Leder

Egyptens nye rolle

14. februar 2011

DE 18 dage, der rystede verden, har sat en ny dagsorden for Mellemøsten. Det er nyheden fra Kairo. For flertallet af de 300 mio. arabere, der har fælles sprog og således fælles offentligt rum, har egypterne genindtaget den funktion som politisk og kulturel vejleder, der blev tabt med Anwar Sadats fredsaftale med Israel og Mubaraks systematiske dekonstruktion af det egyptiske folks værdighed.

'Egypten er kommet hjem' er den vending, der går igen i kommentarerne mand og mand (og ikke mindst kvinde og kvinde) imellem over teen og den kardemommeduftende kaffe på cafeer, i kantiner og omkring middagsbordene.

Denne hjemkomst vil få enorme konsekvenser.

IKKE så megetudenrigspolitisk. Det civile regime, de egyptiske generaler har lovet at være fødselshjælper for, vil næppe annullere de 33 års kolde fred med Israel - der kan blive tale om en genforhandling af punkter, herunder demilitariseringen af Sinai, der er sten i det egyptiske militærs sko, de naturgaskontrakter, Israel angiveligt har fået meget billigt, og (formentlig) en revision af Egyptens rolle i fredsprocessen og aktive medvirken i belejringen af Gaza, dikteret af Israel, USA og det palæstinensiske hjemmestyre - hvis første offer for den egyptiske revolte blev Saeb Erekat, der nu har forladt jobbet som chefforhandler.

En anden konsekvens bliver reduktion af Syriens rolle som 'arabisk stemme', der har været båret af syrisk udenrigspolitiks afvisning af en fredsaftale med Israel.

Præsident Bashar al-Assad har da også afvist en egyptisk dominoeffekt i sit land netop med henvisning til sin udenrigspolitik.

MEN han forregnersig. 'Den arabiske gade', der indtil revolutionen i Tunis for kun en måned siden i dag blev anset for at være en papirtiger, et romantisk postulat - også af arabiske kommentatorer - er ikke ligeglad med Israel - eller Vesten for den sags skyld. Men for arabere er det vigtigere at få indflydelse på egne anliggende og insitere på at blive deltager i den politiske proces.

Ordet 'medbestemmelse' er bærebølge for vreden mod de styrende i Yemen, Algeriet, Jordan, ja selv i det relativt rimelige Marokko, og som snart vil materialisere sig i Syrien. De frønnede regimer spræller - i Syrien er forbuddet mod Facebook og YouTube ophævet, i Jordan fyrede kongen sin regering og lovede sociale reformer, i Kuwait har hver medborger fået ekstra lommepenge på nogle tusind dollars.

Men det er for sent. 'Den arabiske gade' accepterer ikke længere magtens bestikkelse som erstatning for fraværet af indflydelse på egen tilværelse. Hosni Mubarak gav på falderebet sine offentligt ansatte en lønforhøjelse på 15 pct.

Den blev ignoreret, for revolutionen var ikke kun et opgør med fattigdom og arbejdsløshed, den handlede om deltagelse i samfundets beslutningsprocesser.

Jo, der varfattige på gaden i Kairo, og økonomien var en årsag, men initiativet til omvæltningen kom fra en uddannet og socialt bæredygtig middelklasseungdom, indespærret af det åbenlyse sammenbrud i den sociale kontrakt med et inkompetent styre næret af nepotisme og kleptomani, af et reelt udrejseforbud til et fjendtligt Vesten, der betragter enhver araber under 40 som potentiel terrorist, og hver dag konfronteret med den permanente klaustrofobi i det globale kredsløb fra mobiltelefoner, satellitter og sociale medier.

De unge arabere deler informationer med deres vestlige jævnaldrende, men ikke vilkår.

DEN vrede, der førte til det, arabere nu kalder 'Berlin-momentet, hvor frygten blev jaget på flugt', har i Egypten ulmet i årevis. I 2004 etableredes bevægelsen 'Kefaya' (nok er nok), i 2005 tillod regimet præsidentkandidater uden efternavnet Mubarak, som straks efter blev smidt i fængsel sammen med bloggere og aktivister. Parlamentsvalget i november 2010, arrangeret således, at det forbudte Muslimske Broderskabs 'uafhængige' kandidater ikke kunne vælges, var måske den afgørende ydmygelse, der fik 'Den arabiske gade' til at gribe stafetten fra Tunesien, da det i én begivenhed synliggjorde Mubarak-statens korruption og amoral.

Og da de militære ledere samtidig var knurrende misfornøjede med Mubaraks lancering af sin søn som arving til præsidentembedet, kom en for regimet fatal koalition på skinner.

Og toget kørte med Mubarak stående tilbage på perronen, forvirret og forbløffet.

Det tog kører videre ud i den arabiske verden, der nu venter på, at Egypten indtager sin tabte rolle som ledende arabisk nation. Men på en anden måde, end da Nassers karismatiske stemme blev hørt i hver eneste radio i regionen i 50'erne og 60'erne - brændstoffet for det genvundne lederskab vil ikke blive fremmede fjendebilleder, jøder, amerikanere, de gamle kolonimagter.

Det vil være en forførende og slagkraftig parole om at skabe orden i eget hus, at gøre op med diktatorerne og deres arvefølger, kort sagt at etablere normale tilstande.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu