Læsetid 4 min.

Fy-ordet feminisme

10. februar 2011

»Hvordan kan det være, at jeg som kvinde sprang denne artikel over? Fordi ordet feminisme ganske enkelt kobler mig fra med det samme,« skriver en læser i en kommentar til artiklen Feminist, feminist ikke, som Information bragte i weekenden.

Flere kvinder, men også adskillige mænd, forbinder ordet feminisme med noget negativt, som de ikke identificerer sig med. De tænker tilbage på 68er-generationen af vrede kvinder, som gjorde oprør mod et patriarkalsk samfund, hvor alt, hvad der var mandligt mærket, havde højere status end det kvindelige. De tænker på kvinder uden makeup og bh, som stemmer på venstrefløjen, fordi de vil give kvinderne de særrettigheder, de behøver for at få ligestilling. Nogle mener måske ligefrem, at feminister er nogle, som påtager sig en offerrolle og brokker sig i grupper, frem for at gøre noget ved deres egen situation. Feminisme er kort sagt = venstrefløjsfeminisme.

I det ligestillingsudspil, som S og SF netop er kommet med, ligger også en venstrefløjsfeministisk forestilling om, at der er noget i samfundets magtstrukturer, som undertrykker kvinden. SFs ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge, hævder, at feminisme betyder, at man som samfund går ind og ændrer strukturerne, så personer reelt får lige muligheder uanset køn. For venstrefløjsfeministerne mener, ligestilling er = resultatlighed.

Men det er enforældet form for feminisme, mener en lang række borgerlige kvinder. Redaktør Camilla-Dorthea Bundgaard fra damefrokosten.dk, Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, og CEPOS kommunikationschef, Angela Brink, kalder sig alle borgerlige feminister. Slut skal det være med at se kvinder som en helhed, der skal sættes over manden. Kvinder skal ses som enkeltindivider, der primært kan tale deres egen sag. Slut skal det være med at spørge, hvad der kan gøres for kvinden. I stedet skal der spørges, hvad kvinden kan gøre for sig selv. Slut skal det også være med at tro, at grunden til, der ikke er så mange kvindelige ledere, er, fordi mænd kun ansætter mænd. Måske er der bare ikke lige så mange kvalificerede kvinder, eller måske ønsker nogle kvinder bare ikke topposterne?

Den borgerlige feminisme er en populær position at have i dag. En undersøgelse viser f.eks., at 57 procent af danskerne er uenige i, at det er positivt med kvoter til bestyrelser og lederstillinger. Liselott Blixt nævner også, at mange kvinder faktisk er enige med hende, selv om de er imod feminisme. Feminismens negative klang får selv de borgerlige feminister til at afvise at tage mærkatet på sig. Ligestillingsminister Lykke Friis (V) hælder mest til den borgerlige feminisme, men vil alligevel ikke kaldes feminist. For at bruge fy-ordet i ligestillingsdebatten vil blot frakoble mændene. Det køn, som er afgørende at få med, for at der kan skabes ligestilling.

Lykke Friis nægter ligesom de borgerlige feminister også, at ligestilling er et spørgsmål om resultatlighed. Ligestilling betyder ikke, at der er 50 procent kvinder og 50 procent mænd i en bestyrelse. Derfor skal foreninger og virksomheder ikke tvinges ved lov til at ansætte kvinder. Dette skal ske frivilligt. Ligestilling er et samfundsmæssigt problem, hvor det drejer sig om at skabe lige muligheder og sikre, at talenterne bliver udnyttet på bedre måder.

Faktisk vil ligestillingsministeren (bemærk det første led i hendes titel) helst slet ikke tale om ligestilling. For ikke nok med, at feminisme forbindes med noget negativt, så forbindes ligestilling ofte også med en negativ kønskamp. Det har man gjort op med i Storbritannien og USA her taler man om diversity (forskellighed) i stedet for ligestilling. Den tradition burde vi kopiere i Danmark, mener ministeren, fordi det vil få debatten til at handle om seksuelt tilhørsforhold, alder, etnicitet osv. temaer, som mændene også kan identificere sig med, hvilket får dem til at deltage i debatten.

Nogle tænker sikkert, hvorfor skal vi have en ligestillingsminister, når hun ikke engang vil tale om ligestilling? Og hvad er der tilbage af feminismen, når de borgerlige feminister ikke vil snakke om kvinders rettigheder? Vi må imidlertid anerkende, at der er flere former for feminisme i 2011. Derfor er det også et must, at statsstøttede kvindeorganisationer og universiteter taler de borgerliges sag.

For kvinder er tydeligvis ikke den homogene gruppe, de blev opfattet som i 68. Omvendt er der stadig uligheder i samfundet, som den borgerlige feminisme måske ikke kan svare på: Hvordan kan det f.eks. være, at de fag, som forbindes med kvindefag, som SOSU-assistenter og pædagoger, ikke er lige så anerkendte og velbetalte som mandefagene? Hvis mænd og kvinder skal behandles lige, skal kvinder så også have værnepligt? Og skal kvinder i så fald kunne løfte lige så mange kilo og hoppe lige så højt som mændene?

Der er tydeligvis stadig behov for feminister, som taler kvindernes sag. I fremtiden vil den borgerlige feminismes indtog forhåbentlig medvirke til, at fy-ordet feminisme forvandles til et legitimt begreb at anvende i ligestillingsdebatten. For øgede muligheder for kvinderne behøver ikke ske på bekostning af mændene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Andreas Ebbesen
Peter Andreas Ebbesen

Jeg stemmer på et venstrefløjsparti, men jeg er apsolut ikke enig i S og SF's ligestillingspolitik.
Det er sgu noget pjat, at man fra politisk hold vil bestemme hvor mange kvinder der skal være i private virksomheder's bestyrelser.
Enten har man kvalifikationerne til at komme til tops i en bestyrelse, eller også har man ikke.
Og så er den ikke længre efter min mening.
Der er nok genopbygning S og SF burde tage sig af, efter 9 år, hvor den nuværende regering har misligeholdt regeringsførelsen.
Og så taler de Gud hjælpe mig om hvor mange procent af en bestyrelse der skal bestå af kvinder.
Vågn dog for helvede op S og SF, og få lavet en politik, så landet kan komme på rette køl igen!
HVad fanden her i gang i mand?
VH Heidi Madsen, der vil se nogle resultater i politik i stedet for femisnak og pjat!

Brugerbillede for Johann  Svendsen
Johann Svendsen

Feminisme = Kvindechauvinisme .
Derfor gider vi ikke høre mere på det klynkeri .
Specielt om Bestyrelses-posterne er der jo så også tale om et overklasse-projekt, jeg kan godt garantere for at det ikke er Sosu-assistenternes ret til bestyrelses-poster burgøjser-feministerne fra Strandvejen slås for, det er deres egen nemme adgang de bekymrer sig over !

Brugerbillede for Jacob Holm-Jørgensen
Jacob Holm-Jørgensen

Starter godt, men slutter skidt

Lederen starter godt med at redegøre for forskellen mellem venstrefløjens ligestillingspolitik ”feminisme” som bygger på resultatlighed, og højrefløjens som bygger på mulighedslighed (selv om ordet ikke nævnes). Så tror man at der vil komme nogle meninger om hvad der er bedst, og hvorfor, men man bliver slemt skuffet. For det første skriver lederen kun om kvinder – så meget for ligestilling. Mænds rettigheder er tilsyneladende så ligegyldige at det er unødvendigt at nævne dem. Det er præcis den anke, borgerlige ligestillingsforkæmpere har mod feminismen, at den kun retter sig mod kvinder: http://www.b.dk/kommentarer/derfor-er-jeg-ikke-feminist

Når nu lederen hedder ”Fy-ordet feminisme”, så kunne man måske også have tænkt over at ”feminisme” betyder kvindeideologi, og vil derfor aldrig komme til at stå for ligestilling, uanset hvad feministerne så end forsøger at forbinde med ordet. Det er ikke kun indholdet der er problemet, det er selve ordet.

Lederen stiller spørgsmålet: ”Og hvad er der tilbage af feminismen, når de borgerlige feminister ikke vil snakke om kvinders rettigheder?” Det er jo næsten er en tilståelsessag: hvis feminismen ikke er noget, uden at man snakker om kvinders rettigheder, så handler feminismen jo netop ikke om ligestilling, men om kvinder.

Så stiller lederen 3 dumme spørgsmål; dumme fordi svaret er indlysende. Men hvis lederen ikke kan, vil jeg da gerne svare:
Kvindefag er mindre anerkendt fordi de generelt er mindre risikable end mandefag og de giver lavere løn fordi de er offentlige. Løngabet mellem offentlige og private akademikere er langt større. Desuden medfører den danske aftalemodel træghed i lønudviklingen, så de fag som traditionelt fik lav løn, stadig får lav løn, men det gælder ikke kun kvindefag.
Ja, eller ingen værnepligt. I øjeblikket er der frivillige nok, og mange af dem er kvinder, så det sidste spørgsmål giver ikke mening.

Herefter, uden overhovedet at have argumenteret for at der stadig er behov for særbehandling af kvinderne, konkluderer lederen at ” Der er tydeligvis stadig behov for feminister, som taler kvindernes sag.”. Nej, der er ikke; det er lige præcis det er de borgerliges pointe, og hvis der var, ville lederen vel kunne præstere bare et enkelt holdbart argument. Der er behov for at vi lægger feminismen i graven og kigger på begge køn. Det er ligestilling.

Brugerbillede for Troels Ken Pedersen
Troels Ken Pedersen

"Kvindefag er mindre anerkendt fordi de generelt er mindre risikable end mandefag og de giver lavere løn fordi de er offentlige."

Så SOSU'er får altså ikke mange arbejdsskader af at løfte rundt på gamle/syge mennesker? Eller rengøringsassistenter af ensformigt slid og skrappe kemikalier? Det var da heldigt. Eller, det ville det være, hvis det var sandt.

"Lige muligheder" rimer på "Fanden tager de sidste, men jeg har mit på det tørre". Sådan i overført forstand, forstås.

Brugerbillede for Jacob Holm-Jørgensen
Jacob Holm-Jørgensen

Kære Troels

Du tager min relative påstand: "mindre risikable" og gør den absolut: "risikofri". Derefter påpeger du at det er idioti. Enig! Men det er DIT idioti. Ja, SOSU'er og rengøringsassistenter får arbejdsskader, men sammenlignet med søfolk ved Somalia, brandmænd, politi og militær er det mindre farligt.
Risiko for akutte skader/død giver højere løn end risiko for langtidsskader.
I øvrigt skrev jeg intet om hvorvidt det er retfærdigt; kun er det er sådan at det er. Klag til LO, hvis du er utilfreds.

Brugerbillede for Ole Hansen

Feminisme er ikke et fy-ord. Der males her med den brede pensel. Sagen er at der findes forskellige typer femninisme. Men størsteparten af de der kalder sig feminister ser feminisme som køns-ideologi. Hvor mænd per automatik er fjenden. I sexlivet og i samfundet.

Kun prosexfeministerne taler om muligheder (for kvinder). Alle andre taler om rettigheder - hvilket bygger på den præmis at kvinder bliver undertrykte, udnyttet og udbyttet. Og gør mænd til fjender i kraft af deres køn. Hvilket er en radikal-feministisk position.

Lidt forenklet kan man sige: Feminister er kvinder der ikke interesserer sig for kvinder. For de ser mænd - og især den maskuline seksualitet - som fjende. Når de sætter dagsordenen handler det derfor altid om sex: Pædofili, børneporno, prostitution, animerede billeder, pornografi og generel bekymring for kvinder og børn. Hvor sidstnævnte dækker over mænds overgreb på førstnævnte. Selv en mainstream dansk film som Klovn; The Movie og dens marketing bliver af feministen Vibeke Manniche anklaget for at være intimiderende.

Idag har eksperter i sundhedssystemet og politikere og feminister desværre indgået en alliance der udråber sexlivet til skurken i samfundet. Altså mænds sexliv.

Det er en farlig alliance, der politisk er rød-brun. Og fra ekspertside er båret af velvilje. Dvs. er en uophørlig advarsel imod sex i alle former og afskygninger, under påberåbelse af det skader kvinder, unge, børn og de involverede mænd selv.

http://inferens.wordpress.com/2011/01/22/det-farlige-sexliv/

Brugerbillede for Ole Hansen

Den rød-brune alliance består af S-SF og Dansk Folkeparti. Vibeke Manniche og Liselott Blixt er begge ledende i Kvinder for Frihed. Som er en af feminismens bastioner.

"Frihed" henviser til, at foreningen ved enhver lejlighed ytrer sig for censur og forbud. “Frihed” og “selvbestemmelse” er blevet til feministisk nysprog for, at kvinder der var unge i 70′erne og 80′erne dikterer den moderne kvinderolle og grænserne for, hvad kvinder kan tillade sig.

Feminismen har intet nyt at byde på. Hvis man ser bort fra den – vist nok ret beskedne del af feministerne – der kalder sig prosexfeminister. Som tør gentænke hele projektet.

http://inferens.wordpress.com/2011/01/11/feminismens-10-bud/