Leder

Demokrati eller kaos i Kairo

Debat
4. februar 2011

DEN egyptiske opstand har nu i 11 dage foldet sig ud som en revolution, der har folkelig opbakning og sympatiske mål. Men hvad den ikke har, er en leder, og det er dens problem. Som i sidste ende kan betyde, at den vil tabe, hvor den burde vinde. Der er en ledende skikkelse - Mohamed ElBaradei - som også støttes af Det Muslimske Broderskab, men han er uden den folkelige gennemslagskraft, der ville kunne tvinge det siddende styre til at forhandle seriøst om en overgang fra udløbet autokrati til nyt demokrati. Og ElBaradei har selv sagt, at han ikke er interesseret i en toppost, men ser sin rolle som formidler.

Inspireret af begivenhederne i Tunesien (der allerede synes lysår bagude i tiden) gav unge og ældre udtrykket 'den arabiske gade' mening med kravet om regimets afgang og efter fredagens blodige sammenstød alene Mubaraks afgang. Det er stadig parolen, trods mobiliseringen af betalte gorillaer, offentligt ansatte og det bizarre rytteri fra pyramiderne, hvor den sidste turist har taget spurten.

Men hvor demokratikravet var årsagen, er virkningen indtil videre et paladskup, der tvang Mubarak til at udnævne en vicepræsident, Omar Suleiman, for første gang i de 30 år, han har siddet. Denne vicepræsident erklærede i går, at heller ikke Mubarak junior vil være kandidat ved præsidentvalget i september.

Den nye premierminister, Ahmed Shafiq, var ude med en undskyldning for volden og villig til at indfinde sig på Tahrir-pladsen for at tale med demonstranterne. I Washington kommunikerede Det Hvide Hus med Suleiman, ikke med Mubarak, og hæren fik ordre til omsider at agere bufferzone mellem de stridende på gaden. Der mere end anes intern uenighed mellem præsidenten og niveauet lige under ham, som udadtil fører ordet. Men om de har taget magten, er uvist.

Den 82-årige Mubarak hænger på, i hvert fald mens dette skrives, beskyttet af sin republikanske livgarde. De seneste dage, hvor hans køllesvingere, knivstikkere og snigskytter gik i aktion, tyder på, at Suleiman og hæren stadig er i vildrede med, hvad de skal stille op efter Mubaraks løfte tirsdag aften om at dø på egyptisk jord frem for at gå af og rejse væk.

Deres første plan var at lade Mubaraks aktivister gå til modangreb, medens soldaterne på Tahrir-pladsen så passivt til. Hvad der syntes at komme bag på dem, var den sammenbidte modstand, der førte til de voldsomme og blodige gadekampe. Al-Jazeera-tv kørte i går en båndsløjfe, hvor en politibil i høj hastighed pløjede demonstranter ned med det resultat, at to lå døde tilbage. Ikke kun som ofre, men som beviser på den fejlslagne plan om at jage dem hjem.

Demonstranternes forbliven kan blive - og måske allerede er - et vendepunkt i de vurderinger, Omar Suleiman og hærens ledelse anlægger. De har givetvis indset, at demonstranternes modstand mod køllebøller og torturbødler er velorganiseret - et resultat af, at Det Muslimske Broderskabs fodfolk de sidste dage har taget têten på gadeplan.

I løbet af i går kom vink fra Washington og direkte udtalelser fra EU-lederne om den stædige autokrats afgang. Og når dette læses, er Mubarak måske allerede sidste sonoffer i et forløb, der nu handler om regimets overlevelse, og som foreløbig har resulteret i regeringens samlede afgang, hundredvis af dræbte og en ny virkelighed for Egyptens 75-80 mio. indbyggere.

Men spørgsmålet er, om palads-inderkredsen reelt har besluttet, at Mubarak vitterligt er historie. Den gamle soldat har sat hælene i, og hvis han skal gå i utide, bliver det ufrivilligt.

Hvilket betyder, at han kun kan væltes ved et militærkup altså at den egyptiske forfatning suspenderes en løsning, der søges undgået af frygt for det totale økonomiske og politiske kaos, den vil medføre, ikke kun i Egypten, men i hele regionen.

Hvordan vil Israel reagere? Hvordan vil den arabiske gade, der for første gang i årtier har vist, at den faktisk har en mening, stille sig? Og hvad vil brødrene stille op?

Indtil nu har de valgt at være en del af den samlede opposition og altså spille en politisk rolle på linje med de liberale sagførere, journalister og læger, der går arm i arm med marxistiske industriarbejdere og radikale studenter. Ingen ved, hvad der vil ske, hvis hærens elefanter tromler glasbutikken flad.

Men paladsrådgivernes problem er, at for deres overordnede står verden ligeså stille som den hårfarve, der ikke har fået et gråt stænk, siden hans tiltræden for snart 30 år siden.

Men udenfor deres priviligerede verden går det hurtigt, og det ved Suleiman og Tantawi, den mangeårige hærchef og forsvarsminister, der lægger strategien sammen med den tidligere efterretningschef.

De vil uden tvivl gerne af med Mubarak nu og ikke om syv måneder, og deri støttes de i det stille af USA og højlydt af EUs tunge ledere i erklæringen fra i går om, at overgangen til et nyt regime skal ske nu.

Som jo typisk for udviklingens hastighed altså var i går.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Informations leder idag:
"I Washington kommunikerede Det Hvide Hus ... og hæren fik ordre til omsider at agere bufferzone ..."

Heroverfor, står hele samfundets brede masser, men også diversiteten, lige fra islamister i den ene ende af skalaen til kommunister i den anden ende der forhåbentlig kan udgøre 1 million mennesker som kan nå helt hen til Hosni Mubaraks palads idag fredag. Sker dette vil der være håb for demokrati
- for den bedste gratis aktuelle dækning af begivenhederne i ægypten - klik på:
http://www.presstv.ir

Del 1: Kommunister, islamister, unge "bander"(?), hjemløse og andet udsat godtfolk! Organisering Nu
- klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=0T3hec0mcjc