Leder

Et ganske særligt enestående forhold

25. maj 2011

»Til dig, min ganske særlige ven, en ganske særlig pris.« Sådan lyder det fristende tilbud i basaren. Og sandt nok kan der være gevinst i at få folk til at tro, at de nyder et særligt venskabs fordele. Det gælder også i politik.

Tag præsident Barack Obamas rundrejse i Europa. Han udnævner særlige venner overalt. Hør, hvad han i mandags havde at fortælle det irske folk:

»Venskabet og båndet mellem USA og Irland kunne ikke være stærkere. Åbenlyst er det ikke bare et spørgsmål om strategiske interesser. Ikke bare et spørgsmål om udenrigspolitik. For USA bærer Irland et blodets bånd.«

Navra. Her fik Obama tilmed hentydet til sine egne irske rødder. Utvivlsomt til begejstring også for de irsksindede, der stemmer i USA.

Til gengæld er det med irsk-amerikansk strategisk og udenrigspolitisk fællesskab noget af en tilsnigelse. Irland er ikke engang medlem af NATO. Men det kan da være, at irerne får lyst til at indmelde sig efter de har følt den amerikanske præsidents særlige og kærlige varme.

LOVSANGEN AF »særlige forhold« får et ekstra tryk på orgelpedalen under Obamas igangværende visit i Storbritannien. Som det fremgår af dagens Information, har Obama i et fælles avisindlæg med premierminister David Cameron ophøjet forholdet til »det essentielle forhold«. Hvor må briterne føle sig som USA's udvalgte! I hvert fald indtil de hører de kærlighedserklæringer, som Obama afleverer på sine næste rejsestop.

Forestillingen om, at der mellem USA og Storbritannien hersker en enestående relation, fik navnlig næring af den britiske statsmand Winston Churchill. Han havde en amerikansk mor, et lejlighedsvist sentimentalt gemyt og en hengivenhedsfølelse for sin amerikanske samarbejdspartner, præsident Franklin Roosevelt. Churchill skrev et firebindsværk med titlen
De engelsktalende folkeslags historie,hvorved han understregede folkefællesskabet. At der er tale om ét og samme folk, gjorde det lettere for Churchill at bære, at Storbritannien fra krigsåret 1942 gled ud af verdensligaen, mens USA overtog førerrollen.

Præsident Roosevelt var aldeles usentimental. Roosevelt påhørte Churchills besyngning af broderskabet, mens Roosevelt målbevidst arbejdede på at demontere det britiske imperium. Roosevelt var forarget over imperiets ideologi om den hvide mands byrdefulde pligt til at herske. Roosevelt havde dog ingen anfægtelser ved, at USA overtog imperiets profitable forretningsdele.

FORTRØSTNINGEN ved det særlige bånd til amerikanerne fik Churchill til stort set at lade hånt om, at Roosevelt hyppigt forekom mere optaget af at pleje forbindelser med den sovjetiske hersker Josef Stalin.

De britiske ønskeforestillinger bragede ind i virkeligheden, da USA i 1956 undsagde en britisk-fransk militæraktion, der havde til formål at sikre den egyptiske Suez-kanal på de to tidligere kolonimagters hænder. Amerikanernes krav om øjeblikkeligt stop for aktionen kom så brutalt, at det væltede Churchills efterfølger og mangeårige udenrigsminister Antony Eden.

Ydmygelsen blev et traume for en generation af briter. Den giver genlyd i John le Carrés spionromaner, hvor britisk følelse af skæbnefællesskab med amerikanere bringer briterne i ulykke.

Under briternes Margaret Thatcher-år, hvor imperiet var skrumpet væk, opblomstrede forestillingen om global fællesskæbne med amerikanerne nu i skikkelse af Ronald Reagan. At den sande kærlighed nok igen var ret ensidig, blev bekræftet, da ledende kræfter i USA's regering under Falklandskrigen i 1982 gik ind for at holde med Argentina mod briterne.

Desuagtet er briterne forblevet loyale 'amerikanere' ved at gå med i krigsalliancer mod Serbien, Afghanistan, Irak og Libyen.

I LOYALITETENS ihærdighed kan briterne minde om danskerne. Også nyere danske ledere føler et ubrydeligt broderskab med USA. Det kan man forvisse sig om ved at læse Anders Fogh Rasmussens forord til den dansksprogede udgave af fhv. præsident George W. Bush's erindringsbog, der udkommer i næste måned. Fogh skriver om Bush:

»Han afskyr, hvis han føler, at nogen bryder deres løfter eller siger ét og gør noget andet. Til gengæld giver han en udsøgt og positiv særbehandling til dem, han føler, at han kan stole på.«

Som for eksempel ... tjae ... Fogh selv. Og hvor lykkeligt for fædrelandet! Fogh skriver:

»For Danmark gav det tætte forhold til præsidenten en række store politiske fordele.«

Fogh nævner dog ingen af dem. Jovist, han fik selv morgenmad i Det Hvide Hus og blev NATO-chef. Men Danmark? Vi fik lov at sende soldater til den fælles ærens mark. Men ellers?

En sandhed om stormagters venskaber er røbet af den britiske udenrigsminister lord Palmerston i hans imperiums storhedstid. Palmerston sagde i 1848:

»Vi har ingen evige allierede og ingen varige fjender. Vore interesser er varige og evige, og de interesser er det vor pligt at følge.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer