Leder

Venstrefløjspopulisme?

Det er for nemt for politikerne at komme med al deres snak, når de ikke mærker, hvordan det er. Man skulle tro, at de helst så os dø oppe på stilladset og blive kylet ned gennem affaldsskakten til containeren, så vi ikke bliver en byrde for samfundet...
31. marts 2011

Det er for nemt for politikerne at komme med al deres snak, når de ikke mærker, hvordan det er. Man skulle tro, at de helst så os dø oppe på stilladset og blive kylet ned gennem affaldsskakten til containeren, så vi ikke bliver en byrde for samfundet.

Frank Svensson, tømrer

I denne ugespurgte Information, om vi er vidner til en ny kulturkamp på venstrefløjen. En kamp hvor den akademiske elite er fjenden, og mærkesager som mangfoldighed og international solidaritet træder til side til fordel for en streng fokus på arbejderens vilkår.

Fra stadig flere fronter lyder nemlig kritikken af, at den parlamentariske venstrefløj har mistet kontakten til den arbejderklasse, der — i denne version af projektet — er selve dens raison d'etre.

Kritikken er i sig selv dybt væsentlig og holder — på sine gode dage — fokus på et meget væsentligt problem: At en betydelig del af det danske samfund ikke føler sig repræsenteret — og det i en tid, hvor krisen i kombination med et stadig mere globaliseret arbejdsmarked, har hængt deres job i tynde tråde, mens presset på de offentlige finanser har resulteret i f.eks. indhug i dagpengene og snart en afskaffelse af efterlønnen, så sikkerhedsnettet er gjort stadig mere stormasket. Det er et kolossalt problem som den venstre side af salen, med udsigt til at overtage magten, bør tage alvorligt.

Problemet er, at der samtidig åbnes en række mindre heldige fronter. Mest på spidsen sættes konflikten af 3F-konsulenten og medlem af SF's hovedbestyrelse, Mattias Tesfaye, der i en række indlæg har argumenteret for færre penge til universiteterne, Danmark som håndvækerland, og lukkede grænser for arbejdere fra Øst.

Man må håbe, at der blot er tale om provokationer, der jo kan opleves som nødvendige, når man skal sparke diskussioner i gang i gamle systemer. For ifølge Tesfaye har venstrefløjen udviklet sig til en snakkeklub med medlemmer, hvis virkelighed er milelangt fra det liv, der leves i 'det almindelige' Danmark.

»Røde DJØF'ere løser billet til Christiansborg, hvor de nede i kælderen står og drejer på nogle store hjul, hvor der står: inflation, erhvervsfrekvens og BNP. Den måde at drive socialistisk politik duer ikke, fordi den bedrives af mennesker, der ikke har noget på spil,« fastslår Mattias Tesfaye i lørdagens avis.

Der er altsåikke alene tale om, at akademikeren har andre værdier, og ikke forstår arbejderens verdenssyn, men, ifølge Tesfaye er han/hun pr. definition uegnet til at bedrive politik, fordi vedkommende ikke selv har noget 'på spil'.

Der bør uden tvivl levnes mere plads til den levede hverdagserfaring i politik, men at diskvalificere 90 procent af de folkevalgte på grund af deres manglende erfaring fra byggepladsen vil kun lede til, at en ellers vigtig diskussion ender i det absurde.

Men når der ude på byggepladserne er en oplevelse af ikke at blive set, skal der reageres. Efterlønsdebatten blev i høj grad ført hen over hovedet på dem, den berører, ligesom EU-diskussionerne alt for ofte går udenom de svære spørgsmål om effekterne på det danske arbejdsmarked.

Men det er sådan, vi skal tage diskussionerne. Ikke som provokerende indlæg, der blander kultur sammen med objektive politiske interesser.

Som Frank Svensson, en af de håndværkere Information talte med, præcist udtrykte det:

»Vi er sgu ikke sure på polakkerne. De skal have lov til at være her. Men vi er sure på politikerne. Det kan fandenrasme ikke være rigtigt, når de siger, at det er noget med EU, og det er teknisk, og jeg ved ikke hvad. Vi har kunnet rejse til månen de sidste 40 år. Så må vi sgu da også kunne finde ud af at skrive ned på et stykke papir, at arbejdsgiverne skal følge overenskomsten.«

Der skal ikketales ind til den potentielle vrede mod polakken.

Problemet er bare, at det er så forbandet fristende, når magten er lige om hjørnet, og den simple analyse af, hvorfor den har været ude af ens hænder så længe er, at andre ikke var for fine til at lave politik på disse følelser.

Man kan ikke klandre SF's dygtige strateger for at søge svar på, hvorfor Socialdemokraterne det seneste årti har mistet så mange stemmer til DF og Venstre.

Og selvfølgelig er det deres arbejde at finde måder at få de stemmer tilbage over midten på en facon, så de melder sig under Villys faner.

Men spørgsmålet er, hvad det skal koste.

Hvis prisen er, at der blot udvikles endnu en omgang hidsig retorik, der — garneret med et greb i den socialistiske parolehåndbog — mixer Anders Foghs afsmag for smagsdommerne med Pia Kjærsgårds foragt for de fremmede, er vi i gang med et tilbageskridt af de mastodontiske.

Lad debatten buldre på venstrefløjen, men skift ikke et højrepopulistisk projekt ud med en venstrefløjsversion, advarer historikeren Claus Bryld konkluderer:

»Det er jeg bange for vil smadre det sidste, der er tilbage af arbejderbevægelsen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu