Leder

Tilfældet Syrien

Debat
28. marts 2011

Den palæstinensiske forfatter Said Aburish, hvis biografier om Huset Saud, Yassir Arafat og Saddam Hussein medførte, at han ikke uden risiko for liv eller førlighed kan rejse i arabiske lande, beklagede for nylig, at de arabiske demokrati-revolter »er i bekneb for personligheder«. Han savnede ledere, der artikulerer vreden karismatisk.

Umiddelbart synes udsagnet selvmodsigende — artikuleret demokratisnak er ikke det, karismatiske arabiske ledere har brilleret med gennem tiden. Men det har den pointe, at vores viden om, hvad de revolterende vil sætte i stedet for de despotier, de aktionerer mod med dødsforagtende fredsommelighed, faktisk er sparsom. Og ingen ved, hvem der kommer efter ragnarok.

Hvad vi ved, er, at den arabiske verden står over for et nyt fænomen, nemlig kravet om regeringer med folkelig legitimitet. De siddende diktatorer — som de forhenværende i Kairo og Tunis — ville alle tabe demokratiske valg i morgen, måske med én undtagelse: Syriens Bashar al-Assad, hvis fravær af karisma er iøjnefaldende.

Et gennemgående træk ved den seneste uges demonstrationer mod det syriske styre har været, at de aktionerende har afholdt sig fra krav om styrets fald.

De har råbt på opgør med korruptionen, arbejde og brød, ret til at ytre og forsamle sig, men undlod afvigte fredag omhyggeligt at gøre den 45-årige præsident til skydeskive for slagord og paroler.

En årsag er, at Bashar i de 11 år, der er gået, siden han efterfulgte sin far, Hafez al-Assad, har akkumuleret betydelig politisk kapital i en befolkning, der udgør et etnisk miskmask af sunni'er, alawitter (præsidentens shia-sekt), kristne og kurdere — og som med et blik til naboerne i Irak og Libanon har prioriteret stabilitet over politisk frihed — godt hjulpet af en splittet opposition, der omfatter alt fra lærkesangsdemokrater til islamiske salafifundamentalister af bin Laden-skuffen.

De liberale har dyrket en myte om, at Bashar sådan set er ok, selv om hans system er pilråddent. At det kun var et spørgsmål om tid, før han gjorde sig fri af farens gamle garde, der med vicepræsident Farouk al-Shara som en af chefkustoderne har forhindret den unge mand i at begå de demokratiske dumheder, han ellers lover i den ene tale efter den anden, men som blev kvalt ved fødslen i 2001.

Bashars person kompenserede for udeblivelsen af konkrete reformer. Han ses som beskeden, ikke tyvagtig, en god far til sine tre børn og med en hustru engageret i det civilsamfundet. At hans fætter sidder på mobil-nettet, og at hans alawit-inderkreds i strategisk alliance med Damaskus' rige sunni-familier har monopoliseret Syriens 'økonomiske reformer' — liberaliseringen af den kommando-økonomi, det socialistiske Baath-parti iværksatte efter 1963-kuppet, der indledte Mellemøstens længste undtagelsestilstand — blev til en vis grad opvejet af hans udenrigspolitiske akkreditiver som leder af den arabiske modstand mod Israel og genetablering af Syriens afgørende indflydelse i Libanon.

Bashar al-Assad havde altså indtil fredag alle betingelser for at sætte standarden for den arabiske revolte — simpelt hen ved at gennemføre de krævede reformer ovenfra. Urolighederne i den sydlige region, der har kostet snesevis af dræbte, som regimet med vanemæssig løgnagtighed kalder »bevæbnede bander«, var ikke et fundamentalistisk oprør mod Bashar og hans stat, men mod en ubegavet guvernør og sikkerhedspolitiets lokale skrankepaver, der administrerer alt fra udrejse- til byggetilladelser.

Det var først, da15 børn blev fængslet efter at have moret sig med demokratigrafitti, de havde set på al-Jazeera, at de lokale klaner bulldozede frygtens mur. Men selv da fædre og sønner blev mejet ned af panikslagne sikkerhedsstyrker, hørtes ikke paroler om regimets fald.

De høres nu — ikke i Damaskus, hvor lumpenproletariatet blev udkommanderet til støttefest, uanset at mere end 50 ifølge Amnesty International er dræbt i hele landet — men i provinsbyer som Latakia, et alawit-center, hvor lokale imamer og etniske og politiske oppositionsgrupper greb det øjeblik, Bashar forsømte. 12 blev dræbt og 200 såret lørdag, da 'uidentificerede snigskytter' myrdede løs fra byens tage. Og hvem er de? Også sikkerhedsfolk meldes dræbt.

Løsladelsen af 260 politiske fanger, fyring af Dara'as guvernør, annoncering af en betydelig lønforhøjelse til offentligt ansatte samt vage løfter om at efterforske Dara'a-drabene, tilladelse af alternative politiske partier og ophævelse af den 48 år lange undtagelsestilstand har ikke dæmpet uroen. Bashars 'reform-pakke' er for lidt for sent. Måske kan han stadig nå at redde sit regime, men det kræver, at han selv går frem med omgående tiltag.

Men kan han det? Næppe. Hans beslutningsradius når ikke længere end til alawit-sikkerhedscheferne, der ifølge en gammel pagt overlader politikken til præsidenten, men ikke dens forvaltning. Disse folk vil se en præsidentåbning mod oppositionen som værre end højforræderi, nemlig desertering fra sekten. Det gør man ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rainer Lippold

Det er da et ret egendommeligt syn, som Lasse Ellegaard giver udtryk for sin artikel, når han betegner den syriske befolkning som "en befolkning, der udgør et etnisk miskmask af sunni’er, alawitter (præsidentens shia-sekt), kristne og kurdere". Er f.eks. den hollandske eller tyske befolkning så "et etnisk miskmask" af protestanter, katolikker og ikke-troende?
Religiøse tilhørsforhold, selv om de for det meste har en lang tradition, er ikke en del af etniske forhold.
Og så definerer min (Politikkens) ordbog "miskmask" som "noget, som er sammenrodet og dårligt".
Virkelig et absurd syn på tingene, Lasse Ellegaard, som blander religiøs intolerance og racisme sammen!