Leder

Klassekamp classic

At der ikke blot er tale om økonomiske nødvendigheder understreges af, at fagforeningerne har været særdeles imødekommende i forhandlingerne om betydelige nedskæringer på den gældstyngede stats offentlige finanser, uden at det har fået guvernøren til at indstille beskydningen
11. marts 2011

FINGRENE OP af kagedåsen. Sådan lød det fra LO og FTF i går i Politiken, da de danske fagforeningsbosser tog afstand fra planer om den såkaldte europagt, der lægger op til, at EU kan få indflydelse på medlemslandenes løn- og ansættelsesvilkår. Deri ligger implicit, at det handler om at få sænket omkostningsniveauet i lyset af den økonomiske krises skygge, men det er ikke en plan, som ser levedygtig ud i Danmark, hvor traditionen for at arbejdsmarkedets parter selv forhandler sig til rette er solid.

På den anden side af Atlanten ser det langt sortere ud for den relativt svage amerikanske fagbevægelse. De enkelte stater har massive offentlige underskud, som har tvunget politikerne ud i besparelser af en type, vi ikke kender til. Der er byer, hvor halvdelen af skolerne må lukke med klassestørrelser på op mod 60 elever til følge. Medierne beretter om borgmestre, der beder borgerne om at bruge weekenden til selv at male striber på vejene – kommunen stiller maling til rådighed – om selv at sætte skoler og børnehaver i stand eller acceptere, at den offentlige gadebelysning helt skrottes. Hjælpeprogrammer for hjemløse, hiv-smittede eller belastede familier med én forsørger lukkes helt.

STØRST OPMÆRKSOMHED har der dog været om staten Wisconsin, hvor den amerikanske fagbevægelse har været under beskydning, lige siden vælgerne i 2010 indsatte republikanske Scott Walker som guvernør. Hans mål er helt at afskaffe fagbevægelsens livsnerve: retten til at organisere sig kollektivt og forhandle på vegne af medlemmerne.

Foretagendet lykkedes i denne uge. Efter fire uger med protester og demonstrationer med op imod hundredtusinde deltagere – de største Madison har set siden Vietnam-krigen – og efter fire uger, hvor statens demokratiske senatorer flygtede til nabostater og gik i skjul for at blokere for, at loven kunne komme til afstemning, lykkedes det torsdag morgen for Walker at få loven vedtaget.

Normalt kræver vedtagelsen af love, der har økonomiske konsekvenser, et kvalificeret flertal, men guvernøren fandt en kattelem, da han ikke kunne tvinge de 14 flygtede demokrater tilbage til Wisconsin. Han adskilte den del af loven, der handler om Wisconsins fremtidige budget fra den del, der kun handler om forhandlingsretten, og satte den ‘politiske del’ til afstemning særskilt. Så vedtog han den med almindeligt flertal uden demokraternes tilstedeværelse.

Walkers lov fjerner den automatiske forhandlingsret for alle offentligt ansatte i Wisconsin på nær politifolk og brandmænd. Han tillader en vis ret til at forhandle basisløn (som skal ned) men ingen ret til at forhandle arbejdsforhold, arbejdsmiljø, ferie eller sociale goder, herunder pension og bidrag til sundhedsforsikring. Loven vil desuden kræve årlige afstemninger blandt alle fagforeningernes menige medlemmer, hvor de aktivt skal meddele, at de vil være medlem af fagforeningen, frem for nu, hvor man skal melde sig ud for ikke at være organiseret.

AT DER ikke blot er tale om økonomiske nødvendigheder understreges af, at fagforeningerne har været særdeles imødekommende i forhandlingerne om betydelige nedskæringer på den gældstyngede stats offentlige finanser, uden at det har fået guvernøren til at indstille beskydningen.

De største af Wisconsins fagforeninger som the Wisconsin State Employees Union (WSEU) og the Wisconsin Education Association Council (WEAC) har f.eks. sagt ja til guvernørens forslag om en højere egenbetaling til pension og sundhedsforsikring, som udgør en betydelig del af de nedskæringer, der skal bringe balance på statens budgetter. De har også accepteret at gå ned i løn samt at holde 10 dages ferie helt uden betaling. Men som WEAC’s præsident Mary Bell har udtalt, så »har guvernøren valgt konfrontationens og polariseringens vej frem for forhandlingens.«

BAGGRUNDEN for angrebet står klart. Det drejer sig med præsident i fagforeningen Service Employees International Unions, Kim Cooks, ord om, at »fagforeningerne historisk og økonomisk har støttet demokraterne, så hvis du er republikaner ønsker du at stoppe finansieringen af de demokratiske kandidater. Staternes økonomiske problemer bruges som en anledning til at forsøge at komme fagforeningerne til livs. Det her er en planlagt start på deres præsidentvalgkampagne i 2012.«

Det store spørgsmål er langtidseffekterne. Protesterne i Wisconsin har galvaniseret den demokratiske base af aktivister, og opbakningen til fagforeningernes forhandlingsret er oppe på omkring 60 procent ifølge nye meningsmålinger. Både i staten Wisconsin og i USA som sådan. Og aktivisterne agter nu at forsøge at tilbagekalde de republikanske senatorer – en mulighed, der findes i statens love, men som kræver underskriftsindsamlinger og i sidste ende nyvalg. Alternativt håber de på, at guvernøren bliver væltet i 2012. Og på den lange bane er det naturligvis korrekt, at det er folket, der bestemmer. Men på den korte har republikanerne indtil videre vundet slaget. ag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stuart Goodale

Udover AG's udmærket udredning af sagen i Wisconsin og andre stater undlader hun at understrege at der er mere på spil. F.eks. Wisconsins guvenør startede med at give skattelettelser til erhvervslivet på 130 millioner dollar og efterfølgende erklæret at der var en budgetkrise. Lignende taktikker foregår i andre stater. Dvs. det er ikke kun en klassekamp, men en fortsatte overførsel af midler fra middelklassen til de rigeste i samfundet iflg. The Chock Doctrine - dvs. erklære en krise for at gennemtrumfe en længe ønsket dagsorden.