Kampen om skolegården

Om juicebrikker med gift nogensinde nåede frem til skolen i det sydlige Afghanistan, vides ikke. Men at terrorister angiveligt ville forgive eleverne i spisefrikvarteret, fremgår af en af de 14.821 fortrolige amerikanske efterretningsrapporter, vi fra i dag kan offentliggøre via Wikileaks.

Oplysningen om et muligt giftangreb kommer fra en af de mange civile afghanere, der dagligt sætter livet på spil for at hjælpe NATO-koalitionen med præcise efterretninger om Talebans og andre islamistiske militsers aktioner. Som første medie i verden kan vi rapport for rapport, nærbillede for nærbillede eksponere, hvordan den afghanske civilbefolkning oplever krigen, når de leverer rapporter til koalitionen. Hidtil har vi primært måttet støtte os til oplysninger fra NATO og koalitionsstyrkernes regeringer, herunder den danske.

Dem har vi desværre ikke haft grund til at stole blindt på. Det har heller ikke været tilfældet med de afghanske indberetninger, men de er med til at nuancere og korrigere billedet af krigens gang.

Udviklingsminister Søren Pind erklærede så sent som i august 2010 sin uhildede stolthed over etableringen af skoler i Afghanistan. Denne indsats viser, at »Danmark virkelig gør en forskel« for de afghanske elever, der har en »kæmpe appetit på at lære«, jublede han ved et besøg på en afghansk skole med henvisning til opgørelser, der viser, at syv millioner elever i dag går i skole. Heraf 2,5 millioner piger.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fulgte op i sin seneste åbningstale i Folketinget 5. oktober: »Det er en stor glæde at tale med afghanske skolebørn og skolelærere. De udtrykker en glæde og entusiasme, der smitter.«

Vi ser det for os: Videbegærlige børn hinkende og fløjtende på vej til skole.

Billedet står imidlertid i skærende kontrast til den afghanske virkelighed.

Som vi kan dokumentere i dag, går afghanske skoleelever i skole med en konstant trussel på livet hængende over hovedet. De risikerer at blive udsat for angreb med syre eller raketter. Andre efterretninger rapporterer om, at Taleban og de andre militser placerer sprængstoffer i skrivemaskiner, eller at selvmordsbombere forklæder sig som lærere.

Vi har nok vidst, at der jævnligt er angreb på det afghanske skolevæsen. Det godtgør den løbende statistik. Men det er først nu, vi får et indblik i angrebenes skræmmende systematik og brutale metoder.

I takt med at vestlige politikere har gjort skolerne til krigens helt store prestigeprojekt, er de blevet et stedse mere attraktivt mål for Taleban. Ved at ramme børnene, skader de koalitionen.

Netop regeringensfordrejninger af virkeligheden i skolerne er med-årsag til, at Information vælger at bringe efterretningsrapporterne fra Afghanistan. Efterretningsrapporterne er kontroversielle, da de i deres originale form er spækket med personfølsomme oplysninger om de afghanske informanter, der sætter livet på spil for koalitionen. Personfølsomheden var årsag til, at Wikileaks i sommer i sidste øjeblik ændrede en beslutning om at offentliggøre materialet. Organisationen var i forvejen med rette blevet kritiseret for ikke beskytte sine kilder tilstrækkeligt i en anden lækage.

På Information har et hold af journalister og it-analytikere taget fat, hvor informationsaktivisterne slap.

Vi har renset materiale for oplysninger, der kan identificere civile afghanere eller bringe andres liv og førlighed i fare. Vi har søgt oplysningerne verificeret, selv om det i sagens natur er vanskeligt. Vi har indhentet eksperters vurderinger, og vi har søgt de ansvarlige politikeres kommentarer.

Netop fordi efterretningsrapporterne er så personfølsomme, vil vi alene fremlægge dokumentation for artiklerne, men vi vil ikke offentliggøre det samlede materiale. Heller ikke i redigeret form.

Vi vil med andre ord ikke løbe nogen risiko for at kompromittere sikkerheden for dem, der i forvejen er mest udsatte i Afghanistan. Og som også er dem, der står tilbage med et sønderslået land, når koalitionsstyrkens soldater efter planen i 2014 drager hjem.

Hvor forsvarligtdet vil være, at forlade Afghanistan om bare tre år, drages med rette i tvivl i disse dage. Den første test venter om bare fire måneder, hvor den dårligt udrustede af-ghanske regeringshær overdrages ansvaret for sikkerheden i syv provinser. Holdbarheden af den løsning er yderst tvivlsom.

Men uanset hvordan det går, så vil Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind og koalitionens øvrige ministre frem mod 2014 igen og igen fremhæve succesen med de afghanske skoler. De vil fortælle om skoleelevernes »kæmpe appetit på at lære« og deres smittende »glæde og entusiasme«.

Det er da forståeligt, at de ansvarlige politikere har behov for bare én succeshistorie efter 10 års indsats med store tab i en krig, som de fleste erkender ikke kan vindes militært. Men det er ikke i orden, at de kun fortæller den halve sandhed om virkeligheden i de afghanske skolegårde.