Leder

Begyndelsen på enden

16. marts 2011

Eksemplet med hvordan jordskælv og flodbølger først bevirker katastrofen på grund af kernekraftværkernes (manglende) sikkerhedsteknik viser, at naturlige og civilisatoriske sfærer ikke kan ses som adskilte.
- Den tyske sociolog Ulrich Beck i går i Süddeutsche Zeitung

Mandag omtalte den tyske forbundskansler, Angela Merkel, den japanske atomkatastrofe som »et brud i den tekniske verdenshistorie«. Illusionen om den beherskede risiko ved atomkraft synes en gang for alle at være bortsprængt af ukontrollerbare naturkræfter.

I Tyskland, hvor den folkelige modstand mod atomenergi er rodfæstet, har de japanske reaktorbrande fået antiatomkraftbevægelsen, der kræver en øjeblikkelig afkobling af de tyske atomkraftværker fra strømnettet, til at vokse gevaldigt. Den brede folkelige modstand har udstillet den tyske regerings energipolitik som konfus og ­uigennemtænkt.

Mandag reagerede den ellers ofte langmodige Merkel nemlig med overraskende hurtighed på folkestemningen: Syv tyske atomkraftværker, der er taget i brug før 1980, lukkes øjeblikkeligt ned i foreløbig tre måneder. Samtidig udsættes løbetidsforlængelserne på samtlige tyske atomkraftværker, hvis sikkerhed skal underkastes en gennemgribende revurdering inden midten af juni.

De færreste eksperter tvivler imidlertid på, at nye sikkerhedsundersøgelser vil vise andet end det, man allerede ved, nemlig at majoriteten af de nedslidte atomkraftværker er utilstrækkeligt sikret mod strålingsudslip i tilfælde af eksempelvis et flystyrt i reaktoren.

De nye toner fra Merkel, der ikke længere udelukker, at de ældste tyske kraftværker lukkes helt ned, kan bedst beskrives som en u-vending ved politisk håndbremse. Sidste år var atomkraftspørgsmålet en af de helt store slagmarker i tysk politik. Under kraftige protester fra store dele af befolkningen og som en ydmygelse af sin egen miljøminister Norbert Röttgen gennemtrumfede Merkel en forlængelse af de tyske atomkraftværkers løbetid. Selv blandt den borgerlige regerings egne tilhængerne var beslutningen kontroversiel og blev øjeblikkeligt stærkt kritiseret af oppositionen som et udtryk for, at Merkel var i lommen på den magtfulde tyske atomlobby, der hvert år høster milliarder af euro på at levere strøm til tyskerne.

Men Merkel, der efter en mindre regeringskrise havde udråbt efteråret til sæson for politiske beslutninger, stod fast og insisterede på at præsentere løbetidsforlængelserne som en del af en ’revolution’ af tysk energipolitik.

Efter Fukushima er revolutionen tilsyneladende afblæst. Der er »ingen tabuer«, siger Merkel med henvisninger til en mulig nedlægning af samtlige tyske kernekraftværker. Hvis øvrige regeringer i den industrialiserede del af verden vælger at følge Merkel med tilstrækkelig konsekvens, er vi muligvis vidne til de første stadier i en gennemgribende afvikling af atomenergi på globalt plan.

MEN UANSET OM atomkraftens globale fremtidsperspektiver er kortvarige eller langvarige, har Merkels u-vending udstillet det politiske dilemma, der findes i krydsfeltet mellem interessepolitiske og videnskabeligt set ansvarlige beslutninger. Dette dilemma er ikke udelukkende tysk. Tværtimod udtrykker det den vanskelige position, som ikke mindst de seneste års globale klimakrise har udstillet, at verdens politiske ledere befinder sig i.

Politikere i demokratier træffer løbende altafgørende beslutninger om verdens infrastruktur, levevilkår, ressourceforbrug og samfundsmodeller, som er baseret på en afvejning mellem vælger-, parti-, og erhvervsinteresser, saglige og faglige indsigter, og så en form for risiko- og investeringskalkuler, som reelt består i avanceret sandsynlighedsregning kombineret med den politiske prioritering af de offentlige budgetter. I dagens avis giver vi eksempler på, hvordan disse udregninger foregår, når de gælder noget så uforudsigeligt og sofistikeret som den ultrafarlige, men også ultrabesnærende kerneenergi.

Problemet er, at selv ikke den mest sofistikerede matematiske model kan erstatte behovet for, at politikere – og befolkninger – træffer svære beslutninger baseret på usikre indsigter i komplekse virkeligheder, der tillige indgår i et ressourcebegrænset og uforudsigeligt økosystem, nemlig kloden.

»Vi har med konsekvenser af det modernes triumfer og dets tekniske fantasier at gøre,« påpegede Ulrich Beck i går. »Det stiller os over for mulige katastrofer, som overstiger vores begrebslige og institutionelle fatteevne.

Alligevel er vi tvunget til at træffe beslutninger. Spørgsmålet lyder derfor, hvilken sikkerheds-, eller snarere usikkerhedskultur, vi vil acceptere. Den kan ikke alene overlades til teknikere eller jurister, men har brug for en ny offentlig diskurs.«

Det er en pointe, der ikke alene har at gøre med jordskælvet i Japan. Den har at gøre med hele vores politiske omgang med kloden, vi går på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu