Leder

Rene linjer for legater

Debat
4. maj 2011

Hvad kan private legatgivere forvente at 'få igen', når de giver en økonomisk håndsrækning til en kunstner? Det spørgsmål er blevet aktuelt med sagen om Jorn-Læsø-Legatet, som sidste år blev tildelt den unge kunstner Rusudan Melikishvili. Legatstifteren, Peter Linder, fandt det naturligt, at Rusudan Melikishvili skulle tale positivt om legatet i tv-indslag, lade sig interviewe på den lokale fiskerestaurant, som har bidraget økonomisk til legatet, og udstille billeder til hans eget firmas julearrangement. Det blev for meget for Rusudan Melikishvili, som følte, at hun blev drevet rundt i manegen. Siden har flere markante kunstnere, Museum Jorn og kunstakademierne i København og Aarhus afbrudt deres samarbejde med Peter Linder. Alle løber skrigende bort og med god grund. Men man kan sådan set godt indtage det modsatte synspunkt for hvad kan det ske ved, at en kunstner stiller op til et interview nede i fiskerestauranten? Og er det ikke lidt for helligt, hvis man blot vil modtage pengene og ikke stille op til noget som helst efterfølgende?

I tilfældet med Jorn-Læsø-Legatet er der ingen tvivl om, at legatstifteren er gået for langt, men som rektor for kunstakademiet i København, Mikkel Bogh, sagde i mandagens Information, så findes der ingen objektiv grænse for, hvad der er rimeligt. Den grænse kunne man passende finde og måske endda skrive ned for hvert enkelt legat, så der var helt rene linjer.

Jorn selv sagde nej tak til alt, hvad der mindede om æresbevisninger og legater. Den holdning kan synes meget hellig, og der er ingen tvivl om, at legater er af det gode for langt de fleste kunstnere i dag. Ligesom forskere i disse år må indstille sig på at modtage private midler til deres forskningsprojekter og dermed gøre op med billedet af forskningen som noget 'rent og helligt' vil det være fornuftigt for kunstnerne at gennemgå en lignende proces. Der kommer ikke ligefrem flere og større offentlige legater, og set i det lys er det i alles interesse at finde en formel, så kunstnerne kan fortsætte deres virke men med rene linjer og den kunstneriske integritet intakt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her