Leder

Nej, hr. minister

Debat
29. marts 2011

Saglighed må gå før både den siddende regerings velbefindende og de grå eminencers ambitioner, hvis tilliden til det ganske særlige danske embedsværk skal bestå, og udviklingen tilsiger, at der er behov for mere indsyn, ligesom det selv om det burde give sig selv skal bydes velkommen, når Socialdemokraterne varsler, at de selv vil udvikle politik.

Det vides ikke, om det var endnu et udtryk for Birthe Rønn Hornbechs manglende situationsfornemmelse eller et målrettet slag i mellemgulvet på sin departementschef, da den nu tidligere integrationsminister efter fyringen for dårlig embedsførelse i statsløsesagen sagde følgende i sin afskedstale: »Der har været situationer, hvor det måske havde været mere rimeligt, om jeg var embedsmanden og Claes ministeren. Jeg var optaget af det juridiske, Claes mere af det politiske. Men Claes fandt altid en udvej.«

Men tankevækkende, det var det, og med statsløsesagen i frisk erindring og en uvildig undersøgelse undervejs kunne den ny bog af Susanne Hegelund og Peter Mose, Javel, hr. minister, der beskriver gråzonerne og udviklingen i samarbejdet mellem ministre og embedsværket, næppe heller været timet bedre.

Embedsmænd, der bliver så engageret i regeringens politiske projekt, at de reelt agerer viceministre, er så langt fra et nyt fænomen. Efter at jurister med fundamentalistisk fokus på lovens ord havde regeret i årtier, anlagde en ny generation af embedsmænd som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag en mildt sagt aktivistisk linje i 50erne og 60erne, og der påbegyndtes en forskydning af magt fra juristerne til økonomerne og siden politologerne, der anlagde et lidt bredere helhedssyn på sagerne.

Positivt for Danmark, mener mange embedsmænd, men de udviskede grænser, hvor embedsmænd bliver en del af politikudviklingen og det politiske projekt har også sine bagsider. Tamilsagen er det oplagte eksempel, men langt fra det eneste.

Når danskernes tillid til systemet er fortjent, og systemet har overlevet i sin oprindelige form mens andre lande har valgt et politisk embedsværk, der står til ansvar og udskiftes med regeringer så skyldes det i høj grad, at systemet har stået som garant for saglighed og som et værn mod ulovligheder og politikernes til tider kortsigtede vanvidsløsninger. Yngre og mere reformivrige politikere ser ofte systemet som en bremseklods, der er optaget af at bevare og af at holde sig på god fod med oppositionen, der jo hurtigt kan blive den ny arbejdsgiver.

Der er også dem ikke mindst i DF der mener, at den ekstreme fokus på lovlighed, paragraffer og konventioner i sig selv er politiserende. Men hvis systemet begynder at gå på kompromis med lovtroheden eller ophører med at agere djævlens advokat over for politikerne, så giver den danske model slet ingen mening, og det er i den sammenhæng, både de aktuelle sager og den ny bog er interessante.

Som det beskrives, har det store pres på ministrene skabt et behov for mere aktiv støtte og politisk rådgivning, og topembedsmænd har taget opgaven på sig. DJØF benytter gerne enhver lejlighed til at bebrejde ministrene, at de placerer departementscheferne i situationer, hvor de umuligt kan blive andet end politiske.

Der har de naturligvis en pointe, men når Socialdemokraterne efter alt at dømme går med en plan om at styrke egen politikudvikling med politiske rådgivere (ikke spindoktorer) er det selvfølgelig sørgeligt i den forstand, at det må være udtryk for, at der ikke er tilstrækkeligt med kapacitet eller kreativitet blandt de trods alt mange folkevalgte, men embedsværket kan jo vælge at se det som en mulighed.

Som også Javel, hr. minister beskriver, har embedsværkets øverste lag kæmpet en desperat kamp for at bevare positionen som ministrenes nærmeste og helst eneste fortrolige, men vil man reelt slippe for at havne i gråzoner, må man være parat til at afgive plads.

At begynde at diskutere et åbent politisk embedsværk, der udskiftes med få års mellemrum, vil være at ødelægge ikke blot en smuk idé om et objektivt embedsværk, men også et system, der trods sine fejl kan tage en del af æren for den stabilitet, vi både som retssamfund og økonomisk set har oplevet. Til gengæld er det på sin plads at efterspørge mere åbenhed og en afmystificering. Den ny integrationsminister, Søren Pind, har sagt mange mærkværdige ting i sine få dage på posten, men han skal roses for at have opfordret sine embedsmænd til at åbne dørene for offentligheden og deltage i debatten, når det handler om rent saglige spørgsmål.

Samtidig ville det klæde både politikere og embedsmænd at arbejde for ikke mod mere offentlighed i administrationen og muligheder for at få et indblik i, hvordan topfolkene i embedsværket reelt administrerer nogle af de mest magtfulde positioner i det danske samfund.

Ligesom det er i samfundets interesse at sikre embedsmænd på alle niveauer muligheden for at sige fra uden at risikere karrieren og ikke kun når DJØF hvert tyvende år sender spørgeskemaer ud når ministre, departementschefer eller andre bevæger sig væk fra de dyder, der er hele grundlaget for den danske model.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Muligvis har Philip Agea Flores lidt ret.

Men, når en regering har siddet på magten i rigtig lang tid, så er det helt naturligt at de embedsmænd, der aktivt i al den tid har ført regeringes politik - også hvis det betød at loven skulle brydes - vil flyde ovenpå i systemet lige som fløden i mælk.

Derfor, er S-SF nødt til at afskumme mælken når de blive valgt ind.

Et er sikkert, der er brug for at omstrukturere.

Når vi nu i mange år efterhånden har lyttet til, hvordan den nuværende regering har fyldt os med løgne, halve sandheder, manipulationer og spin, så står det lysende klart:

Hvis Danmark igen skulle få en regering, der sidder med et sikkert flertal, som nuværende regering har gjort, så er det ægte demokrati ikke mere sikkert i Danmark.

Vi må sikre demokratiet med mindretals muligheder for at sætte undersøgelser i gang, med et uafhængigt organ der beregner forskellige forslag til økonomiske planer, med tydelig skelnen mellem statsansatte og politikere osv.

Jeg tager hatten af for, at Helle Thorning er gået ind i disse spørgsmål. For kritikere: Læg mærke til, at hun vil indføre disse ting, også hvis hun vinder valget. Det er altså ikke for at få mere magt til magthaverne, det er ærligt og oprigtigt for at sikre demokratiet bedre vilkår.

Mark Pedersen

"For kritikere: Læg mærke til, at hun vil indføre disse ting, også hvis hun vinder valget."

.....påstår hun. Jeg tvivler