Leder

Haves: ambition — Ønskes: talent

5. april 2011

Det fyger med forlydender om, hvor hårdt en kommende socialdemokratisk ledet regering vil sætte sig på magten — forudsat, at vælgerne løfter de respektive partibagdele op i taburethøjde.

I forlydenderne indgår, at Socialdemokraterne forestiller sig, at fagministerierne skal styres tæt. Ikke bare fra Statsministeriet og Finansministeriet som i Anders Fogh Rasmussens Venstre-velmagtsdage, men tillige fra et særligt Samordningsministerium.

Og mere end det: Også indefra i det enkelte fagministerium vil Socialdemokraterne angiveligt styrke den politiske styring. Det skal ske ved at indskyde et nyt lag politikere mellem ministeren og embedsmændene. Sådanne politikere indskudt i embedsapparatet går almindeligvis under betegnelsen statssekretærer.

Forståeligt er det, at politikere kan mene, at de er valgt til at styre efter en politisk linje. Og at det derfor gælder om at sikre, at den politiske linje kan sættes igennem uden uoverkommelig gnidningsmodstand fra et vrantent embedsværk.

Men, men. Der er indtil flere men'er. Et påfaldende af dem handler om talent. De danske politiske partier er en skygge af sig selv. For to slægtled siden var 20 procent af Danmarks voksne befolkning medlem af et politisk parti. Det gav partierne folkelig forankring og et stort udbud at hverve talenter fra. Typisk gik den politiske karrierevej gennem partiernes ungdomsorganisationer, måske supplerende skoling i kommunalbestyrelse eller amtsråd, dernæst en plads i Folketinget, hvorpå vigtige ordførerskaber gav indsigt, tyngde og flair til at kunne bestride en ministerpost med succes.

I dag er mindre end fem procent af befolkningen medlem af et politisk parti. Et skrump på mere end tre fjerdedele af talentmassen!

Pinagtigt svært var det allerede under Poul Schlüters firkløver-regeringer i 1980'erne for det medlems-svageste regeringsparti, Centrum-Demokraterne, at stille med ministre. Da Schlüter i sin regeringsledertid var uengageret i at fremelske en ny konservativ ledergeneration, begyndte samme problem at plage ham selv. Siden er det blevet værre. De Konservative døjer tydeligvis med at sætte kvalificerede folk i spidsen for ministerierne. Hvad så med statssekretærer?

For slet ikke at tale om et parti som Liberal Alliance. Hvis partiet skal med i en mirakuløst sammenskrabet borgerlig regering, kan Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll tage de to ministerposter. Men hvor skal de tos statssekretærer komme fra? Fra Saxo Banks direktionsgang?

Tænkeligt er den barske virkelighed, at kun de største partier, Venstre og Socialdemokraterne, vil være i stand til at stille med kvalificerede kandidater til statssekretærposter. Og det endda med nød og næppe for der skal jo også være lyse hoveder til at sikre åndeligt liv i folketingsgrupperne.

Jovist, man kan prøve at købe sig fra talentproblemet. Sådan som partierne har gjort ved at puste deres Christiansborg-sekretariater op med professionelle. Og som de har gjort ved at indsætte spindoktorer til at bistå ministeren med politiske narrestreger.

Allerede i 1998 konstaterede journalisten Torben Krogh i bogen 'Farvel til partierne':

»De offentlige tilskud er i dag for alle partier den vigtigste indtægtskilde, og flere af dem er blevet totalt afhængige af dette tilskud. Sideløbende er partiernes stabe af professionelle medarbejdere vokset markant. Udformningen af politiske positioner er i stadig højere grad rykket over i disse sekretariater på bekostning af de almindelige partimedlemmers indflydelse. Det er sekretariatsmedarbejderne, partiets ledere rådfører sig med, i langt højere grad end med medlemmerne ude i vælger- og partiforeninger.«

Hvad godt ville der komme af at indsætte nogenlunde de samme sekretariatsmedarbejdertyper i stillinger som statssekretærer? Deres forank-ring i partiets vælgere, traditioner og tankegang er beskeden eller mindre end det. De er en slags lejesoldater i nutidens politiske liv.

De er i hvert fald embedsmænd, omend af den ærgerrige og smarttænkende slags. Skulle det hjælpe på den politiske viljes gennemførelse i ministerierne at kile dem ind mellem ministeren og de 'almindelige' embedsmænd?

Erfaringerne med de spindoktorer, der har hærget i ministerierne de sidste tiår, har ikke ubetinget været positive. Endnu mere lusk og intrige på ministerialgangen vil ikke være befordrende for offentlighedens tillid.

Hertil kommer risikoen for, at regeringstoppen søger at modbalancere ministres politiske læning ved at indsætte modsat lænende statssekretærer. Så flytter den partipolitiske magtkamp ind i ministeriet.

For resten er der også en ministeransvarlighedslov. Skal den kun gælde for ministeren? Hvad med statssekretærerne? Får de ansvarsfrit spil?

Kommende regeringsdannere bør tænke sig grundigt om, inden de indfører en skik, der kan vise sig at være en uskik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu