Leder

Øvlisens kultur

28. marts 2011

KUNSTEN AT fremme kunsten. Sådan hedder et manifest, som Mads Øvlisen har fremlagt efter fire år som formand for Statens Kunstråd. Han har før været fremme med kritik af, at der er for få frie midler til kunststøtte, fordi de fleste penge er låst fast til bestemte formål. Nu skærper han stemmeføringen i en efterlysning af en overordnet kulturpolitisk vision, idet han henviser til en undersøgelse fra Børsen, som viser, at 35 procent af vælgerne gerne ser, at kunst og kultur spiller en rolle i den kommende valgkamp.

Han mener, at både kulturminister Per Stig Møller (K), de andre kulturpolitikere, kommunerne, kunstnere, tv og pressen skal oppe sig og få gang i debatten, for kunsten har en vital betydning for demokratiske samfund som garant mod forhold som dem i autoritære stater, hvor kunsten ensrettes. Kulturminister-posten bør også tillægges højere status i regeringen, og det behøver ikke handle om flere penge, mener Øvlisen.

DET ER JO svært stof det her, for i de snart 50 år, kulturministeriet har eksisteret, har der udkrystalliseret sig nogle støtteordninger, som er forbundet med armslængdeprincippet, hvilket betyder, at politikerne ikke specifikt skal blande sig i, hvem og hvad der støttes, men udstikke rammerne. På mange måder den mindst ringe ordning.

Per Stig Møller tilbageviser kritikken med, at Mads Øvlisen netop tænker østblokagtigt, når han vil have mere politikervision. Kunstneren Bjørn Nørgaard føjer spot til skade og foreslår, at Statens Kunstråd nedlægges, da det er et østtysk skrummel.

DET VAR så vist ikke lige det, Øvlisen mente, men når det kommer til det konkrete, må der mere til, end de få tiltag han nævner, såsom styrkelse af kreative fag i børnehaver og skoler. Ellers drukner det i uklar retorik. Hvordan skal der flyttes om på de store klumper i kulturbudgetterne? Hvordan ser Øvlisens egen overordnede vision ud? Det er det konkrete, der kan diskuteres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu