Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er en af kongerigets skarpe politiske taktikere. Når han pludselig ændrer dansk Europa- politik, skal man høre efter, hvad han siger, og specielt hvad han ikke siger op til forhandlingerne om EU's økonomiske rammer for 2014-20.
Ifølge finansministeren er det »afgørende for regeringen, at vi får en rabat på vores EU- bidrag, så den negative særbehandling af Danmark bringes til ophør. Det er ikke rimeligt, at Danmark skal finansiere andre velhavende landes rabatter uden selv at opnå en«. Men han siger ikke, at skiftende danske regeringer de seneste 33 år har ment, at enkelte medlemslandes rabatter var en elendig idé: Penge ind og ud via regnskabet siger kun en brøkdel af det enkelte lands fordele og ulemper ved at være med. EU.
Han siger heller ikke, at rabatordninger nærmest er en opfordring til at tilrettelægge landbrugspolitikken dyrt og dumt, så man igen kan lukke munden på de største kritikere med en rabat-check. Det er VK-regeringens opfattelse, at der skal skubbes flere landbrugspenge mod vækst og beskæftigelse. Heri gør man ikke fejl.
EU-Kommissionens udspil indeholder en ny afgift på finansielle transaktioner. Det kræver en stor indsats, hvis man skal overbevise bankverdenen og især briterne om, at bankernes forkælelsestid er forbi, men det slag skal vindes. Først når man kender arbejdet med bankafgiften, ændret momsbetaling til EU og beregning af velstandsafgiften fra landene, kan man se eventuelle skævheder. Debatten om rabat er derfor dummere nu end nogensinde.
Danmarks rabat skal foreløbig hentes ud af den blå luft. Her må Claus Hjort Frederiksen vurderes som taktiker. Han kræver rabat, så DF bliver glad. Når forhandlingerne når målstregen i 2012, har Danmark formodentlig en ny regering og en ny finansminister, som man til den tid kan beskylde for at forhandle så elendigt, at danske penge foræres til Bruxelles.
Finansministerens forudanelse om regeringsskiftet skal dog ikke komme ham til skade.
De eksisterende lande-rabatter blev sådan set også "hentet ud af den blå luft" ?
Ingen starter en forhandling med at sige, at der er afsat penge til en mulig rabat for et eller andet land, som man så skal "forhandle om".
Det er ligesom en overenskomstforhandlng, hvor arbejdsgiveren starter med at sige, at der ikke er noget at give af, og så ender det i sidste ende altid med en lønforhøjelse alligevel !!!
Øj, der mangler rød tråd i den her tekst.
Så vidt jeg forstår den temmeligt besværligt formulerede tekst, så drejer det sig om taktik. Men som andre synes forfatteren at stirre sig blind på det umiddelbart letfattelige (lige som CHF). Nok er kommunikation utroligt morsomt, men så morsomt er det nu heller ikke.
Een ting er den rituelle dans om trepartforhandlingerne, som jo er et rent indenrigspolitisk anliggende, noget ganske
andet er at Vs næsten 10 år forsinkede brug af EU som prügelknabe og undskyldning. Vi kender det til hudløshed fra englænderne og andre, men her er der tale om en indbygget retorik, som har eksisteret siden EUs skabelse.
Men når den danske regering nu i stigende omfang trækker anti-EU-kortet er det både utidigt og upassende, og fotæller blot hvor langt ud i hampen specielt V er nået.