Leder

LEDER: Enhedslistens chance

21. maj 2011

Bortset fra et med garanti underholdende Libyen-intermezzo vil andendagen af Enhedslistens årsmøde i dag formentlig være præget af opløftende meningsmålinger.

For første gang nærmer man sig et valg, uden at spærregrænsen er et tema. Skulle valget desuden resultere i Danmarkshistoriens første regering med socialistisk deltagelse, bliver Enhedslisten paradoksalt nok endnu vigtigere.

De toneangivende kræfter i Villy Søvndals SF vurderer, at det vil være lettere at flytte dags-ordenen og danskerne, når først man sidder på magten. Det kan der absolut være en pointe i. Men det kan ikke afvises, at SF'erne mister modet og bliver så glade for taburetterne, at man bruger alle kræfterne på at lukke flanker til de borgerlige. Det er set før.

Og her står Enhedslisten så alene tilbage som kritisk indpisker og trussel. Spørgsmålet er, om Enhedslisten vil gribe chancen. Generelt er man i dette årtusinde blevet mere og mere marginaliseret. Det har politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen og en kreds omkring hende forsøgt at gøre op med. Man praler af, at man i modsætning til SF er blevet professionelle uden at give køb på det politiske.

Man kan håbe, at der vil være opbakning til hendes ønske om ikke blot at være imod over en bred kam, men det står mindre klart, hvad Enhedslisten vil bruge chancen til.

Der er nok at tage fat på. F.eks. det økonomiske menneskesyn, der synes at være præmissen for det politiske Danmark, hvor udlændinge opdeles efter nyttevirkning, og skolens opgave er at uddanne vækstfremmende små soldater, mens den sociale indsats er reduceret til beskæftigelsespolitik. Enhedslisten kan man med fordel lære af Pia Kjærsgaard og hendes blonde væbnere. Man må beundre DF deres på en gang anarkistiske og loyale tilgang til praktisk politik. DF'erne har lystigt inddraget udlændinge, ældre og retspolitik i alt fra klima- til finanspolitiske forhandlinger. Det var deres projekt. Kan Enhedslisten med små, stædige skridt præstere en naturligvis modsatrettet påvirkning af det politiske klima, er fundamentet for større, politiske forandringer lagt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu