Leder

Den, der tier, samtykker

2. marts 2011

StatsministerLars Løkke Rasmussen virkede træt og irriteret på gårsdagens pressemøde. I en halv time blev han trukket igennem en byge af spørgsmål om den ulovlige sagsbehandling i Integrationsministeriet.

Igen og igen gentog statsministeren, at han ikke vil udtale sig, før han har modtaget et notat fra Birthe Rønn Hornbech »en af de første dage i næste uge«.

Hvorfor statsministeren er så spændt på indholdet af netop det notat, kan undre. Birthe Rønn Hornbech har for længst afvist, at hun ser sig i stand til at komme til bunds i sagen.

Ministeren mener altså ikke, at embedsmændene i hendes ministerium er kompetente til at udrede, hvordan det kan lade sig gøre, at de i årevis har givet ulovlige afslag på statsborgerskab til statsløse palæstinensere født her i landet.

Måske er sandheden nærmere, at hun ikke bryder sig om at høre svarene fra de embedsmænd, hun gentagne gange har beskyldt for at begå »fatale fejl« og for at køre »med skyklapper på«. I går placerede to anonyme embedsmænd i Information således entydigt ansvaret for ulovlighederne på ministerens bord.

Birthe Rønn Hornbech har to gange overhørt umisforståelige fortolkninger fra netop sine embedsmænd om ulovligheden i at give afslag til statsløse unge. Desuden har hun syltet en orientering om sagen udarbejdet til Folketinget i 12 måneder.

Disse oplysninger burde være simple for både stats- og integrationsminister at be- eller afkræfte. Havde det sidste været muligt, ville det nok for længst være sket.

Alligevel fastslog statsministeren i går, at Birthe Rønn Hornbech ikke er en belastning for regeringen, selv om han »ser med stor alvor på sagen«.

»Jeg har tillid til alle mine ministre, og de er kun ministre, fordi jeg har tillid til dem. Sådan er det,« sagde han således under gårsdagens pressemøde.

Hvis det virkelig passer, må han være det sidste menneske i Danmark, der har tillid til Birthe Rønn Hornbech som integrationsminister.

Derfor måvi nu spørge Lars Løkke Rasmussen: Hvorfor opretholder du troen på, at du kan få en forklaring fra integrationsministeren, som for længst selv har afvist, at hun kan levere den forklaring?

Hænger det sammen med, at den årelange skandale ikke begrænser sig til personen Birthe Rønn Hornbech?

Den første statsløse palæstinenser blev ulovligt afvist helt tilbage i 2004. Her må ministeriets embedsmænd have kendt til konventionerne. Samme år var to af ministeriets chefer i stand til at skrive en håndbog med udførlig beskrivelse af, hvordan FN-konventionerne giver statsløse født her i landet krav på statsborgerskab, medmindre de er terrorister eller straffet med fængsel i mere end fem år.

Alligevel fortsatte ministeriet med at give afslag på afslag. Det er sket både under Bertel Haarders og Rikke Hvilshøjs perioder som ministre, mens de er blevet betjent af departementschef Claes Nilas, der på grund af sin fortid som ministersekretær for Erik Ninn-Hansen under Tamilsagen burde kende grænserne for arbejdet i centraladministrationen.

Vi ved altså,at Birthe Rønn Hornbech har handlet imod bedre vidende og imod konventioner, vi selv har tiltrådt. Men vi ved også, at hun ikke er den eneste integrationsminister, som ikke har levet op til sin forpligtelse over for statsløse borgere. Vi ved derimod endnu ikke, om denne praksis, som har været ført under tre forskellige integrationsministre, har været kendt i Statsministeriet. Selv siger statsministeren, at han ikke personligt har kendt til sagen, men han udelukker ikke, at Statsministeriet kan have været orienteret:

»Jeg er ikke bekendt med, at det skulle forholde sig anderledes i min organisation. Og så har jeg ikke yderligere at tilføje for nærværende,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Der er tremulige forklaringer på , at Birthe Rønn Hornbech efter at være undsagt af sine egne embedsmænd stadig i dag er integrationsminister:

Den første er, at statsministeren faktisk har tillid til, at hun ikke har gjort noget forkert. Den er svær at tro på.

Den anden er, at statsministeren er for svag til at overbevise Birthe Rønn Hornbech om, at hun selv skal trække sig. Hvis det er rigtigt, risikerer hun at tage hele den borgerlige regering med sig i faldet.

Den tredje mulighed er, at skandalen faktisk ikke kan begrænses til Bir-the Rønn Hornbech og Integrationsministeriet, men involverer flere ministre og ministerier.

Indtil videre kan vi vælge mellem den anden og den tredje mulighed. Men vi kan fastslå, at så længe statsministeren lader Birthe Rønn Hornbech sidde som minister, er ansvaret for sagen ikke hendes alene. Det falder tilbage på hele den borgerlige regering.

Når statsministeren på gårsdagens pressemøde står og siger ingenting, siger han indirekte, at hans regering foreløbig kan leve med denne sag.

For den, der tier for længe, kommer som bekendt nemt til at samtykke.

Serie

De unge statsløse

Frem til begyndelsen af 2010 afslog Integrationsministeriet i mindst 22 tilfælde at give dansk statsborgerskab til unge statsløse, der er født i Danmark. Afslagene var ulovlige, fordi Danmark i 1977 tiltrådte en FN-konvention, der netop garanterer statsborgerskab til disse unge statsløse. Det står klart, at ministeren og ministeriets embedsmænd kendte til konventionen, men alligevel fortsatte fejlbehandlingen af ansøgningerne.

Seneste artikler

  • Ministerium gav FN tom forsikring om statsløse

    6. juni 2011
    I august 2003 forsikrede Integrationsministeriet FN om, at fastlæggelse af statsborgerskab var en del af den 'almindelige asylprocedure' i Danmark. Men sagen om de statsløse kurdere, som Information for nylig har afdækket, viser, at det ikke var korrekt
  • Rønn ændrede først kurs, da ulovlig praksis blev opdaget

    9. maj 2011
    Forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech lod ulovlig praksis fortsætte og hemmeligholdt sagen om de statsløse i halvandet år. Da en advokat fik nys om, hvad der foregik, gik der otte arbejdsdage, før ministeren skiftede kurs
  • Ministerium skjuler oplysninger i statsløsesag

    13. april 2011
    Integrationsministeriet har overstreget konklusionen i et dokument, inden det blev udleveret som aktindsigt i statsløse-sagen. Overstregningen er sket af hensyn til Sverige, anfører ministeriet, men det er åbenlyst i strid med loven, vurderer eksperter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sagen i en nøddeskal!

Vi må derudover forlange at se den nu hemmelige undersøgelsesrapport, der blev udarbejdet i forbindelse til Rønns samråd i sidste måned.

Samrådet blev endda udsat, så den igangsatte undersøgelse kunne blive så fyldestgørende som muligt!

Den undersøgelsesrapport må Løkke uden tvivl havde læst, så hvorfor afventer han nu en redegørelse fra Rønn (som jo er mindre omfattende), når der i en måned har foreligget en fix og færdig undersøgelse, der giver svar på en masse af de spørgsmål man med rette må stille, og som ingen endnu har villet svare på.

Løkke har derved gjort sig medskyldig i ulovlighederne ved sin passivitet, da han er fuldt orienteret om sagen, - som minimum via den hemmeligstemplede undersøgelsesrapport fra sidste måned.

Og hvis jeg skal gætte :Mon ikke Rønn har fremlagt kompromitterende materiale i undersøgelsesrapporten omkring andre ministerier og tidligere ministre, siden den ikke måtte offentliggøres...

Heinrich R. Jørgensen

Mon ikke Lille-Lars efter en kort periode med tumult om Birthe Rønn Hornbech, fyrer damen, giver den gas som tilhænger af retsstat, kosmisk retfærdighed og for luftet sin personlige indignation?

For derefter at udskrive valg kort efter, hvorefter landets journaliststand glemmer alt om sagen i en måneds tid?

Udlændingepolitikken har været det centrale i VKs værdipolitik og diskurs, så det virker helt utænkeligt, at regeringstoppen har været uvidende om konventionsbruddene.

Når BRH sidst i august 2008, hvor hun for første gang bliver gjort opmærksom på problemet af sine embedsmænd, ikke pludselig kan begynde at overholde konventionerne og give statsborgerskab til statsløse palæstinensere, er det så ikke fordi det kunne tænkes at give ballade hos nogen på et meget ubelejligt tidspunkt?

Ro på bagsmækken var vigtigt, for “i sommeren 2008 lagde (Claus Hjort) 2 og 2 sammen og nåede frem til konklusionen: Fogh var på vej væk. Bag kulisserne planlagde han de facto magtovertagelsen sammen med Lars Løkke”.

citat fra: “Præsidenten” af Mylenberg og Steenbeck, side 20-21.

Fuldstændig enig i lederen - men mon ikke statsministerens og regeringens ambitioner er reduceret til en - nemlig at sidde resten af perioden ud - og derfor ingen hastværk.

Det er desværre tydeligt at både Birthe og Lars er jurister, og dermed potientielle tågeeksperter, og de mange halvkvædede svar i sagen får efterhånden Nyrup's uld i mund til at lyde som Fritz Wunderlich.

http://www.youtube.com/watch?v=oyCVx1IpE6w

Tom W. Petersen

Mon statsministeren tror, at befolkningen tror, at han ikke har haft sin integrationsminister inde på sit kontor en del gange og er fuldt ud vidende om alt, hvad der er foregået i hendes ministerium?

Ole Chemnitz Larsen

Misforstået loyalitet med magten..

Det mest sandsylige er, at Rønn har opdaget ulovlighederne fra første færd som minister, men ikke har vovet at slå ind på en lovlig praksis, der jo ville blotlægge de ulovlige afslag på statsborgerskab.