Leder

Folkekirkens fælt forvirrede forfatning

Bag brydningerne ligger et spørgsmål om magt: Hvem skal bestemme over folkekirken, hvis det nuværende sammensurium ikke længere skal?
4. juni 2011

GUD BEVARE OS alle. Her i slipstrømmen fra Kristi Himmelfart er 'rød blok' gået aldeles fra snøvsen. I går stormklokkeringede en femspaltet forsideoverskrift i Morgenavisen Jyllands-Posten: »Rød blok vil skille kirke og stat.«Den Herrens stridsmand, pastor emeritus Søren Krarup (DF), var da heller ikke sen til at trække sværd af balg. Gennem sit partiapparat lod han udsende kampråbet:

»Dansk Folkepartis medlem af Kirkeudvalget, Søren Krarup, afviser fuldstændig al tale om en adskillelse af kirke og stat, som venstrefløjen vil søge gennemført efter en eventuel sejr ved det kommende folketingsvalg.«

Og når Dansk Folkeparti allerede på forhånd laver så megen larm, vil de andre partier vel hurtigt finde det omsonst at gå videre med en sag, som det kræver noget nær konsensus at komme i mål med. På samme måde, som Dansk Folkeparti gennem sin larmen allerede har tiltaget sig vetoret over for forslag om at ændre i grundloven.OG DOG ALLIGEVEL. En organisatorisk adskillelse af den danske stat og folkekirken er modsat hvad mange måske forestiller sig ikke noget, der kræver en ændring af grundloven. Det er faktisk en adskillelse, som grundloven forlanger.Og som grundloven i morgen grundlovsdag har forlangt i samfulde 162 år. Siden 1849 har grundloven foreskrevet: »Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.«

En sådan forfatning for folkekirken er det imidlertid aldrig lykkedes at få gennemført. Skiftende regeringer har gjort behjertede forsøg. Men de er blevet afsyret af skiftende folkekirkelige alliancer, der har set deres fordel i det besynderlige styre, der er blevet til i fraværet af en kirkeforfatning.

Den danske folkekirkes øverste ledelse er i dag: Kirkeministeriet, kirkeministeren, regeringen og Folketinget i et uskønt sammensurium. Kirkemini-steren behøver ikke at være medlem af folkekirken, folketingsmedlemmerne ej heller. Men regere over folkekirken kan de alligevel.

Som religionsretsprofessor Lisbet Christoffersen for nylig har påpeget i Information: »Danmark og Tyrkiet er de eneste medlemmer af Europarådet, hvor staten driver et religionsvæsen. Sådan som forresten Kina gør det i sin verdensdel.«

Lisbet Christoffersen tilføjede tørt: »Et sådant statsligt monopol rejser en række problemer.«JA DA, OG IKKE mindst, når folketingspolitikere henviser til, at »folkekirken selv« må komme med forslag til løsning af folkekirkens problemer. F.eks. om den vil vie homoseksuelle. For hvem er »folkekirken selv«? Det er de selvsamme politikere. Denne forvirring om ledelse og ansvar er uholdbar.Nærlæser man Jyllands-Postens alarmerende forkyndte artikel, opdager man, at ikke bare 'rød blok' mener, at tiden er inde til forandring. Det gør selveste landets kirkeminister også. Per Stig Møller (K) opfordrer folkekirkens aktive menighedsråd, præster og biskopper til at komme med forslag til, hvad der skal stå i en kirkeforfatning, som Folketinget kan vedtage ved lov.

Kigger man nærmere efter, hvad det egentlig er, 'rød blok' så revolutionerende vil foreslå efter muligvis at have vundet et folketingsflertal, er det såmænd noget så overmåde dansk og forsigtigt som at nedsætte en kommission, der skal fremlægge forslag til en kirkeforfatning.

Sådanne kirkeforfatningskommissioner har Danmark i tidernes løb haft fire af uden at det altså førte til nogen kirkeforfatning. Det er da forsøget værd at prøve igen.

Men 'rød bloks' bestræbelser går så visselig ikke ud på den kirkestorm, som Søren Krarups hyl og skrål lader ane. BAG BRYDNINGERNE ligger et spørgsmål om magt: Hvem skal bestemme over folkekirken, hvis det nuværende sammensurium ikke længere skal? Allerede tilbage i 1930'erne advarede den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning: »Hold de hellige i ro, ellers er fanden løs.«Samme tankegang udtrykte Birthe Rønn Hornbech (V), da hun var Venstres kirkeordfører:

»Det nuværende rod er en fordel. En elite ville sætte sig på et kirkeråd, og det ville føre til en gang lummer hellighed.«

Rønn Hornbechs bekymring var, at en kirkeforfatning nødvendigvis må indsætte en landsledelse et kirkeråd for folkekirken. Og at en sådan forsamling bliver en politisk og religiøs slagmark.

Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at slægterne Auken og Krarup/Langballe med diverse medsammensvorne ville kappes om magten til at bestemme, hvad der er god dansk tro, og hvem der er bedst egnet til at forkynde den.

Og hvis man kun opretter kirkeråd på regionalt plan, forudser Præsteforeningens næstformand i Jyllands-Posten at: »Vi risikerer at få 9-10 kirkelige råd rundt om i landet, der udtaler sig om alt muligt og mod hinanden. Og så er opløsningen af folkekirken i fuld gang.«

Der er meget for en kirkeforfatningskommission at gå i gang med. Lad os få den nedsat. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Vi risikerer at få 9-10 kirkelige råd rundt om i landet, der udtaler sig om alt muligt og mod hinanden. Og så er opløsningen af folkekirken i fuld gang."

Istedet kunne man også vælge at se positivt på en sådan situation,- at der endelig kommer en reel debat om folkekirkens fremtidige rolle i i dette lille land.

At lade stå til som vi ser idag, betyder blot endnu flere udmeldelser, men på den anden side så vil problemet derefter løse sig selv...

Niels-Simon Larsen

Det er en dristig udmelding at ville adskille stat og kirke, men man kan også bare lade problemet ligge, for det løser sig selv. Folk stemmer med fødderne. Når de ikke mere kan få ind i hovedet, hvad kristendommen går ud på, mister de interessen. At følge med i de indbyrdes stridende teologiske retninger, er interessant for de få, ikke for de mange. Meldes der klart ud, at det evige liv ikke findes, bliver der god plads på kirkebænkene.

Fra en kirke, der ikke kan tale, kommer der ingen klare udmeldinger. Derimod får det gamle trosstof lov at ligge til fri afbenyttelse. Det medfører en debatmæssig lammelse og direkte generthed ved at forklare det uforklarlige.

Det er forbryderisk at oplære børn i tankeroderi og forstillelse i stedet for at stille dem over for livets grundspørgsmål. Det gør den gode lærer i øvrigt også gennem hele skoletiden, og der er masser af gode bøger om det.

Det er ufatteligt, at man stadig kan have en statsinstitution på baggrund af en gud. Man kan ikke engang måle, om der er en eneste, der tror. Nogle tror, at andre tror.
Rent roderi.

Niels-Simon Larsen

@Søren Lom: Den religiøse pakke omfatter alle mulige religiøse ceremonier, og det er svært at skille dem fra staten. Det er endvidere et spørgsmål, hvor mange religiøse fjer man kan trække ud af kongehuset, før det føler sig helt afklædt. Gud, konge og fædreland har vi lige hørt en konservativ kærlighedserklæring til.
Når de døde soldater bæres ud af flyet, sker det til tonerne af, Kongernes konge. Teksten er simpelthen afskyelig - og sådan er der så meget.
Hvor dyb adskillelsen i Sverige er mellem kirke og stat, ved jeg ikke nøjagtig, men det lyder af mere end det er.

Det er heller ikke gjort med en adskillelse. Der skal en mentalitetsændring til, og den rager ikke op i horisonten. Vi skal afskaffe de sidste rester af enevælden. Kristian d. 4. har stadig en høj stjerne i dansk bevidsthed, skønt heksebrænder og en total politisk katastrofe.
Det afslørende ved debatten er, at man ser, hvor stærke de underliggende lag er, og hvor tynd den demokratiske fernis er.