Leder

Palæstinensisk tøbrud

Amerikanerne synes i modsætning til Netanyahu-regeringen i Israel at have indset, at det arabiske Mellemøsten er under forandring, og at ændringerne er til det bedre for alle. Måske bortset fra netop Israel
29. april 2011

DET MEST BIZARRE ved den annoncerede forsoning mellem Hamas i Gaza og Fatah på Vestbredden var den israelske premierminister Benyamin Netanyahus kommentar: »Fatah må vælge mellem fred med Israel og fred med Hamas«.

Det sagde han faktisk.

Men årsagen til den overraskende melding om en fælles Fatah-Hamas-regering, der skal forberede valg til den palæstinensiske lovgivende forsamling i løbet af et års tid, er netop,
at Fatah ikke har kunnet opnå en fredsaftale med Israel trods stribevis af indrømmelser, der havde karakter af knæfald og mavekravlen for den israelske (og amerikanske) overmagt. Seneste ydmygelse var USAs veto mod et resolutionsforslag i Sikkerhedsrådet om en principiel fordømmelse af Israels systematiske tyveri af arabisk territorium i de besatte områder, der tilvejebringer plads til jødiske bosættere.

FATAHS NATIONALITISKE FLØJ har længe været misfornøjet med det israelsk-amerikanske pres på PA-præsidenten, Mahmoud Abbas, der sammen med sin premierminister, Salam Fayyad, har sat økonomisk udvikling over politisk handling, i håb om at det ville overbevise amerikanerne om, at en palæstinensisk stat kan hænge sammen. At den politik fra begyndelsen var futil, eftersom israelerne fortsat kontrollerer makro-økonomien i form af militær kontrol med alt fra byggetilladelser til infrastruktur, har gradvist udhulet Abbas' tilslutning. Hans politik kunne ikke levere den ønskede aftale om en levedygtig stat – og til sidst gik han tiggergang i det internationale samfund i håb om anerkendelse af en ikke-eksisterende stat.

I februar gik unge palæstinensere på gaden med krav om ’enhed’ mellem Ramallah og Gaza City. Inspirationen var Det Arabiske Forår, der ryster de omliggende diktaturer, men hensigten var mere konkret: Erkendelsen af, at uden enighed vil en aftale med Israel ikke være holdbar.

At Hamas nu har flyttet sig skyldes to ting: At Det Muslimske Broderskab i Egypten, som er Hamas’ storebror, nu får konkret politisk indflydelse efter Mubaraks fald. Dermed kan der skimtes en ende på den totale blokering af landstriben, når egypterne åbner Rafah-grænsen. En anden faktor er, at Hamas ikke i længden kan regne med Bashar al-Assad-styret i Syrien som politisk og økonomisk sponsor. Opløsningstendenser i Syrien har sidst slået ud i masseudmeldelser af Baath-partiet, det lovfæstet ledende parti og Bashar al-Assads formelle politiske magtbase.

Hamas, hvis politiske ledelse har asyl i Damaskus, har altså med forsoningsmanøvren taget højde for, at Bashar ikke holder til det pres, den syriske opposition udgør, og som nu har diskret støtte i Tyrkiet. Således holdt Syriens ledende oppositionelle forleden et pressemøde i Tyrkiet, der også har set gennem fingre med, at eksilerede ledere af den syriske filial af Det Muslimske Broderskab har meddelt sig til offentligheden i Istanbul. Hvis det syriske styre falder, afskæres Hamas desuden fra sin anden hovedsponsor, Iran.

SÅLEDES BEGYNDER Det Arabiske Forår at påvirke hele regionens politiske landskab, og det er en indikator for ’forårets’ gennemslagskraft, at sværvægterne Iran og Tyrkiet er i bevægelse. Ganske vist forholder Iran sig bomstille over for Syriens oprør, men opildner de shia-muslimske trosfæller i Bahrain, Saudi-Arabien og Libanon til at gøre sig så besværlige som muligt. Men mere opsigtsvækkende er interne rivninger i Teheran, hvor den pudsige præsident Mahmoud Ahmedinejads populistisk-konfrontatoriske linje tilsyneladende er kommet i mindretal. Årsagen er uenighed med den åndelige leder og formelle enehersker, Ali Khamenei, om en ministerudnævnelse.

Khamenei har simpelt hen sat sin præsident på plads med støtte fra to tredjedele af det iranske parlament. Det er ikke unddraget iranernes opmærksomhed, at Vesten – eller i hvert fald USA – i det stille støtter de sunni-muslimske oprørere i Syrien, og uden tvivl er forhåndsinformeret om Fatah-styrets tilnærmelse til (det sunni-muslimske) Hamas, der blev forhandlet i Egypten. USA er da også tilbageholdende med at fordømme forsoningen, selvom Hamas formelt er på den vestlige terrorliste.

SPØRGSMÅLET ER, om forsoningen holder. Dens første offer er Salam Fayyad, den foretagsomme premierminister og garanten for Fatah-regeringens samarbejdsvilje med Israel og USA. Han vil ikke være at finde i den teknokrat-regering, de to parter er blevet enige om at etablere, og spørgsmålet er derfor også, om det får konsekvenser for de hundreder af millioner dollars i amerikansk og europæisk udviklingshjælp, der har været et økonomisk plaster på de israelske ydmygelser af palæstinenserne. Et gæt er, at USA fortsat vil støtte op om Fatah, der i modsat fald vil være prisgivet Hamas ved et valg. Amerikanerne synes i modsætning til Netanyahu-regeringen at have indset, at det arabiske Mellemøsten er under forandring, og at ændringerne er til det bedre for alle. Måske bortset fra netop Israel. Som det ser ud i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som sædvanlig fra den kant indsigtsfuldt, velovervejet kritisk og klogt.
e. er efter min ringe mening en af landets bedste journalister, selv om jeg ikke altid er enig med ham, for eks. om indgrebet i Libyen, men især fordi det er så sjældent i dansk journalistik, at møde en seriøs kritisk tilgang til Israels politik, for det meste er der desværre tale om "knæfald og mavekravlen for den israelske (og amerikanske) overmagt".

Det er en udmærket artikel, og det vil vel på sigt også være til Israels fordel at fredelige tilstande indfinder sig.
Og det forudsætter naturligvis at Israel rømmer de besatte områder.

Jeg er bange for, at den israelske stat er som en overforkælet unge, der alt for længe har fået langt det største stykke lagkage og endda har kunnet tillade sig at tage af de andres stykker, uden at forældrene greb ind.
Hvad bliver sådan en forkælet unge til, når den bliver voksen?

Jeg må også sige at denne artikel er skrevet af en dygtig journalist.

Israel fremtid hænger i en tynd tråd, hvis araberne får demokrati og ligestilling i deres egne stater, hvorfor skulle de så ikke også kræve det i Israel?
Israel er apartheid

Alan Jørgensen

Lasse Ellegaard (LE) er ingenlunde en velovervejet kritisk journalist. LE har kun en agenda og det er at skabe endnu større had mod Israel - berettiget eller ej. Dette er endnu et stykke journalistisk spin fra den kant, og det ser ud til at være yderst effektfuldt bedømt efter reaktionerne ovenfor.

Alan Jørgensen

Så længe Lasse Ellegaard skriver den slags følelsesporno, behøver min argumentation vel heller ikke at hæve sig op på noget akademisk niveau.

Dog vil jeg sige, at der intet står i artiklen om, hvorfra Ellegaard henter sine sandhedsargumenter. Det er alene baseret på et voldsomt fokus på, hvordan Israel konsekvent fremstår bagstræberisk ... hvilket Israel givetvis er på visse punkter ... men nu ligger det bare Ellegaard så evindeligt og naturligt fjernt at nogen former for fejl kunne ligge på den Palæstinensiske side og det er jo i sagens natur altid synd for de stakkels arabere

Troels Ken Pedersen

"Følelsesporno"?

Så havde der sgu nok været nogle Gaza-børn med fosfor-forbrændinger eller noget. Der er ikke ligefrem mangel på ting at tage fat på.

Mads Kjærgård

Palæstinenserne har squ også været nogle forkælede unger, det ses jo også tydeligt af kommentarerne. Man kunne også vise nogle børn i Israel ramt af diverse palætinensiske raketter eller terrorbomber! Begge parter har fejl i denne konflikt, sørgerligt er det at nogle mener at dem de holder på er de rene engle og at der er i orden at myrde løs blandt modparten! Personligt mistede jeg enhver sympati for palæstinenserne da de fejrede drabet på over 2500 mennesker i New York og senere hyllede en morder der havde dræbt en 6 årig pige som en frihedshelt. Når Hamas får den totalt magt, så kommer der ikke demokrati men religiøst diktatur. Jeg spekulerer på hvorfor så mange vensterorienterede herhjemme synes det er ok.

@Alan Jørgensen - jeg forstår dit svar sådan, at du ikke har argumenter eller ikke synes, du vil dele dem du evt måtte have med dette debat-forum. Hvilket formål du så har med dine indlæg, forstår jeg ikke, men de fortjener så ikke andet end at blive ignoreret

Til Alan og Mads:
Man kunne jo prøve at se på nogle fakta.
Hvis vi nu tager udgangspunkt i den FN-definerede grænse, hvem er det så lige, der efterfølgende har besat land og ligefrem annekteret det?
Og hvem er det, der har opført et hegn på et andet lands territorie?
Og hvem er det, der styrer et andet lands økonomi fuldstændigt?
Og hvilken stat er det, der beskylder én for automatisk at være modstander af en bestemt religion, blot fordi man er imod statens udenrigspolitik?
Det er rigtigt, at der fra palæstinensisk side har været foretaget angreb på uskyldige israelere, men ser vi statistisk på det (dvs. dræbte), har overgrebene været langt større fra israelsk side. Det behøver man ikke være Lasse Ellegaard-tilhænger for at indse, og min kommentar før var heller ikke møntet på hans artikel alene.

Arash Shariar

Jeg føler også at det er en lidt tynd analyse. Hvad der bliver beskrevet er nogle indlysende handlinger fra de forskellige parter. Det er måske også meningen at teksten skal ses som nyhedsformidling, og derfor mig der er ude på dybt vand.

Men for lidt dybere analyse skal man nok lede andre steder. For der er simpelthen ikke noget "nyt" i dette.

Til slut vil jeg nævne at der selvfølgelig ligger noget i at Iran ikke råber op mht Syrien når de nu har en bedre relation end mange andre lande.

Men det skal også nævnes at hvis man i Bahrain eller Libanon råber op, skyldes det at deres nabo stater har besat dem.

Ellers ses det sjældent at Iran kritisere noget lands interne affære. Hverken i Tunesien, Yemen, Jordan eller Egypten har man råbt så meget op som mht Bahrain. Selvfølgelig har man givet "råd" til de omtale lande, og det gør man også med Syrien. Men som sagt, skyldes det kun fordi andre stater har direkte besat dem, mens i Syrien er syrier der gør oprør. (Og det er fuldstændigt korrekt at disse er støttet af udlandet, ikke kun af USA, som Lasse skriver, men faktisk mest af Saudi Arabien og Jordan)

- Arash

Alan Jørgensen

@ Arash:
Jeg er klar over, at vi ikke altid ser ens på dette følsomme emne, men netop i denne sammenhæng er vi yderst enige og derfor mine måske en kende grove og nedladende indledningsvise kommentarer.

Lad mig indledningsvis sige, at jeg er imod størsteparten af bosættelser etableret på land erobret i forbindelse med 6-dages-krigen (lad os dog blive enige om, at denne krig blev startet af Israel for at imødekomme de arabiske naboer, der havde truet med udslettelse af staten Israel, samt stadige arabiske grænsebeskydninger og terroranslag inde i Israel. Dertil kom bl.a. den syriske hærs tilfældige beskydninger og drab af israelske landarbejdere fra de højerebeliggende Golan-højder grænsende op til Israel)

FN har aldrig nogensinde formået at stille den sikkerhedszone / -garanti for Israel. Dette har været et af hovedargumenterne for at Israel selv har været nødt til at håndhæve den højeste grad af sikkerhed selv og skabe ro og sikkerhed for for sin befolkning. Det er vel mindstekravet for en befolkning til sin stat. Hvilket andet land skal acceptere denne form for usikkerhed for sine medborgere?

Indtil sikkerhedshegnet / - muren blev bygget, var antallet af selvmordsbombere inde i Israel helt ekstremt højt. Det har Israel imødegået med sin etablering af muren. Inden for de senere år, har antallet af hjemmebyggede qassam-raketter været i stigning. Siden 2003 er antallet af raketter nået et tal på mere end 9.000. Det er en sikkerhedsrisiko for Israel. Og at Israel slå hårdt ned med mange civile tab skal måske også ses i lyset af, at affyringsramperne for qassam-raketterne ofte findes på hospitaler og bymæssig bebyggelse. Derfor vil en gengældelse fra Israel ofte resultere i civile tab. En kendsgerning som ofte bruges af Palæstinensisk medier til at skabe et yderligere forværret billede af situationen blandt Palæstinenserne. En situation som naturligvis er ganske forfærdelig, men som ikke alene udspringer af Israels handlinger, men også er et udtryk for en modvilje til fred fra Palæstinensisk side.

Pointen er bare, at bare at viljen til fred savnes på begge sider pt. og jeg føler at debatten bliver for ensidig, hvis man som Lasse Ellegaard, alene fokuserer på en Palæstinensisk offerrolle og ikke det faktum, at de to parter i perioder er i regulær krig.

(Jeg vil på det kraftigste tage afstand til eventuelle sammenligninger med undertegnede og holocaustbenægtere, hvilket er absurd og direkte dumt!)

Israel bruger Hamas som undskyldning, men der vil altid være fraktioner der gerne så naboen slået ihjel, eller statsministre der har mindreværd grundet tabt ære i 1864 m.m

Selvsagt, det kræver en indsats.

Nå nu kom der i det mindste argumenter på bordet fra Alan. Den Palæstinensisk offer rolle beklager Alan sig over, for der er to parter i denne konflikt. Ja ligesom der var to parter i konflikten mellem indianere i Amerika, sorte i Afrika mm. og de europæiske erobrere, kolonisatorer og folkefordrivere, der byggede deres "egne" stater USA, Sydafrika osv. på ryggen af den anden part, ”den hvide mands byrde”.
Den groteske historiske baggrund for konflikten i Mellemøsten mellem Israel og palæstinenserne kan illustreres med en analogi.
Såfremt en af dagens muslim forskrækkede danskere fra DF og omegn, der frygter muslimerne om føje år vil overtage det danske kongerige, havde levet for godt hundrede år siden i Palæstina og deres paranoia havde gjaldt jøder og ikke muslimer, så havde vedkommende fået hundrede procent ret i det, der måtte tage sig ud som et paranoidt fatamorgana.
Omkring år 1900 udgjorde antallet af jøder procentvis en mindre andel (ca.3%) end procenten af muslimer i dagens Danmark eller ca. 20.000 jøder blandt en arabisk befolkning på 6-700.000.
Ca. 20 år efter overdrager Folkeforbundet (helt domineret af de vestlige kolonimagter) Mellemøsten til kolonistaterne England og Frankrig som såkaldt mandatområde.
Ca. 50 år efter tildeler FN (nu med USA og Sovjet i spidsen) jøderne, der nu udgør 35% af befolkningen, 56% af landet mod 43% til palæstinenserne, der udgør 65% eller 1,2 mio. mennesker (så meget for den zionistiske begrundelse ”Et land uden folk til et folk uden land”). Af sidstnævnte flygter og fordrives over 700.000 under krigen i 1948 fra deres land til en, skal det vise sig, permanent flygtningetilværelse.
Og mindre end 70 år efter er hele Palæstina under israelsk kommando og palæstinenserne reduceret til flygtninge, andenrangs borgere i staten Israel eller beboere under en israelsk besættelse, som i dag knapt 45 år efter stadig er en realitet.
Så meget for den udbredte forestilling om en ligestilling mellem kolonistaterne Israel/USA mv. og palæstinenserne, som selvfølgelig er fuldstændig absurd. Det næste bliver vel en ligestilling mellem nazister og jøder i ghettoopstanden i Warszawa ud fra, at der jo også var to parter i konflikten!

Arash Shariar

Alan Jørgensen

Det er virkelig absurd at sammenligne Israels bevæggrunde og Palæstinas.

På den ene side af hegnet lever de med alle livets goder, den anden side har de mangel på mad, vand og elektricitet.

Den ene side, er der sikkert nok til at turister kan færdes, på den anden side bliver børn og ældre snige skudt med gummi kugler.

Den ene side bekymre sig om hjemlavede raketter lavet af tomme cola flasker, der lander lige over muren, den anden side, om de børn de sendte af sted i skole mon kommer hjem?

Absurd er det at tro Israel har en egentlig fjende i mellemøsten. Absurd er det at tro jødedommen der egentlig stammer fra ARABER og folk i mellemøsten, ikke skulle kunne leve sammen med jødedommen.

Absurd er det at tro antisemitisme fandtes i mellemøsten før 1. verdenskrig da europæiske styrker indtog mellemøsten.

Absurd er det at Israeler ikke ønsker at leve sammen med araber, når araber ville have det fint med at leve sammen med Israeler, hvis det ikke var for racistiske love.

Ja absurd er det at Israel nævner 9000 raketter men ikke nævner hvor mange civile tabte liv de har haft, og samtidigt oplyser hvor mange civile palæstinenser der har tabt deres liv?

Hvad der er sikkert er at Israel har gjort sin "sikkerhed" for en argumentation for at slå en fattig og allerede langsomt døende befolkning ihjel.

Hvad de ikke forstår er at kollektiv afstraffelse ikke kan forsvares, og det øjeblik de bevæger sig ud i sådanne uetiske tanker, sidestiller de sig selv med de værste terrorister.

"Ohh vi bomber et hospital med flere hundrede ansatte og sygeindlagte fordi 2 børn valgte at sende fyrværkeri fra taget af hospitalet."

"Ohh vi bomber skoler og FN bygninger med flere hundrede ansatte fordi der igen er der 2 børn der har kastet 2 kanonslag mod vores kampvogne"

Som sagt det er med samme tanker terrorister vælger at handle ud fra.

"Vi bomber busser med 30 civile fordi de "sikkert" har stemt på en regering der slå en af mine bekendte i ihjel."

Jeg kan til en hvis grad godt se at terroristen der har levet i elendighed hele sit liv bliver sindssyg og får disse tanker, men hvad skyldes at den Israelske tankegang bliver så sindssygt? 9000 raketter blider de sig selv ind i... Jeg tror mere på grådighed, og ignorance!

- Arash