Leder

At prædike for koret

Debat
16. februar 2011

Vi kan vel alle være enige om, at meningen med at argumentere er at overbevise modparten om, at ét standpunkt er bedre end et andet. Eller i det mindste at meningsudvekslingen fører til et kompromis, hvor der er taget højde for begge parters argumentation.

Men som man kan læse i dagens avis, påpeger retorikprofessor Christian Kock i en ny bog, at debatkulturen i dagens Danmark er sammenlignelig med porno. Man stimulerer de impulser, der bare venter på at få lov til at vibrere af vellyst. Taler primært til dem, der i forvejen er enige i ens synspunkt.

Det bliver resultatet af, at man ikke lytter til, hvad modparten siger. Man hører det, man vil høre. Hermed påviser Christian Kock, at den opdeling af den danske offentlighed, som opgøret med smagsdommerne i 2001 indvarslede, kommer helt konkret til udtryk i måden, vi argumenterer på.

På den ene side har vi de veluddannede og velformulerede, der opfatter sig selv som moderne. De har de objektivt set rigtige holdninger, mener de. På den anden side har vi dem, der påstår, at de taler ud fra en folkelig forankring. Deres argumenter tager ikke udgangspunkt i en virkelighedsfjern og objektiv analyse, siger de. De lytter til folket. Det er i virkeligheden dem, der er demokrater, forstår man.

Begge lejre taler utroligt meget, men sjældent med hinanden, og når de gør, så taler de forbi hinanden.

I det vakuum, der opstår mellem parternes selvplejende argumentationer, er vi alle sammen tabere. Hvis folk gang på gang må se deres argument misforstået og hele deres virke dæmoniseret, er reaktionen måske i første omgang, at man holder sig til dem, hvor man føler sig forstået. I anden omgang holder vi måske helt op med at tale sammen, og det er et meget mere skræmmende perspektiv. Selv i krig har vi konventioner, der kræver, at man behandler sin modstander med respekt. Og det skulle ellers være det sted, hvor argumenterne har tabt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Modsigelse og diskussionslyst.

Et ikke helt ukendt fænomen er at skifte mening, som åbenbart blev gangbart i politik med Jens Otto Krag, og i dag mødes de politiske fløje efter sigende på midten ved at tage (stjæle) hinandens ideer og argumenter - for vi står jo midt i en krise, amen!

Det sker heller ikke sjældent at læse om den rene konvertering eller kovending, i dag som dengang Harald Bergstedt i en sang (1942) skrev: "Har vi end været marxister, nu er de løgne forbi; som nationalsocialister står vi på folkets parti!"

Også Christian Koch må have læst historien om røde lejesvende. (Blandingen af rød og blå giver brun.)

Martin Kristensen

Allerede i første sætning mener jeg problemet kommer til udtryk - vi argumenterer i den offentlige debat ikke for at overbevise hinanden, men henvendt til tavse tilhørere. At overbevise dem om at modparten er galt afmarcheret tæller her lige så meget som at overbevise om egen fortræffelighed.

Hvis folk diskuterer uden tilhørere vil man opleve en megen større lydhørhed og respektfuld dialog, er min erfaring.

Derudover har Anita Brask Ramussen / Christian Kock ret i at megen kommunikation i dag går via de venlige medier til venligtsindede modtagere - men har det nogensinde været anderledes? Med gamle parti-aviser etc.?