Leder

Terror for to

NI ÅR FOR en handling med det forsæt at skræmme en befolkning: Sådan lød gårsdagens strafudmåling oven på den principielle dom, som Retten i Aarhus afsagde over 29-årige Muhu- diin Mohamed Geele, der sidste år huggede sig ind i tegneren Kurt Westergaards hjem med en økse
Debat
5. februar 2011

NI ÅR FOR en handling med det forsæt at skræmme en befolkning: Sådan lød gårsdagens strafudmåling oven på den principielle dom, som Retten i Aarhus afsagde over 29-årige Muhu- diin Mohamed Geele, der sidste år huggede sig ind i tegneren Kurt Westergaards hjem med en økse.

Både de juridiske eksperter og vi andre i offentligheden kan glæde os over, at dommen ankes til Landsretten og med stor sandsynlighed efterfølgende til Højesteret, for terrorområdet i lovgivningen er nyt og principielt terræn, hvis første domme vil afsætte grænser for både den juridiske og politiske orden i de kommende år.

Det principielle ligger ikke i, at Geele nu skal ni år i fængsel; det er en straflængde som formodentlig heller ikke ved et »normalt« drabsforsøg af den karakter ville være uden for kategori. Det ligger heller ikke så meget i, at en lovparagraf nemlig terrorparagraffen 114 der halter på præcisionen, tages i brug og dermed udmøntes konkret af dommerstanden. Sådan en arbejdsdeling kan sagtens være en glimrende udmøntning af magtens tredeling, hvor det er domstolenes rolle at fortolke lovgivernes rammer i det konkrete.

At gerningsmandens »terroristiske« motiv for angrebet ligger til grund for nævningetingets anvendelse af terrorparagraffen er heller ikke i sig selv en uskik i dansk strafferet, hvor motivspørgsmålet ofte indgår som en essentiel del af både bedømmelsen af strafværdighed og strafbarhed: Med- lidenhedsdrab straffes mildere end berigelsesdrab; det er værre at skubbe en mand for at slå ham ihjel end at komme forbi ham i køen uanset udkommet, osv.

DET ER ET SPØRGSMÅL, om dommen lægger sig uden for, hvad politikernes fantasi rakte til, da terrorlovgivningen blev formuleret, fordi den anvender §114 på en gerningsmand, der har handlet alene, mod et offer, der også var hans eneste mål. Flere jurister har påpeget, at terror som formuleret af professor i strafferet Jørn Vester- gaard har at gøre med »et angreb på en flerhed af personer«, ligesom jura- professor Eva Smith har vurderet, at der med økseangrebet »ikke er tale om en terrorhandling i klassisk forstand, hvor målet er at ramme tilfældige, uskyldige mennesker«.

Diskussionen er interessant, ikke mindst fordi den handler om terrorismens sjæl, som vel er med de mindst mulige midler at sprede størst mulig skræk. I det lidt bredere historiske billede virker Vestergaard og Smiths beskrivelse af den klassiske terror dog ikke helt dækkende. 1970ernes venstreorienterede terrorbevægelse med Rote Armée Fraktion og De Røde Brigader i spidsen rettede gerne deres angreb mod indflydelsesrige mennesker, for eksempel den vesttyske arbejds- giverformand Hans-Martin Schleyer og den italienske premierminister Aldo Moro. Betragtningen var, at magten måske nok ville erstatte de ledende skikkelser med nye, men at angrebets symbolske karakter med sin inspirerende kraft kunne få de undertrykte masser til at rejse sig.

Denne tankegang synes tættere på logikken hos nogle af de gerningsmænd, der tiltrækkes af symbolske mål som Jyllands-Posten og Kurt Westergaard: Forestillingen om, at et i sig selv mere eller mindre begrænset angreb vil opnå gennemslagskraft på grund af sit måls betydningsfuldhed.

Det ironiske er, at en lovgivning, der som terrorlovgivningen skærper straffen netop på basis af denne symbolske kraft, på sin vis følger den samme logik som terroristens og er med til at gøre hans handling til noget særligt, der hæver sig betydningsfuldt over den gemene kriminalitet altså det, som terrorister også selv ønsker.

I SELVE DOMMEN går Byretten ikke meget i detaljer med, hvorfor angrebet er at betragte som terror, hvilket er en anden god grund til at se frem til en prøvning ved øvrige instanser. Retten konstaterer ret lakonisk, at angrebsforsøget »må betragtes som et forsøg på at skræmme befolkningen i alvorlig grad og at destabilisere eller ødelægge et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer« og derfor var »egnet til at tilføje Danmark alvorlig skade«.

I denne sag er den omtalte skade ikke konkret, men symbolsk. Ikke bare fordi Geele aldrig rørte sit offer, men fordi offeret blot var én person og ikke en folkemængde, en central del af den danske infrastruktur eller for den sags skyld en politisk leder. Dette symbolske aspekt gør, at noget, der normalt ville betragtes som uden for gerningsmandens magt, er inddraget i den retslige vurdering, nemlig forbrydelsens effekt på os andre. Det er ikke nødvendigvis forkert at inddrage symbolsk kraft i lovgivning og retshåndhævelse, men det virker mere usikkert: Hvordan beregne, hvilke gerninger, der terroriserer omgivelserne på strafbar vis? Det symbolske terræn er i modsætning til for eksempel motivspørgsmål ikke nogen hjemmebane for strafferetten. Alene af den grund bør en dom som denne være genstand for en mere end almindeligt principiel interesse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her