En bølge af populisme

Italien og Frankrig skændes om ansvaret for de tunesere, som har krydset Middelhavet i kølvandet på Jasminrevolutionen. For at håndtere den pludselige tilstrømning har Italiens regering har udstedt midlertidige opholdstilladelser til et stort antal bådflygtninge, som dermed i princippet kan rejse frit rundt i hele EU. Men søndag aflyste de franske myndigheder togtrafikken over den italiensk-franske grænse ved Côte d'Azur for at forhindre tuneserne i at komme ind i landet, hvor mange af dem har venner og slægtninge.

Den italienske regering betegner det franske tiltag som en klar overtrædelse af EU's grundprincipper og har klaget til Europa-Kommissionen, men kommissionen svarede i går, at Schengen-traktaten kan suspenderes midlertidigt af hensyn til den offentlige orden. Udvandringen fra Nordafrika får alle de europæiske lande til at fralægge sig ansvaret: Enten må naboerne tage slæbet, eller også må Bruxelles tage affære.

Det er et ynkeligt skue, for uanset om immigranterne betegnes som politiske eller økonomiske flygtninge, ligger der et menneskeligt drama bag beslutningen om at forlade familie og venner i hjemlandet og sætte livet på spil under overfarten.

Italiens beslutning om at udstede midlertidige opholdstilladelser til en stor del af de over 25.000 bådflygtninge, som foreløbig er ankommet til landet, skal ses på baggrund af den udlændingelov, som regeringen i Rom fik vedtaget i maj 2009. Loven, der af eksperter betegnes som EU's strammeste udlændingelov, medfører, at udlændinge, som ikke er EU-borgere, straffes med fængsel for at opholde sig på italiensk territorium uden gyldig opholdstilladelse.

Men da Italiens fængsler allerede er fyldt til bristepunktet, har den italienske regering i den aktuelle situation været nødsaget til at udstede midlertidige opholdstilladelser. Ellers ville det stå pinligt klart, at loven i praktisk forstand ikke kan appliceres, men blot tjener det illusoriske sigte at afskrække immigranter. Det er således ikke af humanitære årsager, at den italienske regering har valgt at give tuneserne midlertidig opholdstilladelse, men snarere for at undgå en uigennemtænkt lovs skadevirkninger og for at tørre problemet af på nabolandene. Beslutningen har vakt vrede i de øvrige EU-lande, som henviser til Dublin-forordningens bestemmelse om, at ansvaret for immigranter påhviler det første ankomstland. EU-landenes holdning til immigrationsspørgsmålet svinger således mellem to yderpositioner: Enten er man sig selv nærmest, eller også er immigranterne et fælleseuropæisk ansvar.

Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, har betegnet tilstrømningen fra Nordafrika som »en tsunami«, som om der var tale om en naturkatastrofe og ikke om mennesker i nød. Frankrig, Italien og de øvrige EU-lande behandler spørgsmålet, som om det var konsekvensen af høj sø og ikke et produkt af nordafrikanernes forståelige ønske om frihed, velstand og demokrati.

Men det, der forener Frankrig, Italien og mange andre lande i Europa, er en bølge af populisme, som forvandler fattige immigranter til en trussel mod vores velstand og tryghed: »Mange regeringer håndterer immigration på en måde, som er mere politisk end teknisk, fordi politikerne altid har det næste valg for øje,« udtalte Laura Boldrini, som er talskvinde for FN's flygtningehøjkommissariat i Sydeuropa, i Information lørdag.

Frankrigs nyudnævnte indenrigsminister, Claude Guéant, meddelte forleden, at hans mål er at reducere den årlige indvandring fra 200.000 til 180.000 personer. Repræsentanter fra den italienske regering har været på nippet til helt at opgive EU, hvis ikke de europæiske lande kan blive enige om en solidarisk fordeling.

Men de vandt selvfølgelig også valget i 2008 på et løfte om at bremse tilstrømningen. Det gælder også regeringen her i landet, som på forhånd afviser en solidarisk fordeling af immigranterne fra Nordafrika. Regeringerne i en række europæiske hovedstæder behandler således den enkelte immigrant, som om vedkommende først og fremmest koster stemmer.

Inden præsidentvalget i Frankrig til næste år står Nicolas Sarkozy dårligere end nogensinde i meningsmålingerne. Den franske præsident kom til magten i 2007 ved at tage stemmer fra det yderste højre, og hvis han overhovedet skal kunne gøre sig forhåbninger om et genvalg, er han nødt til at gentage kunststykket. I Italien har regeringen, som inkluderer det fremmedfjendske parti Lega Nord, baseret sin udlændingepolitik på bilaterale aftaler med typer som Mubarak, Ben Ali og Gaddafi.

Forsøget på at tørre ansvaret for de nordafrikanske immigranter af på partnerne i EU handler naturligvis mest om at dække over, at denne politik har vist sig at være en fatal fejl. Det, der for tiden forener de europæiske lande fra Finland til Sydeuropa, er en stigende bølge af fremmedangst populisme, som samtidig skaber konflikter mellem EU-landene.