Leder

Ny virkelighed, ny nordsøaftale

Debat
13. maj 2011

»Det vil komme meget bag på mig, hvis vi ikke kommer til at se en fortsat stigning i mængden af investeringer.«

Storbritanniens energiminister Chris Huhne (LibDem) om øgningen af oliebeskatningen, den 25. marts

DA DEN BRITISKE REGERING i marts i år øgede tillægsskatten på olieproduktion fra 20 til 32 procent og dermed bragte den samlede oliebeskatning op på i alt 62 procent, blev den mødt med et hyl af protester fra olie- industrien.

»Denne ændring i beskatningen vil få investeringerne til at aftage, øge importen og tvinge britiske arbejdspladser væk til andre dele af verden,« udtalte Malcolm Webb fra erhvervsorganisationen Oil & Gas UK, ligesom også danske A.P. Møller-Mærsk og DONG truede med at genoverveje planlagte investeringer.

Briterne trak på skuldrene. Storbritannien hævede under sin forrige regering beskatningen af nordsøolien i både 2002 og 2006, hver gang i et inferno af advarsler om faldende investeringer og flygtende arbejdspladser. På trods af advarslerne og selv om oliedepotet menes at have toppet allerede i 1999 er omfanget af investeringer i området i samme periode vokset støt.

Selv medlemmer af olieindustrien meldte fra over for de hule trusler: Premier Oil erklærede over for Reuters, at skattestigningen ville få minimal betydning, og Xcite Energys chef, Rupert Cole, var enig: »Det er mere end sandsynligt, at denne skattestigning vil blive udlignet af øgede genvindingsmuligheder eller en potentielt højere oliepris end den, virksomheden regner med i øjeblikket,« sagde han.

Olieprisernes eksplosion har i det seneste årti omskrevet alle regler for det globale energimarked. Olieprisens niveau, som i går lå omkring 114 dollar pr. tønde, skyldes kombinationen af et oliebehov, der er vokset og vokset som en slags løbende eksplosion; den stadigt stærkere bevidsthed om, at oliedepoterne er endelige; og en politisk udvikling, der har behæftet verdens oliedepoter med en forsyningsusikkerhed, der næppe nogensinde kommer til at gå væk igen.

Hvor utænkeligt et sådan oliepris- leje var for 10 år siden, kan ses af den danske nordsøaftale, der i en historisk ulige armlægning mellem A.P. Møller-Mærsks regnedrenge og Energistyrelsen (og bag den de danske politikere) fastlagde prisen på Nordsøens undergrund ud fra den vurdering, at en tønde olie ville koste 22 dollar frem til 2010 og derefter stige langsomt op til 36 dollar i 2042. Aftalen er indgået med grotesk lang horisont; faktisk uden sidestykke i et samfund, der normalt håner enhver, der stiller spørgsmål ud fra scenarier, der rækker mere end fem år ud i fremtiden.

INFORMATION KUNNE i går rapportere, at det politiske svigt, der ligger i denne elendigt forhandlede aftale, indtil nu har kostet den danske stat 76 milliarder kroner i merindtægter, som kunne være indhentet, hvis man havde indskrevet muligheden for, at olieprisen kunne stige mere end det dengang forventede.

Da briterne for nylig uden problemer hævede deres nordsøbeskatning, hævdede den danske klimaminister Lykke Friis (V) med velkendt vanetænkning, at et lignende tiltag var utænkeligt herhjemme: »Usikkerhed om rammerne er gift,« forklarede dengang ministeren, som endnu ikke har fundet tid til at besvare Informations henvendelser om den nye udregning. Som havde hun været ansat til at modarbejde enhver påmindelse om, at netop den voksende olieudvinding er en hovedårsag til den eskalerende globale opvarmning, slog klimaministeren fast, at en ændring af skattereglerne på de eksisterende koncessioner er utænkelig: »Vi skal selvfølgelig sørge for at få den olie og gas op, som vi stadig har i Nordsøen.«

Selv hvis Lykke Friis ikke havde kaldt sig klimaminister, havde hun stadig været politisk naiv. Det britiske eksempel er kun et af mange, som viser, at en øgning af oliebeskatningen i en verden, hvor olieprisen bare på 10 år er femdoblet, naturligvis umuligt vil kunne stoppe olieinvestorerne, som priserne igen og igen har forgyldt. Alt andet er propaganda, som kun olieindustrilobbyister burde foregive for alvor at tro på.

DEN ANDEN HALVDEL af argumentet at den danske stat har et problem, fordi den har bundet sig selv til en idiotisk, og idiotisk langsigtet, nordsøaftale, er mere reelt. Det er klart, at en stat ikke uden videre kan begå kontraktbrud med en privat entreprenør. Det står imidlertid også klart, at en række grundlæggende regler for markedet og energien er blevet genskrevet over de seneste 10 år på grund af klimakrisen, finanskrisen, den økonomiske krise og energikrisen. Vi lever ikke i den samme virkelighed som i 2003. Og det mindste, vi burde kunne forlange af vores politikere, var, at de i det mindste turde som deres økonomiske vismænd rådede dem til allerede i 2006 se i øjnene, at den nye virkelighed også kræver, at man tør overveje, hvordan man kan røre ved gamle tabuer. Herunder også forhandlinger med Hr. Møller.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Ny aftale nu.

Og argumenter om at (non-nationale) investorerne smutter, bør bare hilses velkommen med et: "Fedt!" - For vi alle det er løgn.

Kapital-luderne i de non-nationale kapitalfonde og olieselskaber, vil gøre alt for at tjene penge til dem selv, og dermed afholde andre fra markedet og den profit kan skabes. Mao. selv hvis afkastet var 1% vil disse kapital-ludere,gøre alt for at være dem der tjente den 1%. ...

Rasmus Knus

Selvfølgelig skal aftalen genforhandles idet forudsætningerne for aftalens indgåelse har ændret sig væsentligt, og der er vel ingen ansvarlige politikere som, i disse krisetider, vil unddrage statskassen for 10 mia. kr. årligt som er det beløb olieselskaberne får ekstraordinært i forhold til præmisserne i aftalen.

Der er, alt andet lige, altså tale om et beløb som er fire gange større end de 47 mia. kr. som regeringen skal finde og det er bare indtil 2020!

Det drejer sig derfor kort sagt om fremtidens velfærd, investeringer i uddannelse, så landet endeligt kan få et uddannelsessystem i verdensklasse, elektrificering af jernbanenettet og tidssvarende højhastighedstog og endeligt omlægning af energiforsyningen til vedvarende energiformer - sådan ca. for den omtalte sum penge.

Hvis genforhandlingen af aftalen skræmmer olieselskaberne væk må staten selv lave sit eget selskab og hente olien op som f.eks. i Norge, hvor den norske stat ejer 62,5 % af aktierne i Statoil.

Det lyder da som en vindersag til det kommende folketingsvalg.

Wilhelm May

Men politikerne lever jo stadigvæk i 2003, hvis ikke endu længer tilbage inden oliekrisen i 70'erne. Og borgerlige politkerne er jo stadigvæk økonomisk afhængige ad Møller-Mærsk. "Heldigvis" har de jo allerede solgt ud af Danmarks fælles ejendomme. Så der er faktisk ikke noget tilbage de kan overlade til Møller-Mærsk for at tjene kassen på det.