Leder

Den mærkværdige krig

17. februar 2011

Rettelse 19. februar 2011

Per Stig Møllers doktorafhandling handlede ikke om Kaj Munk, men om Malthe Conrad Bruun - eller som han kaldes i Frankrig: Conrad Malte-Brun. Information beklager fejlen
/red

 

Vi ved, der er nogle ting, vi ikke kender til. Men der er også det ukendte ukendte. Det, vi ikke ved, at vi ikke ved

Donald Rumsfeld, nyhedsbriefing, 12. feb. 2002

Citatet ovenfor forklarer i næsten haiku-poetisk formsprog mere end et år før Irak-krigen, hvorfor hverken USA's daværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, eller hans chef, George W. Bush, fandt det påkrævet at dokumentere, at Iraks diktator, Saddam Hussein, besad biologiske våben, pønsede på atomvåben og var i ledtog med Osama bin Laden, før de invaderede landet med skønsmæssigt 100.000 dødsofre som tragisk konsekvens.

De to sidste påstande er for længst afsløret som fabrikerede. Og nu har Rafid Ahmed Alwan al-Janabi, kendt i efterretningskredse som 'Curveball' ('Skruebold') tilstået, at alt hvad han bandt den tyske efterretningstjeneste på ærmet under afhøringer i 2000 og 2002 om Iraks mobile anlæg for biologiske masseødelæggelsesvåben, var opspind. Slet og ret. At han tidligere er kaldt løgner, i flere bøger og i en dansk dokumentarfilm på DR1, bekræfter han nu med den perverse begrundelse, at løgnene skaffede Irak en »margin for demokrati«.

Mandens bekendelser er altså ikke nogen nyhed - for allerede i 2000 tjekkede den tyske spiontjeneste oplysningerne og konstaterede, at de intet havde på sig.

Alligevel blev de brugt af Colin Powell i hans berygtede tale i FN den 5. februar 2003 som optakt til krigen, af Tony Blair, da han bankede et skeptisk kabinet og underhus på plads - og af Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller. Faktisk var Australiens regering ene om ikke at købe Janabis ammestuesnak - men landet var under alle omstændigheder med på at nakke Irak, biologiske våben eller ej.

Det samme var Fogh Rasmussen, som jo ikke troede, men vidste, at Saddam besad de forfærdelige våben og således antog Rumsfelds 'ukendte ukendte' som en pålydende kendsgerning. Dengang spurgte alle, der kunne tænke en tanke, hvorfor Fogh dog ville føre krig mod en militant ørkenstat langt fra den Djursland-horisont af nøgne træer, nedlagte lader og vendende krager, han er rundet af. En samtidig embedsmand havde et bud: »Fogh ønskede at spise morgenmad i Det Hvide Hus«. Ambitionen blev opfyldt. Og værten gad end ikke følge gæsten ud.

Fogh tog beslutningen, Per Stig Møller, der formentlig var imod krigen, valgte rollen som halehæng for at bevare sin ministerpost, og en opposition med Socialdemokraternes daværende leder, Mogens Lykketoft, i spidsen, så uden indflydelse til fra sidelinjen.

Da projektet allerede i 2005 havde vist sig som en fatal fejl, var der valgkamp i Danmark, og når Fogh eksempelvis i Esbjerg og Aabenraa spagfærdigt blev spurgt om fataliteterne, kvækkede han hver gang: »Vil I da ha' Saddam tilbage?« - som om den irakiske diktator var en påtrængende politisk risiko for vest- og sønderjyder som deres næste amtsborgmester. Og Per Stig Møller henviste til FN-resolution 1441 fra november 2002 (sikkerhedsrådets sidste frist for at forny våbeninspektionen, som Saddam faktisk var villig til at efterleve), som internationale og hjemlige folkeretseksperter afviste som juridisk holdbar, men som i Møllers og hans skødejuristers version havde fremadvirkende kraft!

Det ville måske være delvist undskyldeligt, hvis der havde været grundlag for at tro på Janabis mobile biologiske våbenværksteder og hold i den vilde påstand om, at Saddams missiler kunne klargøres på et kvarter og ramme London, Paris og Valby. Kaboom!

Det var som bekendt ikke tilfældet. Men vi vil næppe nogensinde få at vide, om Fogh i 2003 kendte til dementierne af Janabi, der allerede forelå i 2000, og som blev delt med CIA - (og FE?). Vi vil heller ikke få indsigt i, hvordan en statsminister med studentereksamen (og en udenrigsminister, der er dr.phil. på en afhandling om Kaj Munk - på fransk (!)) var i stand til at forvisse sig selv om, at Irak var en reel militær trussel. Hvad vi ved fra Foghs daværende klakører er, at han mente, at Iraks olie ikke var Iraks, men at den »tilhørte hele verden«. Et synspunkt, der må interessere Saud-familien med eget sæde i FN, og som har det for sig, at krigsbegrundelsen reelt var Iraks ageren som oliestat og ikke militant ørkenstat.

Modsat Storbritannien har det eksisterende folketingsflertal afvist en uhildet og tilbundsgående undersøgelse af grundlaget for Irak- krigen. I modsætning til andre krigs- førende lande er debat om grundlaget bandlyst i folketingssalen.

Men Fogh blev forfremmet til den højeste internationale post, nogen dansk politiker har beklædt. Tony Blair fik en honnørpost som 'koordinator' af den mellemøstlige fredsproces, men har to gange måttet give møde for en undersøgelseskommission, hvilket han har benyttet til at advare mod Iran.

Og Per Stig Møller er fortsat minister, hvor en Søren Gade er gået i vanære - ikke for at føre krig, men for at snakke højt om den. Det er da mærkværdigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, det er vel stort set sandt og så fik man sendt Frank Grevil i fængsel for at sige sandheden. Det er ikke svært at opdage den borgerlige ondskabens akse? Støttet af DF og de kristlige.

Tom W. Petersen

Det er højst tvivlsomt, om USAs pæne, troværdige ansigt udadtil, Colin Powell, var i god tro, da han fremlagde "beviserne" for Saddams masseødelæggelsesvåben i FN.
Men nu har han en mulighed for at fremstille sig selv som et ordentligt menneske, der er blevet bedraget. Godt for ham.
Men:
Ingen regering i verden baserer sit angreb på et land på et tvivlsomt vidne. Når USAs, Storbritannien og Danmark alligevel gjorde det, var det, som man allerede dengang vidste, imod sine egne efterretningsvæseners rapporter og i det hele taget imod bedre vidende.
At gøre den slags fører i Danmark ikke til, at man bliver straffet. Man bliver generalsekretær i NATO og kulturminister.
Og den, der afslører det for befolkningen, sættes i fængsel.
Sådan er det blevet i Danmark.

Ejendommeligt nok kan interessen for at finde "Osama bin Laden" slet ikke måle sig med den interesse, der var for at slippe definitivt af med Saddam Hussein. Således udtalte en dansk politker, nu udvklingsminister, at det ikke kunne betale sig at finde "Osama bin Laden", for "der vil alligevel dukke en ny slyngel op - Ondskaben vil altid være der!"

Bush Jr. aflyste da også på et meget tidligt tidspunkt eftersøgningen som "irrelevant". Og det lige efter, at verden havde måbet over den ufattelige kyniske ondskab, da latteren rungede i hi-tech bjerghulen, mens "Osama bin Laden" foreviste 11. september-videoer og optog det på de videoer, amerikanerne fandt i en i al hast efterladt grotte.