DET ER UOMTVISTELIGT, at de nye medier har spillet en kæmpestor rolle for oprørsbevægelserne i de arabiske lande, men på et andet område, nemlig i musiklivet, har de givet anledning til mange grå hår i hovederne på aktørerne. Den demokratiske udvikling er af større historisk betydning, men det betyder ikke, at musiklivet blot er et lille hjørne af samfundet. Så at sige alle mennesker i verden har et forhold til en eller anden slags musik og bruger den til hverdag og fest. Den fylder meget i menneskers liv.
Og ih, hvor er der altså musik i luften. Den buldrer løs i æteren over vore hoveder, og den kribler af sted i kablerne under vore fødder lige ind i vore stuer og til teenageværelserne via radio, tv og internet, mens den fysiske cd spiller en stadigt mindre rolle.
Det er jo herligt.
Men så er der alle dem, der skaber musikken. På den ene side er de glade for, at deres musik let når ud til mange - på den anden side kan de ikke leve af, at musikken kan downloades for nul kroner.
Som musikeren og sangeren Ivan Pedersen, der er formand for DPA, en forening for komponister og tekstforfattere, skriver i medlemsbladet:
»Lige nu ligner forholdene på nettet dem, der hersker i farvandene omkring Etiopien. Piraterne bestemmer.«
KODA HEDDER den store forening, der kradser penge ind til musikfolket, når musik spilles offentligt til koncerter, i radioen, på diskoteker osv. Arrangørerne skal udfylde nogle lister og indberette, hvad der er blevet spillet, hvorefter pengene kanaliseres ud til dem, der har ophavsretten. Navnet er en forkortelse for Komponister i Danmark.
Man kan sige, at musiklivet blev taget på sengen, da internettet blev udbredt. De gamle regler, der havde fungeret ganske godt, var pludselig utilstrækkelige, så hvad gjorde man?
Jo, man henholdt sig til ophavsretten og iværksatte (sammen med filmfolk) en antipirat-kampagne under devisen: »Vi sagsøger dig langt ind i helvede«. Mere end én skoledreng fik sig et chok, når han blev stillet over for et krav om at betale et voldsomt beløb for ulovligt at have kopieret og videresendt musik til andre, som så ikke behøvede at købe cd'erne. Det var jo ikke ondt ment, men blot det nye medie, der nærmest indbød til det.
Ophavsretten er det, musikerne har at klamre sig til. Derfor gør de det. Det har da heller ikke været helt uden resultater. Det har nemlig resulteret i streaming-tjenester, hvor man kan få adgang til en masse musik for små penge, som så går videre til ophavsretshaverne. TDC har sådan en. Men systemet er så hullet som en si, at det slet ikke vil undre, hvis nogle af dem, der kæmper for ophavsretten, selv piratkopierer i smug.
ANDERS LASSEN er ny direktør for KODA. Det er ham, der - ligeledes i DPA's medlemsblad - i et interview påpeger, at antipirat-kampagnen har været yderst problematisk for KODA, som har fået et bad guy-image og endda er blevet sammenlignet med mørkets fyrste fra Star Wars-filmene, Darth Vader.
Det vil han gerne væk fra, og derfor vil der blive satset anderledes og mere realistisk. »Vi står i et brændende hus, cd-salget falder som en sten«, siger han. »Salget af koncertbilletter går ikke nødvendigvis op. Vores indtægtsgrundlag falder dag for dag«.
Men han siger også: »Prøv ikke at flygte fra den digitale udvikling. Omfavn den i stedet«. Hvilket er nye toner i musiklivet.
RECEPTEN ifølge Lassen er, at cd-salget, som hidtil har været hovedindtægtskilden, ikke skal erstattes af én ny, men af 100 andre små indtægtskilder. Man ihukommer salig formand Maos opfordring til at »lade 100 blomster blomstre«. Som direktør for Infomedia, en succesrig betalingstjeneste for avisartikler, har han været med til en lignende øvelse, da dagbladene stod over for at skulle vænne sig til de nye medier. Han har også erfaringer fra tv og netradio.
Den nye direktør vil se på lokal- radioernes streaming, selv om der kun er småpenge at hente, og han, dvs. KODA, har allerede givet lavere takster til populære udenlandske streaming- tjenester som Spotify, som man hidtil har holdt lidt på afstand. Medspiller i stedet for modspiller. Så vil han også smelte fedtlaget af musikindustrien, centralisere og fyre, så flere penge går til musikerne, og der skal eksperimenteres. Det er tiltag, der står i hans bog, men der skal nytænkes endnu mere, og han ser fremtidens indtjening for musikerne som et kludetæppe.
Et tæppe, der kun lige er løftet en flig af, og om øvelsen lykkes, er endnu for tidligt at sige. Der kan være langt igen, men det skal blive spændende at følge, om den nye, digitale strategi kan løse det problem med cirklens kvadratur, som de nye medier har skabt, men som det endnu ikke er lykkedes nogen at komme i nærheden af at finde løsningen på, heller ikke EU.
Et forsøg værd. Unge mennesker, både musikere og ikke-musikere, vil mene, det er på tide.
