Leder

Øv bøv, de andre startede

Debat
18. maj 2011

Et meget lille land, der gør krav på et meget stort område, men faktisk ikke selv kan gøre for det, fordi det jo er et meget lille land. Den udlægning af Danmarks engagement i det arktiske område har igen præget den respons, der fulgte det lækkede udkast til den dansk-grønlandsk-­færøske strategi i Arktis. I det står der nemlig, at Kongeriget har tænkt sig at gøre krav på fem områder i Arktis i 2014, »her­under selve Nordpolen.«

For på tværs af både dammen og det danske politiske spektrum syntes der i går at være enighed om, at Danmark simpelthen ikke kan gøre andet end at gå ind kampen om at tilrane sig så stort et areal som overhovedet muligt i, hvad der nok er det sidste område i verden, der ikke ejes af nogen.

Fra udenrigsminister Lene Espersen var det skriftlige svar på Informations henvendelse, at; »Vi følger ganske nøje de fælles internationale spilleregler og indgiver selvfølgelig alle krav, som vi mener, at vi kan dokumentere som vores.«

Og som en understregning af, at vi ikke kan gøre andet: »Det samme gør i øvrigt de andre lande i Arktis.«

Og hos den danske opposition var det kun Enhedslisten, der mente, at der var alternativer til ejerskab, nemlig en international traktat. SF’s Steen Gade mente ikke, at indvendinger ville hjælpe, når nu de andre lande stillede krav, mens Mogens Lykketoft (S) – med den største diplomatiske selvfølgelighed – mente, at man jo skal »udnytte sine folkeretslige muligheder for at for anerkendt så meget som muligt«, men at der nok ville være så stor uenighed, at der efter meget tovtrækkeri sandsynligvis ville være så stor uenighed, at det kunne ende i en løsning.

Og samme holdning kan man i dagens avis læse, at Grønlands landsstyreformand, Kuupik Kleist, er endt op med. Han har ellers tidligere udtrykt ønske om et internationalt beskyttet område, men individuelle nationale krav er åbenbart nu uundgåe­lige. »Gjorde vi det ikke, ville vi overlade det til dem, der allerede har indgivet krav,« lyder hans svar på et spørgsmål om, hvorfor Danmark – der åbenbart må mene at have en særlig tilknytning og derfor også ansvar – ikke kan gå forrest for at sikre Nordpolen en international status som beskyttet ingenmandsland.

Når Kuupik Kleist bliver presset yderligere på maven på spørgsmålet om, hvorfor man ikke åbner klubben af lande, der kan have en aktie i forhandlingerne om et af verdens naturmæssigt mest sårbare områder, bliver pragmatikken yderligere synlig: »Det er urealistisk at forestille sig. Vi ville stå meget alene med det synspunkt blandt verdens største supermagter.«

Og han har muligvis ret. Men før lillelandsmentaliteten tager helt overhånd, er det på sin plads at slå et historisk faktum fast: At Danmark frem for at have været en ydmyg miniput – klemt inden mellem store stater som Rusland og Canada – faktisk har spillet en særdeles aktiv rolle i kampen om Arktis. Og Danmark har haft en central rolle i det forløb, der i dag gør, at områdets fremtid ligger i hænderne på, hvad Greenpeaces danske generaldirektør, Mads Christensen, kalder et »grådighedskapløb« frem for et bredt international forum.

For Danmark har været en endda meget aktiv spiller i arbejdet for at lukke ned for muligheden for at skabe en international traktat om Arktis i FN-regi og kæmpet for i stedet at holde forhandlingerne inden for den lille kreds af lande, der har mulige territorialkrav.

Som journalist Martin Breum skriver i sin nye bog, Når isen forsvinder, var tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) i 2008 op til den såkaldte Ilulissat-erklæring bekymret for, at FN ville begrænse alle muligheder i regionen.

»Vi frygtede, at inuitternes muligheder for udvikling i Arktis ville blive udhulet. Vi kunne ende med krav ligesom på Antarktis, så al aktivitet ville gå ned.«

Se, det er ærlig snak. Ønsker man faktisk ikke, at Nordpolen skal ende som sin sydlige pendant, så sig da det. På Sydpolen lykkedes det at skabe en international traktat, der sikrede området. At gøre det samme, hvad angår Arktis, ville kræve et langt og sejt træk og ville naturligvis være en stor og bitter politisk pille at sluge for Danmark, der har brugt enorme summer på at bevise territorialkravet på de arktiske områder. Men ønsker Danmark at vende skuden, kan den selvfølgelig også lade sig vende. For et så lille et land er der heller ikke at tale om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her