk landbrug end landets egne slatne og eftergivende planer. Danske miljøorganisationer har ved gentagne klager til EU opnået, at EU har indskærpet kravene over for den danske regering.

MEN SKAMLØSHEDEN vinder ny sejr, når miljøminister Karen Ellemann (V) nu - efter pres fra landbrugslobbyen - meddeler, at regeringen vil give dansk landbrug udsættelse med vandmiljøkravene frem til år 2027.

2027! Sat som frist for krav, der stammer fra en vandmiljøplan fra 1987. Det er 40 års henstand.

Hvilken anden virksomhed, der fremkalder miljøkatastrofer, vil få samme lempelige behandling? Ellemanns påskud er det tyndest tænkelige: konkurrencehensyn til danske landmænd. De grønne organisationer har bebudet nye klager til EU. Dem vinder de. Desuagtet vil Venstre og landbrugslobbyen kæmpe videre for, at miljøet fortsat taber.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Det er bare forfærdeligt.
Forfærdeligt er det også at se den såkaldte minister for miljøet stå og lyve i fjernsynet og ikke ville indrømme, at det er et svigt at skubbe en lovgivning 12 frem i tiden.
Hvor har vi dog mange 'teflon-politikere'. Afglidende står de der og snyder befolkningen uden at fortrække en mine.