Leder

Demokratisk arabesk

20. april 2011

DEN FØRSTE EUFORI efter 'Tahrir-revolutionen' er nu en glad erindring i egypternes bevidsthed. I deres optik genindsatte den Egypten i den ledende kulturelle og politiske rolle, der var gået tabt under 30 års brutalt despoti. Årsagerne til omvæltningerne i Egypten er mangeartede. Som den fremtrædende forfatter til bl.a. Yacoubians hus Alaa al-Aswany gjorde gældende i et polemisk avisindlæg i sidste uge, tilhører revolutionen folket, men den administreres af militæret.

Læsning af al-Aswanys kommentarer det seneste år er billeder på oprørets baggrund i en svag stat, hvor politibrutalitet, korruption og et falleret sundheds- og uddannelsessystem leverede daglige eksempler på folks lidelser. Det gennemgående tema i disse mini-essays, der blev trykt i egyptisk presse og på nettet, er en isnende kritik af et præsidentielt system, der foretrak inkompetente spytslikkere frem for fagligt duelige folk på samfundsvigtige poster i regering og administration. Han begræder hjerneflugten fra 80'ernes begyndelse til i dag, under hvilken tusinder af højtuddannede egyptere pakkede deres kufferter og flyttede til Golfen eller til Vesten og derved drænede landet for kompetence. Nogle frivilligt, andre drevet ud af sikkerhedstjenesterne, misundelige rivaler og en altid villig presse, der hetzede mod dem på kommando ovenfra. Et eksempel er Mohamed ElBaredei, der fik Nobels Fredspris for sin indsats som chef for FN's atomagentur, og som i samme sekund det dæmrede for Mubarak-kliken, at han kunne blive en seriøs konkurrent ved et kommende præsidentvalg, blev bagtalt som amerikansk og israelsk agent, hvor han i Washington og Jerusalem blev set som iransk agent, fordi han nægtede at affatte sine rapporter om det iranske atomprogram, så de passede til USA's, EU's og Israels teorier om luskede kernevåben-hensigter.

SOM DET ER FREMGÅET af de seneste dages reportager fra og analyser af den egyptiske revolutions fremtid, er hvedebrødsdagene mellem militæret og de unge på Tahrir-pladsen overstået. Nu forestår et sejt slagsmål om indflydelse på den demokratiske proces, der tegner sig som de slyngede arabesker i Andalusiens Alhambra-palads, i hundreder af år et arabisk kulturcentrum, og som H.C. Andersen i 1863 beskrev som »sindets kniplinger« i rejsebogen I Spanien.

Som det ser ud nu, synes der at være indgået et fornuftsægteskab mellem det regerende militærråd og Det Muslimske Broderskab, der truer med at marginalisere dem, der ifølge al-Aswany har ejendomsret til revolutionen, nemlig de unge demokrater, der sammen med muslimske brødre fra organisationens ungdomsafdeling tog slæbet på Tahrir-pladsen.

GENERALERNE HAR erklæret, at det fremtidige Egypten vil blive »gennemsigtigt og fuldt demokratisk«, men det er tale, der ikke viser sig i handling, hvis man kigger på udviklingen frem til i dag. Nogle kommentarer taler om, at 'mubarakismen' også vil være den fremtidige styreform blot med den forskel, at de religiøse grupper nu anerkendes som lovlige deltagere i det politiske liv. Det Muslimske Broderskab har dannet et parti efter tyrkisk model, hvis ledere anslår, at det vil få tre fjerdedele af stemmerne ved det kommende parlamentsvalg til september. Så galt går det næppe, men at islamisterne vil blive styrket politisk i det nye Egypten anses for at være ikke kun sandsynligt, men givet. Taberne vil være de oppositionsgrupper, der indledte opgøret med Mubarak-kliken, men som ikke i løbet af den korte sommer kan nå at etablere sig organisatorisk og økonomisk, så de bliver alvorlige konkurrenter til de bedre organiserede og mere pengestærke islamister og buketten af allerede etablerede gamle partier, der accepterede rollen som 'opposition' i Mubaraks Mickey Mouse-parlament.

DER TEGNER SIG en politisk arabesk, hvis slyngninger bæres af tre elementer: Hæren, brødrene og amerikanerne. Forlydender vil vide, at Washington har besluttet sig til at satse på de moderate sunni-partier som fremtidig bærebølge i Mellemøsten.

Det Hvide Hus har erkendt, at energiforsyningen ikke længere sikres af de frønnede og forhadte diktaturer, og tegn på denne tendens er både Bush-regeringens og nu Obamas tackling af de tyrkiske islamister i Erdogan-regeringen. Tyrkiet har brudt med Israel, USA's hovedallierede i Mellemøsten, det tyrkiske parlament sagde i 2003 nej til amerikanske troppers passage gennem Tyrkiet til Irak, hvilket kostede Pentagon en bondegård, og tyrkerne er heller ikke blevet straffet for deres klart pro-iranske holdning i atom- striden mellem Teheran og Vesten.

Meget tyder på, at USA har taget en strategisk beslutning allerede for et stykke tid siden, som går ud på at skifte de siddende diktatorer ud med sunni-demokratier, der er til at tale med.

De potentielle tabere i denne proces er de ægte demokratiske arabere og Israel. Hvilket kun israelerne indtil videre har opdaget. Og om et øjeblik vil også de arabiske demokrater opdage det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu