Leder

Ærerørigt landbrug

Debat
30. maj 2011

GANGSTERLIGNENDE metoder. Anderledes er det svært at betegne den kampagne, som landbrugslobbyen har indledt mod en af sine kritikere. Som beskrevet i torsdagens Information er der til 2.000 organisationsmedlemmer rundsendt en instruks i mediehåndtering herunder hvordan man bedst tilsviner en af det miljøbelastende landbrugs fremmeste kritikere, gårdejeren og miljøjournalisten Kjeld Hansen.

Instruksen angiver Kjeld Hansens bopæl og fortsætter: »Kender vi nogen, der bor i nærheden? 'Googl' manden; er der nogle belastende artikler? Man kan altid finde noget. Sig ikke, at han er dum. Skriv, at han må være dårligt informeret.«

Dårligt informeret er Kjeld Hansen imidlertid ikke. Han er en af Danmarks kyndigste, hvad angår landbrug og miljø. Han har skrevet bøger om emnet og talrige kronikker, også i denne avis.

Lobbyens kampagne mod Kjeld Hansen er udløst af, at han i Jyllands-Posten har skrevet, at lobbyorganisationen er »ekstremlandmænd«, der giver et fejlagtigt billede af, at landbruget er nær afgrundens rand.

KOMISK ER NAVNET, som denne lobbyorganisation gemmer sig bag. Navnet er: 'Bæredygtigt Landbrug'. Og det er lige præcis, hvad det ikke er. Organisationen er sidste år opstået i protest mod VK-regeringens frygtsomme forsøg på at få landbruget til at efterleve EU's miljøkrav. 'Bæredygtigt Landbrug' har gjort sig bemærket ved en rullende traktorprotest, hvor ophidsede landmænd fyldte Københavns gader med deres køretøjer.

Organisationens direktør, Vagn Lundsteen, indrømmer om aktionen mod Kjeld Hansen: »Jeg ved godt, det måske er forkasteligt.« Men: »Det er, fordi vi opfatter ham som en af de mest landbrugsfjendtlige stemmer i Danmark.«

Sørgeligt, at dansk landbrug forpester natur og miljø. Sørgeligt, at det nu også forpester debatten ved at opildne til personkampagner. Lobbyorganisationen bør skifte navn til: Ærerørigt Landbrug. l

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mona Blenstrup

Hvis det ikke var fordi denne ikke bæredygtige landbrugsforening selv var så usaglige og uoprigtige, ville det være en god ide at ændre deres navn som ovenfor beskrevet.

Men da de selv ikke ved, hvordan skatteborgere i EU betaler til udbetalingen af bistandshjælpen til storgodsejere, kan de kun omtales som Bare latterlige.

Og nu kommer de sikkert og punkterer min cykel, for jeg er sikkert også en trussel mod deres vanvittige forehavende: at modsætte sig al ændring af den skadelige tendens og kurs som landbrugets store lodsejere har presset ned over hele landet, landskabet og befolkningen.

finn clausen

Du godeste. Om man skulle formaste sig til at skrive eller sige noget, som IKKE behager "Ærerørigt Landbrug", så kan man åbenbart forvente repressalier af een eller anden art. I hvert fald en skriflig skidtspand her på bloggen inden 24 timer. Fra een eller anden anonym skiderik.
Den slags metoder kendes ellers kun fra kriminelle kredse, men skal åbenbart være det, kritikere og andre stilles i udsigt af en bande højtråbende markedsskrigere uagtet, man selv er jordbruger. Nu tør man jo ikke engang bruge udtrykket landmand længere for ikke at blive sat i bås med den slags "debat-ører":

Inger Sundsvald

Det er sandelig nogle ”hædersmænd” der er i den landbrugsorganisation. Det værste er, at man efterhånden ikke bliver særlig forbavset. Man forventer ikke andet end svinestreger.

Jens Høybye

Om det er lobbyen Bæredygtigt Landbrug, eller os øvrige godt 5 millioner borgere, der har misforstået noget ved ordet bæredygtigt, er der nok ikke tvivl om.

Ordet bæredygtigt dækker jo over mange ting, og man kan vel næppe bebrejde organisationen/lobbyen Bæredygtigt Landbrug, at så mange tror det dækker over harmonien mellem produktion og miljø, og ikke at det alene dækker økonomiskt bæredygtigt.

Men man kan til gengæld bebrejde organisationen, at de specifikt og især bevidst tager miljø og befolkning som gidsler, ved ikke at gøre opmærksom på deres reelle målsætning, men i stedet prøver at bevare befolkningens misforståelse, ved at argumentere og forsvarer lobbyens synspunkter med falske oplysninger, og nedgørelse af indlæg, fakta og andres dokumenterede oplysninger, som stammer fra landbrugets egne årlige indberetninger.

Man kan bl. a. undres over deres benægtelse af:

At enhver borger pr. 2010, uanset alder, betaler godt 1200,00 kr. pr. år alene i hehtarstøtte og alene til 47843 producenter i landbruget via EU.

(google, enkeltbetaling, klik Jordbrug-Enkeltbetaling, klik Enkeltbetaling i tal og regn så ud i forhold til oplysningerne i skemaet, som iøvrigt viser mange andre forhold om Bæredygtigt Landbrugs benægtelser af fakta).

Jeg vil derfor mene, også ud fra indlæg der er kommet ind fra landmænd, at indtil organisationen/lobbyen ændrer klart kulør om dens formål og hensigter med at stifte en organisation i organisationen, tager navneforandring til Ære- og Miljøkrænkene Landbrug.

Til orientering, også for Liberal Aliance, så er Bæredygtigt Landbrug (Ære- og Miljøkrænkende Landbrug) en del i samfundet, og samfundet ikke en del af Bæredygtigt Landbrug. Eller rettere, det er indlysende klart, at ca 5,5 millioner indbyggere næppe er en del af 1700-2000 medlemmer af en lobby, men at det er de 1700-2000 der på godt og ondt (uanset deres opfattelse af samfundet) er en del af Danmarks 5,5 millioner indbyggere.

Mona Blenstrup

Der er samfundet og så især det dere såkaldte bæredygtige landbrug.

Ikke fælles fodslag her.