Leder

Libyens løsning

4. marts 2011

Hvad Vesten kan stille op for at bistå de libyske oprørere med at komme af med Muammar Gaddafi, må nødvendigvis tage udgangspunkt i to spørgsmål:

Hvilke vestlige interesser er i fare?

Hvad er de politiske konsekvenser af en vestlig militær intervention?

Det første spørgsmål er relativt enkelt at besvare: USA og magtfulde EU-medlemmer som Italien, Frankrig og Storbritannien har interesser i den libyske energisektor, olie og naturgas. En femtedel af Italiens energiforbrug leveres af Libyen, andre EU-lande importerer 10 eller 15 pct. af deres energiforbrug fra den geografisk bekvemt placerede nabo på den anden side af Middelhavet, hvis olie oven i købet er af høj kvalitet.

Det britiske BP underskrev for få år siden sin hidtil største udvindingskontrakt med det statslige libyske olieselskab. Amerikanske olieselskaber er tilbage i Libyen, hvor de var dominerende ved officerskuppet i 1969 og op i 70'erne til den resolut blev nationaliseret af manden, der, når han så sig i spejlet, fik øje på den arabiske Che Guevara.

Risikoen ved at intervenere militært på oprørernes side er, at Gaddafi - som Saddam i sin tid i Kuwait - i så fald vil ødelægge sine (vestligt finansierede) olieraffinaderier. Det er ikke tilfældigt, at han har sat sine kampfly ind mod oliebyen Brega øst for Tripoli med dens udskibningsfaciliteter, og medmindre han selv tror på sit megalomane mantra om, at det libyske folk elsker ham - og så forstyrret i bøtten er han næppe - er hensigten at tage landets vitale gas- og olieanlæg som gidsel i tilfælde af militær indgriben fra de to magter, der hver på deres måde har luftet muligheden, nemlig Storbritannien og USA.

Alene derfor bør militær indgriben udefra undgås, uanset om den kan kaldes humanitær og tjene til beskyttelse af civilbefolkningen, som det var tilfældet i 90'erne i Kosovo, i Bosnien og Sierra Leone i 90'erne. Etableringen af en såkaldt no flyzoneover Libyen med det formål at forhindre Gaddafis kampfly i at slå hans borgere ihjel i stor skala, er sympatisk, men som USA's afgående forsvarsminister, Robert Gates, har påpeget, lader det sig ikke gøre uden et militært angreb, der ikke kun neutraliserer Gaddafis 200 kampfly, ca. 50 SA6-jord-til-luftmissiler og hvad han ellers råder over af antiluftskyts, men som også vil koste civile ofre under alle omstændigheder.

Og udviklingen i Libyen har vist, at Gaddafis styre er rystet, men ikke slået ud - endnu. Han kan med de loyale styrker, han råder over, og som kontrollerer dele af hans arsenal, overleve en tid, måske ligefrem genetablere kontrollen over store dele af landet, om end Benghazi synes definitivt tabt. Men det er kun et spørgsmål om tid, før han enten ikke længere er iblandt os eller er flyttet ind i Hugo Chavez' gæstehus i Caracas. Der er borgerkrig i Libyen, men der begås ikke folkemord.

Den Arabiske Liga har undsagt ham som paria, for de øvrige arabiske autokrater i regionen (og de iranske med., for den sags skyld) er han en daglig påmindelse om alt det, de ikke synes deres befolkninger skal tænke for meget over. Libyens diplomati, og hvad der eksisterede af statslig struktur, administration og militær organisering er nedsmeltet.

Det, der kan redde Gaddafis historiske eftermæle er en vestlig intervention, uanset om den foretages af en 'villig koalition' i NATO-regi eller med FN-mandat - hvad Frankrig har betinget sig for overhovedet at overveje at deltage. Og uanset om den kaldes humanitær eller liberal - gloser, der skal gøre den spiselig for opinionen.

Hvis den finder sted, vil den være en gave til Gaddafi.

Han vil få ammunition til kanonaden af beskyldninger mod Vesten (og naturligvis Israel!) om, at formålet er stjæle af det libyske folks olie, og at han er den arabiske nationalismes eneste sande forsvarer - og martyr.

Og han vil blive hørt i den arabiske verden, akkurat som Saddam Hussein blev hørt i Gaza og Jordan og Egypten som det selvudnævnte svar på Salah al-Din, Jerusalems befrier, der rejste sig mod korsfarerne.

Så ja, der er vestlige risici i den libyske borgerkrig, der registreres i prisen på benzin og fyringsolie i f.eks. Danmark.

Og nej, det er ikke nogen god grund til at intervenere militært - hverken af liberale eller humanitære grunde. De politiske konsekvenser er uoverskuelige. Det, Vesten med fordel kan gøre, er at tilvejebringe humanitær hjælp for flygtninge, der strømmer ud af Libyen til hver side - til Egypten og Tunesien. Det kan overvejes om man kan hindre transport af Gaddafi-lejetropper fra det sydlige Afrika, uden at det direkte krænker libysk territorium. Og Vesten kan fortsætte det moralske pres på Gaddafi ved at indbringe hans regime for Den Internationale Krigsforbryderdomstol, således som det nu overvejes.

Enhver militæraktion, uanset hvad den kaldes, vil påvirke de reform- og frihedsbevægelser, der fejer hen over den arabiske verden i disse uger og måneder, og som henter deres primære inspiration i ideen om, at de kan selv. Alene derfor må løsningen i Libyen være libysk - og i værste fald arabisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske har skribenten Pepe Escobar også en pointe, når han i Asian Times Online skriver:

“Igen, igen: It’s the oil, stupid. Det er en afgørende strategisk faktor for Washington, at Libyen kunne udgøre en guldgrube for de store amerikanske olieselskaber, der for tiden holdes uden for Libyen. I dette perspektiv kan Libyen betragtes som endnu en kampplads mellem USA og Kina.

Men hvor Kina går efter energi og forretningsaftaler i Afrika, så satser USA på dets styrker i AFRICOM såvel som et NATO, der fremmer ’militært samarbejde’ med Den afrikanske Union.”

Oprørerne skal nok overveje nøje hvilken form for hjælp det er i deres egen interesse at tage mod.

http://www.atimes.com/atimes/Middle_East/MC03Ak03.html