Leder

Den arabiske udfordring

21. februar 2011

DET er kun to månedersiden, en ung, akademisk uddannet gadehandler, Mohammed Bouazizi, strøg en tændstik og satte ild til sig selv i en tunesisk provinsby. Siden har ilden bredt sig, stik imod de fleste eksperters og politikeres forudsigelser, og i dag er kun få i tvivl om, at Mellemøsten mørnede regimer må i en ikke fjern fremtid acceptere medindflydelse til de hidtil undertrykte.

Og ja, vi har set og hørt skeptikerne, der konstaterer, at de sjældent har set en sådan jubel over etablering af militærdikturer i Tunesien og Egypten. Det lyder næsten, som om de er skuffede.

Og ja, der er enorme forskelle, etniske, religiøse og sociale, i de lande, der brænder eller ulmer: Libyen, Bahrain, Yemen, Kuwait, Algeriet, Mauretanien og Iran - med Marokko på vågeblus.

Og ja, diktaturerne er ikke ens. Libyens Muammar Gaddafi har i mistillid til sin hærs motivation hyret afrikanske lejetropper til at plaffe demonstranter ned. Den unge konge, Muhammed VI, i Marokko har fordoblet de statslige subsidier til daglige fornødenheder.

MELLEM disse to poler har de aldrende eneherskere (mange er over 70 år), reageret med diktatorers sædvanlige reflekser: Grov politibrutalitet, mørklægning af telekommunikation, påstande om udenlandsk infiltration og mobilisering af landsknægte og regimeparasitter. Da det ikke virkede - ligesom terroristkortet ikke har virket, da islamisterne tænker godt sig om og holder lav profil - har diktatorerne åbnet for 'dialog', givet halve indrømmelser, fyret hele regeringer og lovet selvpensionering uden arveret til egen yngel. Det virker heller ikke. Protesterne har en hidtil uset beslutsomhed og den ikke-voldelige misnøje kolporteres videre fra de mørklagte stater ad satellitgenveje.

Så uanset hvordan den arabiske verden ser ud, når den aktuelle brand er blevet aske, er ét stensikkert: Den vil ikke ligne sig selv.

Politisk islam vil få formelt politisk fodfæste, som det i øvrigt er tilfældet i den stat, arabiske demokrater ser som forbillede for fremtiden, nemlig Tyrkiet. Islamisterne vil dog næppe få afgørende indflydelse - deres støtte i Egypten er på ca. 30 pct., og at de står stærkt i Jordan og Algeriet, skyldes mest leden ved de siddende regimer. De 'nye' arabere vil fortsat sikre den stabilitet, Vestens olieforsyning er afhængig af, men alt tyder på, at de vil genforhandle de gamle regimers herskab og tjenestefolk-model.

I Tunesien og Egypten vil de militære institutioner formentlig gøre som deres tyrkiske kolleger: Gå tilbage til kasernerne, når der er kommet ro på - for fortsat uro vil skade den økonomiske opdrift, der er til stede og som bare skal fordeles rimeligere. Men vigtigst: Den 'frygtens mur', der neutraliserede den arabiske utilfredshed, er smuldret - og at muren blev revet ned i Egypten, har en mental effekt, der ikke kan undervurderes.

INDTIL videre har supermagten USA, som er med i alle aktørers kalkuler, balanceret med en blanding af held, forstand og præsident Obamas evne til at vende på en desserttallerken. Men arabiske analytikere påpeger, at USA's største udfordring endnu ikke er sat på den aktuelle dagsorden, nemlig hvordan opkomsten det nye Lykkelige Arabien vil påvirke på den israelsk-arabiske konflikt.

I et demokratiseret Egypten vil Det Muslimske Broderskab være en medspiller - soldaterne har allerede sat en broder ind i det udvalg, der forbereder ny forfatning og et valg - og det vil påvirke Israels politik i Gaza, hvor Hamas, oprindeligt en lokal afdeling af broderskabet, har magten, og som ikke anerkender Israels ret til at eksistere.

Hosni Mubarak havde ikke problemer med at ignorere medfølelsen med fætrene og kusinerne i Gaza, men det nye Egypten vil næppe medvirke til fortsat strangulering af landstriben. Og det vil medføre israelske krav om alternative sikkerhedsgarantier. I forvejen er Israel stresset af ugunstige regionale udviklinger - i Libanon er den vestvenlige Hariri-blok tvunget i opposition og en Hizbollah-domineret regering er lige om hjørnet, i Syrien, der indtil nu har undgået den arabiske revolte, er selvtilliden større end nogen sinde, alliancen med Tyrkiet er nulstillet, og USA synes ikke til sinds til at gøre Iran fortræd vel vidende, at regimet har folkelig opbakning i atomsagen. Israels allierede, Mahmoud Abbas' PA-styre i Ramallah, er skandaliseret af Wikileaks-afsløringen af en belastende kollaboration med israelerne.

Så Obama skal træffe et valg i forhold til Israel - et fingerpeg om hans manøvrerum kom forleden med det amerikanske veto i Sikkerhedsrådet mod en fordømmelse af de ulovlige jødiske bosættelser i de besatte områder. Men han er nok den mindst Israel-venlige præsident siden Eisenhower. Der venter Obama en diplomatisk masterclass med at tale israelerne ned og araberne op. Det er den arabiske udfordring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som sædvanlig en fornøjelse Lasse Ellegaard her, på niveau med Olivier Roy 19-20/02, som generelt om Mellemøsten, inklusiv Israel og helt uden den sædvanlige fidele danske behandling af staten og problemet, men direkte uden omsvøb - og tak for det !
Og -mellem os! - er det ikke bare fantastisk, hvad vi oplever, ja selvfølgelig ikke uanset udfald og rolig nu, uden for store idealistiske forventninger, som virkeligheden har det med at skuffe, men alligevel YES de gør det sgu, og de fortsætter.
Kun skuffer det, at der ikke, som i min/vores ungdom, er 100.000'erne til støttedemonstrationer for den arabiske ungdom over hele Europa.
Men i det mindste kan man så glæde sig over, når man læser Pittelkow&Co. og alle deres men'er til begivenhederne, sidegevinsten ved den demokratiske udviklinger i Ægypten mv.:
Det vil helt rive tæppet væk under hele slænget af islamfobiske danskere og europæere: Som præsterne, Søren E., DF samt kammesjukkerne Pittelkow, Hedegård&co. hvis ekstremistiske standpunkter er den helt konstante faktor, hvor det variable kun er svingpendulet fra venstre til højre ekstremisme, og hvem ved tilbage igen, hvis det skulle blive opportunt.
Deraf alle deres "bekymringer", og det der er værre, på vegne af de arabiske befolkninger!