Leder

USA' s gældsspiral

Ingen kan forudsige, hvordan obligationsmarkederne vil reagere på Republikanernes hasardspil. Flere spidser i den amerikanske bankverden er nervøse; Det Hvide Hus søger at få dem til at tale republikanske politikere til fornuft. Det er tvivlsomt, om det vil lykkes
15. april 2011

DER ER SNART gået et år, siden Grækenland blev reddet fra statsbankerot af obligationslån fra andre EU-lande. Efter grækerne fulgte Irland og senest Portugal. Nu omtales Spanien og Italien som de næste kandidater. Financial Times skrev fornylig, at EU's nye stabiliseringsfond formentlig råder over nok midler til at redde Spanien, men hvis Italien (hvis statsgæld på 120 pct. af bruttonationaproduktet er den næsthøjeste i EU efter Grækenland) skulle have kvaler med at finansiere sit løbende budgetunderskud og voksende renteudgifter på obligationsmarkedet senere i år, vil EU's valutaunion være nået til vejs ende. Den eneste formildende omstændighed understreget af udenrigsminister Franco Frattini i et avisinterview sidste år er, at italienerne og deres produktive virksomheder faktisk er eminent gode til at spare op. Støvlelandets bankssystem er stabilt og solvent. Hvis det skulle komme til en likviditetskrise, kunne man forestille sig, at italienerne selv opkøbte alle de udstedte statsobligationer. De har i hvert fald råd til det.

USA BEFINDER SIG IKKE i en lignende situation. Her skovler de store børshuse igen kæmpe profitter ind efter at være blevet reddet af forbundsstaten fra fallit under finanskrisen i 2008. Men amerikanernes opsparing er stadig lav i forhold til andre vestlige industrilande, den private sektors gæld er usædvanlig høj og den offentlige gæld støt stigende. Især forbundsstatens gæld bekymrer. Den er nu nået op på 14.300 mia. dollar, eller 100 pct. af USA's BNP i 2010. Budgetunderskuddet er tæt på 10 pct. og forventes at stige til 1.600 mia. dollar i 2011-12, med mindre tempoet i det økonomiske genopsving vokser betydeligt (det ville øge statens skatteindtægter). Uden skatteforhøjelser og drastiske budgetnedskæringer vil den årlige renteudgift i 2016 løbe op i 1.000 mia. dollar eller en tredjedel af forbundsstatens budget i 2010-11. Og det er, hvis renten forbliver lav i de næste fem år, men hvem kan være sikker på det?

Faktisk er der kun en vej for den amerikanske rente det er opad. Oliepriserne stiger, det globale økonomiske genopsving vil uvægerligt skabe et inflationært pres i USA, og tvivlen om politikernes vilje og evne til at blive enige om en spare- og indtægtsplan over de næste 10 år kan alt andet lige skabe så stor usikkerhed om landets kreditværdighed, at obligationskøbere snart vil begynde at kræve en højere sikkerhedspræmie i form af større afkast på amerikanske statsobligationer. Den europæiske centralbank hævede sin rente i sidste uge. Hvis den amerikanske Federal Reserve modvilligt tvinges til at følge trop, kan finansiering af USA's gæld blive endnu dyrere end kalkuleret.

DEN FØRSTE PRØVE er politisk og ligger lige om hjørnet. Inden midten af maj og senest i begyndelsen af juli skal USA's finansministerium have godkendelse fra Kongressen til at hæve gældsloftet over 14.300 mia. dollar. Ellers vil man ikke kunne sælge statsobligationer. Republikanerne planlægger at benytte sig af denne afstemning til at gennemtvinge drastiske besparelser, mens præsident Barack Obama og Demokraterne foretrækker at holde forhandlinger om en 10-årig spareplan adskilt fra en forhøjelse af gældsloftet. Ingen kan forudsige, hvordan obligationsmarkederne vil reagere på Republikanernes hasardspil. Flere spidser i den amerikanske bankverden er nervøse; Det Hvide Hus søger at få dem til at tale republikanske politikere til fornuft. Det er tvivlsomt, om det vil lykkes. Det eneste lyspunkt er, at dollaren som international reservevaluta stadig er attraktiv at akkumulere. Men i hvor lang tid?

USA's finansielle situation er så prekær, at Den Internationale Valutafond slår alarm i sin seneste månedlige oversigt om den globale finansielle stabilitet. Fondens økonomer skriver, at »USA mangler en troværdig strategi til at få sin voksende statsgæld under kontrol« og vurderer, at et manglende indgreb udgør en »lille, dog betydelig, risiko for udløsningen af en ny global økonomisk krise«. Men i modsætning til EU-lande som Spanien og Italien, hvor krisen kradser hårdere, og der er mindre plads til skatteforhøjelser, skulle USA's økonomi ifølge IMF være robust nok til at modstå et spareprogram og skatteforhøjelser. Men tør politikerne?

I SIN BUDGETTALE onsdag fremlagde Obama en fornuftig og afbalanceret 10 årsplan, som sænker budgetunderskuddet til tre pct. i 2015 ved at hæve skatter for de rige, skære ca. 30 mia. dollar af Pentagons budget hvert år, gennemføre besparelser på pensionisters og mindre bemidledes gratis sygesikringsplaner og holde igen på en lang række bistandsprogrammer. Investeringer i uddannelse, infrastruktur og alternativ energi vil under planen blive skånet.

Republikanerne vil derimod privatisere den gratis sygesikring og give skattelettelser til de rigeste. Afstanden mellem de to partier er så stor, at ingen langvarig stabilitetsplan kun lapperier ventes vedtaget inden præsidentvalget i 2012. De bedste ord til at beskrive den tilstand er: Finansiel uansvarlighed.
burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu