Leder

Musikkens X Factor

Man undervurderer seerne, hvis man tror, at de ikke er bevidste om, at deltagerne i X Factor er amatører. Lad os derfor komme ud over den diskussion og se på, hvad amatørernes triumf gør for musikken
25. marts 2011

Det er ikke uden grund, at musikken er den eneste kunstart, hvis elite kaldes politiet, musikpolitiet. Man tror det ikke, men konservatismen er meget udbredt blandt musikere og musikelskere. Det kommer ikke mindst til udtryk, når X Factor igen og igen kalder to millioner mennesker til skærmene og som i aften sælger 40.000 billetter til finalen i Parken.

Musikeren og forfatteren Henrik Marstal indledte en debat på Informations hjemmeside, da to X Factor-deltagere optrådte med Joy Division-nummeret 'Love Will Tear Us Apart Again'. Er der da ikke noget, der er helligt, spurgte han sig selv. Netop det nummer er for ham en generationshymne. Dens magi kunne ikke videreformidles af et par friluftselskende gymnasiepiger fra Borup. En temmelig reaktionær opfattelse, bemærkede X Factor-dommer Pernille Rosendahl som svar.

Men konservatismen har en forklaring. Musikken er den mest bredt appellerende kunstform, der findes. Vores kærlighed til musikken kan endda forklares med de neurologiske reaktioner, som rytmer skaber. Bredere bliver det ikke. Det skaber problemer, når musikken skal opnå berettigelse som kunst. Vi har en nemlig den forståelse af kunst, at den kræver kontekst. Vi skal forstå den. Vi skal værdsætte kunsten på dens præmisser, ikke vores egne. Vi skal vide, at det er kunst, når vi går forbi den. Kunst bliver til kunst, når vi udstiller den på museum. Den ramme har den rytmiske musik aldrig haft til sin rådighed. Den har ikke noget kunstbegreb.

Fra fødslen har den rytmiske musik hængt sammen med Coca Cola og cowboybukser. Den var kommerciel i samme øjeblik, som den var kunst. Tag blot det smukke nummer 'Breathe Me', som X Factor-deltageren Annelouise skal synge i Parken i aften. Sangerinden Sias originale version handler om ensomhed, skrøbelighed og smerte. Det ligger i hele nummerets udtryk - fra den konkrete tekst, den rustne og underspillede vokal og til det næsten nøgne piano i musikken. Men de fleste kender nok melodien bedst fra Nykredits reklamer. At kunst mister legitimitet, når den bliver bred, er en stor udfordring for en kunstart, der historisk set hænger så uløseligt sammen med kommercialisme.

Musikere og musikelskere har gennem tiden forsøgt at skabe en kunstnerisk ramme ved at dyrke subkulteren. Subkulturen er musikernes beskyttelsesrum mod masserne.

Musikkens subkulturer er karakteriseret ved, at den definerer sig i modsætning til det dominerende. Især punken vidste bedre, hvad den ikke var, end hvad den var. Bandet Joy Division tilhørte en sådan subkultur, og det var derfor, Henrik Marstal reagerede så stærkt på brugen i X Factor.

Den sang skal ikke være et middel til at vinde en konkurrence eller få mange seere, den skal være et mål i sig selv, mente han. Vi har altså her fat i et godt gammeldags kunstbegreb: Kunst for kunstens skyld. Et sympatisk projekt, men også et tæt på umuligt projekt for netop musikken.

Musikken savner helt sikkert et kunstbegreb, så den kan legitimeres som kunst af andre end overbeskyttende konservative musikere. Men spørgsmålet er, om svaret ikke netop findes i dens umiddelbart brede appel.

Musikken har et helt unikt potentiale som den kunst, der kan alt det, som de fleste kunstnere vil med deres kunst. Den bryder grænser mellem kulturer, klasser og mennesker. Den kan mødes af alle uanset forudsætninger. Dens virkemidler er emotionelle og kropslige. I virkeligheden kan man anføre det synspunkt, at det måske ikke er vores opfattelse af musik, den er gal med, men i stedet vores opfattelse af kunst.

Man undervurderer seerne, hvis man tror, at de ikke er bevidste om, at deltagerne i X Factor er amatører. Lad os derfor komme ud over den diskussion og se på, hvad amatørernes triumf gør for musikken: Straks efter udsendelsen er overstået, stiger antallet af downloads af de sange, som blev præsenteret i coverversioner i aftenens show. Det vil sige, at det åbner døren til det originale. Til det sublime. Til den magi, som Joy Division skabte med 'Love Will Tear Us Apart Again'.

X Factors popularitet er en unik platform til at forstå musikkens særpræg. Musikkens aktører bør derfor udnytte dette momentum og argumentere for, at musikken tildeles endnu mere plads på fjernsynets sendeflade, som er en grundpille for den moderne kulturforbruger.

Kunstopfattelsen er i udvikling — som også Information beskrev i går, så er diskussionen om finkultur og lavkultur ikke længere relevant. Det er altså under alle omstændigheder ikke dér, musikken skal finde sit kunstbegreb.

Hvis musikpolitiet slipper sin konservatisme og griber den chance, så behøver Henrik Marstal måske ikke længere stå i et lukket rum med vennerne for at legitimere musikken som kunst.

Den danske version af X Factor er en allieret i den kamp, ikke en modstander.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

"Den ramme har den rytmiske musik aldrig haft til sin rådighed. Den har ikke noget kunstbegreb."
Det er sandt, og det har formentlig sine årsager.
Men uden for den i lederen omtalte del af musikkens verden (som i lederen stort set hele vejen slet og ret benævnes "musikken") findes der jo et uhyre univers af musik, der i højeste grad er, hvad vi normalt erkender som kunst.
Kunst er et stadig et upræcist og meget omdiskuteret begreb; men nogen musik er der ikke tvivl om er kunst.

'Musikken er den mest bredt appellerende kunstform, der findes' ...

Ja det præmis er hørt før, men appellen er rent funktionel, appellen er sandt nok, som efterfø'lgende skrevet, ent 'neurologisk' og rytmisk.

For 99% af al almen 'musik'-interesse er rettet mod et funktionelt formindlingsmæssigt støttestativ til fremføring af gamber og trokæer - og digte og rim or ord.

På intet tidspunkt i pladebutikkernes præ-internet-lige 'storhedstid' var udvalget i nogen shop af 'ny musik' særlig stort. Man ledte STADIG i firserne forgæves efter en Stockhausen-plade i en dansk pladebutik, for eksempel. En opsamlingsplade med et enkelt lettere tilgængeligt Schönberg-værk fra før 1920 var som regel det hele udvalg af egentlig 'ny musik'.

Påstanden om musik-kunstens popularitet i sig selv er rent vrøvl. men en bred vifte af andre kunstarter - og erhvervslivet med - benytter musik til skjule indholdsløshed eller simpelthen øge omsætning via tilsætning af nævnte neurologi.

Nummeret vi taler om har et klangligt og strukturelt indhold der ikke adskiller sig fra det veritable havets sand af andre popmelodiers 3 vers over nogle få akkorder, med omkvlæd efter det andet vers (4 ens linjer) og coda-gentagelse af 'signal-linjen'.
Derfor dukker den op i eksfaktor. MUSIKALSK set. For banalt til at påkalde sig så meget integritetssnak.

Resten er ren lyrik.

Hasse Poulsen

Dejlig artikel.
Det er rent vrøvl fra første linie. En masse udsagn om musikpoliti, konservatisme, kunst, rytmisk musik, amatører...

Det er helt tydeligt at skribenten ikke har den mindste anelse om hvad de ord betyder og indeholder.
Lige så lidt som jeg ved hvad X-factor, Sangerinden Sia eller Annelouise er.

Det er besynderligt at se Joy Division - som jeg kender til - sat op som sublim musik. Vi er virkelig nede og vende. At nogle mennesker ser Joy Divison og punk som vidt begreb som noget helligt er virkelig sødt.

Det er fint at xfaktor kan sælge billetter og holde folk fast foran fjernsynet, men det er der så meget der kan. Hvad har det med musik at gøre?

Det er ganske rigtigt umuligt at stille absolutte målestokke for kvaliteten af musik op, men når man har lyttet til rigtigt meget musik - ikke bare sange - finder man ud af hvad der skiller stor musik fra det banale eller platte.

Jeg vil anbefale Anita Brask Rasmussen at finde ud af hvad alle de begreber hun bruger betyder. Der er meget forståelse at hente der.

Musik siger ikke noget om sig selv. Det er et script. Derfor synes Henrik Marstals 'angreb' lettere bornert. Selvfed. For kun at tale om sig selv.

Amatørernes triumf? Hvis de synger et stykke, som åbner øjnene på en (primært takket være et skidedygtigt band på scenen), så finder man originalen og finder ud af hvordan det egentlig skal skæres.

Men okay... Operationen lykkedes, patienten døde. Den slags er der sgutte meget triumf over.

thomas bak jørgensen

jeg stiller mig dog tvivlende over for at musik i sig selv skulle kunne bryde grænser mellem kulturer klasser og mennesker. Det fordrer at musikken med ét skulle være løsrevet fra den kultur den er en del af, og det er altså ikke tilfældet. Sociologisk set er de forskellige musikgenrer stadigvæk bundet op på sociale tilhørsforhold. Det opleves jo til stadighed når man ser på hvem der går i operaen eller hører klassisk musik, Jazz, eller popmusik m.v. De relationer som den enkelte bringer med ind i det musikalske univers er i den grad med til at præge den enkeltes musiksmag. Det skal ikke forstås i ren deterministisk forstand at man aldrig kan ændre musiksmag, men der imod som en konstatering af at der sociologisk set stadigvæk er strukturer der er med til at hierarkisere den gode smag.

” Den kan mødes af alle uanset forudsætninger. Dens virkemidler er emotionelle og kropslige.”

Det udsagn er for eksempel problematisk. Lad os antage at musikken har sit eget autonome sprog men samtidigt påvirker på det følelsesmæssige plan. Der skulle i så fald være en iboende og universalistisk kraft i musikken som overskrider alle kulturelle grænser. Det er meget tvivlsomt. Hvis noget er emotionelt forankret, reagerer vi inden for musikkens verden blandt andet kropsfænomenologisk på det ud fra den kulturelle og sociale rammesætning vi er en del af. Fx er der jo stor forskel på hvordan personer der aldrig har været eksponeret for traditionel indisk, japansk, persisk eller eksperimenterende jazz musik m.v. vil opleve musikken. Én kan få gåsehud over hele kroppen og mærke ”sprogets ophør” af en saxofonsolo mens en anden vil opfatte det som ren tortur & en tredje vil måske bare være ligeglad. Det har blandt andet at gøre med forskelle i grundstrukturerne i forskellige musikalske udtryksformer hvor den vesterlandske musik historisk set er præget af harmonilæren.

I den sammenhæng vil også den rytmiske musik indgå i relationer der er dikteret af den gode smag i forhold til identitetsskabende positioneringer inden for musik i en kulturel rammesætning. Den rytmiske musik antages i artiklen for at være uløseligt sammenhængende med det kommercielle, men er det i virkeligheden sandt? Kommercialiseringer halter netop altid bagefter det nye. Da rytmisk musik opstod i den vestlige del af verden var det ligeså meget en reaktion på tidligere tiders musikalske udtryksformer og da den så blev populær blandt købedygtige teenagere skete der en kommercialisering, men det var jo kun den mere populærkulturelle del af den. Der vil altid være en herskende diskurs inden for en pågældende periodes tidsånd, men det betyder ikke at der ikke er nogen som går imod strømmen.

I det konkrete tilfælde med X-factor og brugen af et Joy Divison nummer:

”X Factors popularitet er en unik platform til at forstå musikkens særpræg”.

Er det ikke mere et bevis for at det altid handler om alt muligt andet end selve musikken? X-factor er meget mere end musikken. Programmet tilbyder et indblik i deltagerenes intimsfære som sammenkobles med deres musikalske udtryksformer, evner og kvaliteter.

Jeg er ingenlunde tilhænger af konservatismen forstået som at et nummer med Joy Division ikke må anvendes i en mere populærkulturel arene, men der er forskel på at stille spørgsmål til det der leveres på mainstreambasis og det der stritter i flere og modsatrettede retninger og som ofte generer nye udtryk. At anvende elite som skældsord kan også ses som en kritik af selve fagligheden. På trods af at den har været en ganske upopulær egenskab gennem de sidste ti år er der vel ingen grund til helt ublu at fløjte med på den melodi.

Steffen Nielsen

En ting jeg ikke forstår er at DR bruger så meget tid på X-factor i stedet for at fremme den reelle musikscene i Danmark. Svensk tv viser ofte hele koncerter med svenske bands, den slags ser man aldrig på DR.

Lars Peter Simonsen

Hvis journalistpolitiet slipper sit greb om musikken, og kulturen i det hele taget, kunne vi måske ånde friere og folk måtte selv danne sig meninger om hvad der aqr go' musik og hvad der er en ny form for realitushow....

Når Scenen er din, Stjerne for en aften, Talent og X-faktor er det musik vi betaler licens til, så er det ikke underligt at folk med kærlighed til og forstand på musik bliver kede af det.
Og jeg mener det. Der findes folk med forstand på musik. Men de bliver ikke hørt, når udgangspunktet for at tv-dække musik er højfrekvent underholdning, synlig konkurrence og høje seertal.
Selvom jeg efterhånden har mine tvivl om, seertals analyser er pålidelige, så er det et godt udgangspunkt at have nogle dygtige, vidende folk der grave det der spadestik dybere, der kan forklare os hvad der teknisk, socialt eller historisk gør at noget faktisk har større betydning end andet. Folk der får mulighed for at sige mere end fantastisk, godt eller dårligt om det de hører. Det er et godt udgangspunkt for et kulturelt forankret musiksamfund, hvor vi kan lære noget og blive dygtigere. Og her svigter DR. Der er ikke et eneste musikprogram, hvor morgendagens og gårdsdagens stjerner får lov at vise, hvad de har arbejdet på i årevis. Hverken på DR1 eller 2 eller på TV2. Eftertiden vil aldrig glemme os for denne undladelsessynd. Vi ser det allerede i folkeskolens musikundervisning. Der er ingen, der kan holde ud at undervise børnene mere. 50% af timerne bliver slet ikke gennemført. Det er som om man glemmer, at kultur starter både ovenfra og nedefra. Men alle er forpligtet til at yde deres bedste. Også når de skriver. Også når de lytter. Også når de udtaler sig.

Lars Peter Simonsen

Ja, det er er fantastisk at den bliver trykt! Alle gør sikkert deres bedste, det er bare en skam de bedste ikke får lov. Eller har bedre ting at foretage sig...

Esben Maaløe

X-faktor er for musikken hvad McDonalds er for gastronomien. Den seriøse rockscene er i den sammenligning sådan lidt henaf Bøfsens Jenshus

Hvem ejer egentlig musikken? hvem har ret til sige at musikken er for god til at kunne bruges i X-faktor? Når det er sagt så mener jeg at musikken tilhører ALLE og at diskussionen hellere skulle handle om hvordan X-faktor med sin latterliggørelse af dem der ikke lever op til deres musikalske krav fratager folk retten til at synge med den stemme de har. Musik handler vel ikke kun om at komme i fjernsynet, eller gør det?

Breide Nielsen

".......fra fødslen har den rytmiske musik hængt sammen med Coca Cola og Cowboybukser..."

Hvornår er det så lige at den rytmiske musik blev født?? Kom med et bud.

Slettet Profil

Den bedste musik er som den jeg hoerte inde paa Trafalger Sq. natten den 26 i London - Den har en funktion nu og her. En tilfaeldig makker har sat nogle trommer op, tilfaeldige spiller paa dem, tilfaeldige skiftes til at rappe, alle omkring er i takt og ved hvad formalet med nu er: Nu - Naar musikken stopper, da er formaalet tabt.

En truende demo formaar at samle alle i en uspecifiseret tanke, hvor det at ride paa boelgen er nok i sig selv - Revolutionen i egypten er et eks. paa et smukt stykke musik; En tanke og ingen forstyrelse. hvorimod en "demo" med talere, eller xfaktor, hvor en halvdel i en deling er til for den andens skyld, STRENGT taget ikke har meget at goere med den gode musik, hvis man spoerger mig, for' det er blot et script, hvor musikkens momment er spredt ud til at vare fra start til slut, frem for at vaere et der evigt gentager sig, som om ingen start eller slut findes.

Saa den rytmiske musik blev ikke født, for' den er prima; noedvendig for at ballancere legmer med hinanden og skabe enhed - Helt modsat X-faktor, der promovere adskillelse; at nogen har mere talant end andre, hvilket er loegn; der er blot nogen der er mere eller mindre frygtloese, lyttende og hengivende end andre.

Soevnig hilsnen