Et iøjnefaldende træk ved de aktuelle arabiske revolter mod udlevede diktaturregimer er despoternes manglende evne til at aflæse virkeligheden, som den folder sig ud de agerer følgelig som blinde og døve. Det er de ikke, men de møder kun smilende mennesker, der slikker deres spyt frem for at fortælle dem, hvad der foregår uden for paladsernes beskyttende mure. Et illustrativt eksempel var den syriske præsident, Bashar al-Assads, tale til sit Mickey Mouse-parlament den 30. marts. Han blev druknet i bifald, en delegeret råbte ligefrem, at han burde være »præsident for hele verden«.
Samme fornemmelse af uvirkelighed meldte sig ved Benyamin Netanyahus tale i den amerikanske kongres tirsdag. Som New York Times noterede: »Praktisk talt hver sætning, han ytrede, blev mødt med klapsalver«. Kongresmedlemmer skubbede til hinanden for at nå frem og trykke hans hånd. Et triumftog efter hans forudgående møde med præsident Obama. Obama havde ellers rådet ham til at oppe sig og se virkeligheden i øjnene. Som jo er, at Fatah og Hamas i Gaza nu synes genforenet, presset af det arabiske ungdomsoprør, og som er, at det kun er et spørgsmål om tid, før fredsaftalerne med Jordan og Egypten kræves genforhandlet (eller blive aflyst).
USA vil have sværere ved at påvirke de nye demokratisk valgte arabiske ledere til at rette ind til højre og gøre, som der bliver sagt i Jerusalem. Realiteten er, at Israels forhandlingsposition svækkes dag for dag og vil blive yderligere svækket, den dag Bahar al-Assads regime går i den forudsigelige opløsning.
Uden diplomatisk sminke lod Netanyahu kongressen forstå, at Israels regering ikke er til sinds at se sig omkring, endsige høre på, hvad Obama har af bud på en frisk start for den kuldsejlede fredsproces.
Et af dem: at tage udgangspunkt i 1967-grænsen, godt nok med justeringer, der kan ordnes med udveksling af landområder i selve Israel, og som palæstinenserne accepterede allerede i januar 2000, da Bill Clinton gjorde et sidste forsøg på at forlige parterne.
Netanyahus svar er, at 1967-grænsen »ikke lader sig forsvare«. At det er udelukket overhovedet at diskutere den som en mulig start på nye forhandlinger. Han gentog tillige, at Jerusalem er »Israels udelelige hovedstad« og opfordrede den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, til at rive genforeningspapiret med Hamas midt over og sætte sig til forhandlingsbordet. Vel vidende, at det er en umulighed palæstinenserne gør krav på Østjerusalem, der blev besat i 1967 og siden annekteret, og ingen palæstinensisk leder kan holde til en ny splittelse mellem Vestbredden og Gaza.
Det er ikke virkeligheden.
Men hvad er da Netanyahus virkelighed? Det er en gammeltestamentelig ønskedrøm om at grabse så meget som muligt af Vestbredden eller som han udtrykte det: »Jeg er villig til at indgå smertelige kompromiser for at opnå en ægte fred (...), der vil kræve, at vi opgiver dele af det nedarvede jødiske hjemland«. Nedarvet fra Vorherre for mere end tre årtusinder siden, forstås.
En ønskedrøm, ja, men virkelighed i den forstand, at den er en bremse for en fredelig løsning på den arabisk-israelske konflikt. Netanyahu er ikke interesseret i fred, men i udvidelse af de jødiske bosættelser i det 'nedarvede' bibelske land. Abbas' svar kom i går, og er ildevarslende: Hvis der ikke kommer skred i samtalerne, vil han gøre alvor af truslen om at gå til FN's generalforsamling for at få anerkendt en palæstinensisk stat, fredsaftale eller ej.
Obama advarede så vidt man kan forstå på hans tale til den israelske lobbyorganisation, Aipac Netanyahu mod at lade det komme så vidt, men lovede også, at USA vil nedlægge veto mod en sådan anerkendelse i sikkerhedsrådet. Netanyahu har på sin side advaret Abbas om, at hvis en anerkendelse finder sted der vil være flertal for den i FN's generalforsamling vil svaret blive ensidig annektering af de store jødiske bosættelser på Vestbredden.
Når dette scenarie overhovedet er muligt at en israelsk leder i en tale til kongressen totalt ignorerer rådgivning fra den amerikanske præsident, der sender ham våben og tre mia. dollar årligt beror det på selvtillid. Netanyahu ved, at han har kongressen med sig, og han ter sig som musen, der siger til elefanten: Det er mig, der gungrer. Og som fik Bill Clinton op i det røde felt efter deres første møde tilbage i 1996, da Clinton på en gang forbløffet og forbandet spurgte: »Hvem i helvede tror han, han er? Det er sgu da os, der er supermagten«.
Det dårlige forhold til Clinton medførte Netanyahus valgnederlag til Ehud Barak, da de israelske vælgere blev utrygge ved en regering med et dårligt forhold til Israels dengang vigtigste livsforsikring: USA. I mellemtiden har verden flyttet sig, og i dag er USA Israels eneste livsforsikring.
Problemet er bare, at USA's forsikringsevne ikke er den samme, som for 15 år siden. Og at præmien vil blive forhøjet, hvis Obama bliver genvalgt.
