Leder

Staten ejer Staden

Debat
19. februar 2011

Christianitterne er gået hele vejen for at bevare deres brugsret til fristaden, men med gårsdagens klare dom satte Højesteret en stopper for det årelange juridiske slagsmål mellem staten og stadens beboere: Det er staten, der ejer Christiania.

Heller ikke det opsigelsesvarsel på 18 måneder, hvormed Slots- og Ejendomsstyrelsen opsagde christianitternes brugsret i 2004, er der noget galt med, lyder det i dommen: Højesteret finder, at beboerne og virksomhederne har fået et passende varsel, og at de således ikke har krav på et længere varsel end det, de har fået. 40 års brug har altså ikke medført brugsret. Christianias advokater har i løbet af retssagen fremført, at statens ønske om at normalisere fristaden og legitimiteten i statens indgreb ikke har været »tilstrækkeligt tungtvejende«, som det blev formuleret. Da Slots- og Ejendomsstyrelsen i 2005 opsagde rammeaftalen om brugsret, skete det med henvisning til, at lovliggørelsen af Christiania var gået i stå. Det gjaldt hashhandlen, og det gjaldt overholdelsen af bolig- og planlovgivningen.

Hashhandlen har altid været politiets bord. Men i 2010 viste det sig, at 90 procent af de 130 påståede ulovlige byggerier var fuldt ud lovlige. Men hverken Østre Landsret eller Højesteret valgte at tillægge de lovlige byggerier vægt. At Christiania overhovedet er blevet en sag for juraen er trist. Først og fremmest for christianitterne, fordi fristaden formentlig ville kunne have opnået mere ved at forhandle. Men det ideologisk betonede angreb på fristaden har heller ikke været kønt. Nu kan man imidlertid håbe, at omstændighederne kan frembringe en fornuftig fremtid for fristaden.

Boligmarkedet er med finanskrisen ikke længere et sted, hvor hurtige gevinster kan hentes, mens statskassen heller ikke har overskud til de store renoveringsprojekter for tiden. Staten har tilmed solgt en af områdets store bygninger, Fredens Ark, til Fællesskabet Christiania for en krone. Hvis det er en fremtidig tilgang til fællesskabet, og de ting fællesskabet har frembragt, tegner det godt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Kjeldgaard

Tja, dommen undrer ikke, for ejendomsretten er i dette land helligere end treenigheden. Amen.

@ Morten,

Og det er jeg ufatteligt taknemlig for...

Løsningen er vel meget nem. Gør dem alle til konger og dronninger - så de kan bo lige så gratis på statens regning som den stenrige fam. Frederiksen inde på Amalienborg, Schackenborg og hvor de nu befinder sig.

De behøver dog ikke modtage 380 millioner om året blot fordi de tiltrækker turister som det påstås kongehuset også gør.

"De behøver dog ikke modtage 380 millioner om året blot fordi de tiltrækker turister som det påstås kongehuset også gør"

Mon ikke det kun er terrorister efterhånden.

Henrik Nilsson

Jeg kan godt lide de fremhævede lyspunkter i artiklen. Kan ikke dy mig for at tilføje, at et magtskifte af den kaliber, der tegner sig, vel næppe heller kan skade fristaden?

Tænk om det satans liberale normaliserende korstog kunne få en ende, med en egentlig officiel overdragelse af området til brugerne af et stort, fedt, rødt flertal...

Sikke en fest!

Staten ejer Staden, men hvem har stjålet staten?

Fristaden til udkants Danmark.

Det vil skabe en ny turistattraktion og dermed nye arbejdspladser. Dermed kan alle partierne vise, at de helhjertet støtter udkants Danmark.

Dorte Sørensen

Denne dom må glæde mange landmænd mv. da den siger, at der ikke længere er noget der heder hævtvunden ret. Tænk alle de trampestier som landmændene nu med god ret nu kan pløje op.

Dorte Sørensen

Kan du sandsynliggøre den følgeslutning med noget jura eller lignende?

Det var statens ejendom som blev besat i 70´erne, og det er det stadig.
At man gennem årtier forsøger at tilegne sig noget som rettelig tilhører en anden, gør det ikke mindre retsstridigt.

En lakmusprøve: besæt området og mød protesterene fra de nuværende besætterer

Mads Kjærgård

Men der er ikke mere ejendomsret, end at staten kan bestemme om du vil lade folk ryge på dit eget værtshus. Eller at man lige kan fjerne dit hjem, fordi der skal bygges en vindmøllepark såhhh. Det er vist så som så med respekten for den private ejendomsret!

Statens eneste adkomst til ejendom er at sikre den for borgerne.

Alan Jørgensen

Ejendomsretten blev faktisk indført for at sikre borgere mod tilfældige indgreb fra Kongen samt at sikre, at når man ærligt og redeligt havde erhvervet sig noget, så måtte man faktisk kalde det sit!!

Det virkede måske ikke fra dag 1 i 1849, men det har været med til at sikre borgerne i Danmark og jeg vil endda gå så langt som til at sige, at netop derfor bør staten lukke området.

Flere herinde agiterer for at vi skal se bort fra dette princip, fordi vi tilfældigvis skal mene, at lige nøjagtigt disse mennesker er lidt sødere eller skaber lidt mere kant end andre. Men hvis jeg samlede en hær (og her mener jeg mange) af danskere, som ikke brød sig om Christianias beboere, men som kunne tænke sig beliggenheden og vi gik til angreb og tvang beboerne væk, hvem skulle så forsvare området …. man kan endda netop argumentere for, at de snart 40-års jubilæum netop er på statens goodwill og ikke omvendt!!

Problemet er jo ikke områdets beboerne partout, men det faktum at det er en besættelse af et stykke land samt at beboerne ikke vil betale det dét reelt koster at bo der, samt at de i øvrigt forhindrer andre i at flytte derud. Hvis beboerne virkeligt elskede diversitet og det anderledes, kunne de da starte med at invitere Søren Pind eller Pia K. derud.

Det sjove er desuden, at området nogle gange er blevet kaldt for et eksperiment. Hvis dette var tilfældet, hvornår skal det så evalueres, og hvem definerer om det er en succes … !?

Søren Kristensen

Afgørelsen falder fint i tråd med Christianias interne regler om at ingen kan eje sin bolig, for sådan set er staten jo det tætteste man kommer ingen.

Chris David Bonde Henriksen

Alle - både christianitter og de som ytrer sig på denne tråd - må acceptere Højesterets dom og Grundlovens bestemmelse om ejendomsretten.

"Tænk alle de trampestier som landmændene nu med god ret nu kan pløje op."
-------------------------------------------
Dorte S.
I mit område
kender jeg tre tampestier, som går ind over marker.
Landmændene må gerne pløje ind over dem,
og de besøgende må gerne næste år trampe en ny sti ind over marken.
Deraf begrebet 'trampesti', fordi der trampes en ny hvert år!

Det kan være, at det er noget andet, du mener!
Og, hvad det har med Christania at gøre, kan jeg ikke få øje på!