Leder

Hyggelig 1. maj

30. april 2011

DET ER 139 ÅR siden politi og gardehusarer blev sat ind mod mænd, kvinder og børn i Slaget på Fælleden den 5. maj 1872. Dansk Internationales ledere, Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff, havde kaldt til protestmøde i solidaritet med strejkende murere, men blev samme morgen hentet på initiativ af Københavns politidirektør Crone hed han. Da arbejderfamilierne mødte på Nørre Fælled de færreste var vel klar over, at deres ledere ikke kunne tale til dem udartede protesten til voldsomme kampe med mange sårede, men ingen dræbte. Det er jo Danmark.

Og frygtens lænke var brudt. Fælledbataljen blev optakt til hovedaftalen i 1899, arbejdsmarkedets grundlov den dag i dag. Og i morgen vil LO's Harald Børsting og Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt fejre arbejdernes internationale kampdag med krav om stationær efterløn, vel vidende at den jo ender med at blive afskaffet og ellers hygge sig med valgudsigten.

Hvis deres taleskrivere mod forventning vender blikket udad, bliver det i bisætninger. Fremmede er ikke stof til 1. maj-taler i et land, hvor et parti, der er grimt indefra, har kyst politikerne med undtagelse af stædige radikale fra at se arabere og muslimer som mennesker. Faktisk er det forbløffende, som socialdemokrater, SF'ere og selv gamle kommunister har glemt, hvor de kom fra.

MEN HVIS NOGEN fortjener at blive hyldet på denne 1. maj, hvis nogen fortjener den solidaritet, der er dagens adelsmærke, er det 'den arabiske gade', de mennesker, der for mindre end et halvt år siden var foragtet for politisk passivitet og manipuleret af mere eller mindre velformulerede diktatorer.

En af de mest artikulerede er Syriens Bashar al-Assad, hvis dygtige engelsk og en europæisk sans for humor fortryllede Folketingets Udenrigspolitiske Nævn i marts sidste år, og som har betaget den stedlige danske ambassadør, der indtil forleden var overbevist om diktatorens vilje til reformer.

At Bashar al-Assads undersåtter hver fredag marcherer ind i kugleregnen fra hans sikkerhedsstyrker, er ikke just anerkendelse af disse reformer. Som deres sproglige fætre og kusiner i Yemen, Jordan, Egypten, Algeriet, Tunesien, Bahrain, Oman og i beskedent omfang Saudi-Arabien fortsæt selv listen har de smidt frygtens lænker, rede til at satse liv og lemmer på en bedre og frem for alt mere værdig fremtid. Jo, oliepriser, inflation, arbejdsløshed og fravær af fungerede uddannelses- og sundhedssektorer animerer utilfredsheden, men oplevelsen af at blive behandlet som kvæg er vredens motor.

At vreden er kommet bag på de lokale despoter, er ikke underligt de er løsrevet fra deres virkelighed, omringet af sleske spytslikkere og rådgivere, der mister jobbet (og undertiden friheden, hvis ikke hovedet), hvis de formaster sig til at oplyse cheferne om deres forvaltning af familiegodserne med egen stol i FN. Som om for at citere den egyptiske forfatter Alaa al- Aswany det var kyllingefarme, der kan gå i arv fra far til søn uanset landenes formelle status som republikker.

Det var eksempelvis illustrerende for despotens selvforståelse, da 45-årige Bashar al-Assad i et forsøg på at vende stemningen for nogle uger siden selv rejste til området omkring provinsbyen Daraa, arnestedet for urolighederne, og 'tilgav' de utilfredse nedrivningen af hans fars (og forgængers) billeder og statuer, der skæmmer Syriens offentlige rum. Han talte til dem, ikke med dem, for han ser sig selv som halvgud i dette tilfælde en sekulær halvgud, men ikke desto mindre patriarkalsk autoritet og grunden er, at ingen har fortalt ham, at hans folk er ligeværdigt. Heller ikke Vestens demokratiske regeringer, deres diplomater, kultur-ngo'ere og udsendte teknokrater, der mænger sig med hans regime-bureaukrater på de mondæne restauranter i det centrale Damaskus, hvor delikatessen er de dybstegte sangfugle, hans 'arabiske gade' ikke har råd til.

Nu synger gadens aktivister en sang, der ikke er så kvidrende, nemlig sangen om frihed og (lige)værdighed. Og indtil videre synger de solo for bortset fra i forhold til Gaddafis Libyen, hvis olie- og gasforekomster er europæisk indenrigspolitik, holder Vesten generelt vejret og ser den anden vej i håbet om, at despoterne genopretter stabiliteten. Den er vigtigere end sjusket demokrati, hvor oh ve, oh skræk islamiske elementer kan gå hen og få indflydelse. Da har de først balladen for hvad så med Israel?

DET ER GANSKE VIST logik for perlehøns, at også demokratier iagttager Otto von Bismarcks diktum om, at stater ikke har venner, men interesser. Men i demokratier er det tilladt at udvise solidaritet. Og selv om det lyder naivt det er jo majdag ville det af hensyn til arbejderbevægelsens solidariske arv klæde dagens talere at sige noget mere end »efterløn« og formidle mere end snarlig valghygge. F.eks. at kræve humanitær politisk handling, der stopper drab på modige arabiske demonstranter. Når det angår krig mod muslimer er vi jo ophørt med at hygge os i smug. e.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu